Vagabonder

Oprettet: 24.03.2017 - 16:59

For nogle år siden købte jeg på et bogudsalg for små penge bogen
KIRKEBOGSSTUDIER af Gustav Bang (Bidrag til dansk befolkningsstatistik og kulturhistorie i det 17. aarhundrede. København, Gyldendal, 1906, 142 sider).

I Dansk Biografisk Haandleksikon (bd.1, Gyldendal, Kh. 1920) meddeler den (næsten) allestedsnærværende og nærmest altvidende redaktør Poul Engelstoft (senere hovedredaktør af Dansk Biografisk Leksikons 2.udg. i 27 bd. fra årene omkr. 1940 og den 26 bind store Trap-Danmarks 5. udgave fra 1950'erne) bl.a., at Bang er f. 1871 som søn af sognepræsten og historikeren Vilhelm Bang og hustru Kamilla Lassen (Vilhelm Bang huskes vistnok især for sin interessante "Præstegaardsliv i Danmark og Norge fra Reformationen til det 17. aarh's slutning", men skal iøvrigt have leveret langt over 1000 bidrag til tidsskrifter og aviser).

Gustav Bang blev allerede som 26 årig dr.phil. på en historisk afhandling og blev 1910 socialdemokratisk folketingsmedlem. (Hans efterlevende hustru Nina Bang blev i 1924 som bekendt Danmarks første kvindelige minister). Hans tidlige død (1915) var ifgl. Engelstoft et tab såvel for dansk historie som for hans parti, idet han "med grundig og ærlig forskning forenede brændende idealisme og fin karakter". Hans historiske forfatterskab gik mere og mere på social-historisk oplysning, og herhen hører vist tildels også den "fortræffelige social-statistiske undersøgelse KIRKEBOGSSTUDIER".

Bogen indeholder 14 kapitler (bl.a. "Befolkningens Omflytning", "Analfabeter", "Ægteskab", "Fødsler udenfor Ægteskab" o.s.v.), men jeg vil nøjes med at gengive nogle stykker af kapitel 4: "Det vagabonderende Proletariat", der måske i nogen grad kan siges at være typisk for forfatterens interesser og holdninger.

Jeg gengiver nedenfor nogle stykker fra bogen, som måske turde tjene til at belyse de hjemløses, udstødtes og glemtes vilkår også idag?

(De gengivne stykker står overalt i anførselstegn, endskønt jeg kan have valgt at udelade nogle mindre væsentlige passager eller for tydelighedens skyld ændre enkelte ord eller vendinger, bogen og sproget er trods alt godt 100 år gammel. For forståelse af hvor stort fattigdomsproblemet er - op mod 10 % af landbefolkningen gik rundt på vejene som hjemløse tiggere - må erindres, at vi befinder os i det af allehånde krige, såvel inden- som udenfor landets grænser opfyldte 1600-tal. Mine egne kommentarer er anført i dobbeltparentes).

"Foruden den bosiddende, i sognet hjemmehørende bondebefolkning, træffer man et andet, stærkt flydende befolkningselement: det vagabonderende tiggerproletariat. Man behøver kun at gennemløbe nogle få kirkebøger for at få et indtryk af dets masseagtige karakter. Regeringen søgte ved en række tiggerforordninger at dæmme op imod strømmen. Princippet var, at den arbejdsføre fattige skulle tvinges til arbejde, den arbejdsudygtige skulle kun have ret til at betle indenfor sit hjemsogns grænser.

"Netop ved begyndelsen af den periode, kirkebøgerne belyser, blev dette princip indskærpet i et Kongebrev til lensmændene af 31.1.1647. Helt uden virkning har det vel ikke været. Man ser, at der rundtom i sognene er blevet optaget fortegnelser over de tiggeberettigede fattige; men gennemgående har bestræbelserne været uden varigt resultat; de sociale forhold producerede bestandig nye sværme af vandrende tiggere.

"Trods alle strænge straffebestemmelser ser man stadig det uhyggelige tog af forulykkede eksistenser, forsultne og pjaltede og fulde af utøj, småbørn og udslidte oldinge, frugtsommelige kvinder og krøblinger, rømte misdædere og tatere, - drage i evig uro hen ad alle landeveje, dø i landevejsgrøfter eller i lader og udhuse, hvor godtfolk undte dem husly "som vilde fugle", et element der ved sin masse og ved sin hele sælsomme karakter sætter et ejendommeligt præg på det 17. århundredes befolkningsforhold.

"Af største betydning for forståelsen af datidens sociale tilstande ville det være, om man kunne beregne, hvor stor en del dette vagabonderende pjalteproletariat har udgjort af den samlede befolkning. ((Her kommer en halvanden side lang udredning, hvorpå forfatteren konkluderer-)): Gennemgående kan det altså antages, at henved 10 % af den befolkning, der i det 17. århundrede opholdt sig i de sjællandske landdistrikter, har tilhørt dette samfundslag. Udenfor Sjælland har det vistnok været svagere repræsenteret ligesom man vinder det bestemte indtryk, at det vandrende proletariat i hvert fald på Sjælland har været langt færre i byerne end på landet. Købstæderne og ikke mindst København synes at have udspyet adskillige flere mislykkede eksistenser, end de har draget til sig andetstedsfra.

"Hvem var nu de mennesker, der således flakkede landet rundt? Hvor skrev de sig fra? Hvad var det for årsager, som havde kastet dem ud i denne tilværelse? Først og fremmest var der krøblinger, blinde og allehånde andre abnorme individer, og de har udgjort en meget betydelig del af det vandrende proletariat. "Et fattige fremmed kvindfolk,...fuld af vattersot", "en gammel fremmed mand, som var krøbling og førtes fra hus til hus", "var vanfør og poppelsislagen" ((apoplexi-slagen)) - er betegnelser, der forekommer gang på gang.

"De af dem, der var ude af stand til at slæbe sig frem, blev transporteret fra sted til sted, i almindelighed aget på vogn, undertiden også båret på bærebør eller kørt på hjulbør. Hurtigst mulig har man allevegne søgt at blive af med sådanne gæster og få dem ført til næste landsby, hvor de læssedes af vognen i den nærmeste gård og derfra blev båret videre til de andre gårde for at få en drik øl og et stykke brød og befordredes afsted igen.

"Meget hyppigt træffer man skildringer som denne: "en ubekendt fremmed stodder, som blev i stakkelrejse slængt af vognen udi Peder Nielsens gård, hvor han da blev båret ind i stuen så nær død, og sås dog der af mænd der i byen at give sine to sidste sukke"; og som denne: "en fattig kvinde, som Lars Hansen lod halvdød fra sig føre på sin vogn til Peder Jensen, hvor hun nogle tider derefter døde i adskillige byfolks nærværelse"; eller som denne: "en fattig fremmed vanfør pige, som de førte omkring og blev ført omkring her i byen om dagen tilforn, og i den sidste gård berettede tjenestedrengen, at der var endnu liv i hende, der de bare hende ind; og Ane, unge Niels Jensens, som var med at bære hende sagde, at hun gav hende en skål øl, som hun drak; men der de havde båret hende ind til Niels Madsens og drengen havde kyndet dem det, at de havde båret demmen den syge pige til deres forstuedør, da det første de ginge straks ud, da var hun aldeles død".

"De blinde ser man gerne i følge med deres hustruer og børn, stundom også med fremmede børn, som de har taget til sig. Også åndssvage træffes ret hyppig: "en arm fremmed dreng på en 16 år, havde gået der i byen på anden uges tid og tigget; så nærmere ud til et levendes lig end et levende menneske; ganske usnild, hvor han kom, med snakken og andet".

"Så var der de mange, som af alder og sygdom var kastede ud af erhverv. Ikke sjælden anslår præsten de afdøde tiggeres alder til 60-70 år. Undertiden angiver han også deres tidligere livsstilling, forsåvidt han har kunne opspørge den: "en fattig mand, som havde været hyrde tilforn i Ballerup, gik om at trygle"; "en gammel fattig stakkels mand, havde boet i Fuglebjerg, været klokker der mange år". Eller man møder "en fattig fremmed mand, som i sin sygdom vankede omkring med sin hustru at bede om brødet i Guds navn"; eller "en meget fattig kvinde og i lang tid formedelst en sær flod i sine lemmer helt elendig, havde velhavende brødre og søstre, men døde forladt af dem alle".

"Af og til var det en tjenestepige, "som formedels sygdoms skyld blev udstødt af sin tjeneste udi Næstved og forsendt på en bondevogn, hørte hjemme i Slaglille, hvor hun iblandt mange slægt ikke fandt en eneste, som ville huse hende". Meget hyppigt var det afskedigede eller syge soldater: "en af disse omkringgående afdankede soldater, siger sig at være født i Lifland, hans kone er født i Sverige"; eller "som tilforn havde været soldat og nu gik omkring og betlede"; eller "en gammel soldat, som kom syg til"; eller "en rytterknægt, som kom til Søstrup og da var næsten død, så at han hverken kunne tale eller høre"; eller "en rytter, hvis navn ej vides, eftersom Peder Sørensen blev af tvende andre ryttere tvunget til at tage hannem, som var dødssyg op på sin slæde og age ham hjem med sig"; eller "en stakkels Jydekarl, som nylig var ført fra Jylland for at være soldat, men formedelst sin store svaghed havde fået forlov at bjærge sig, hvor han kunne".

"Nu og da var det også folk, som tilhørte den studerende stand: "for nogen tid siden læst for børn ((d.v.s. undervist)), nu vanfør og tigger"; og "en fremmed vellærd student har for fattigdoms skyld på adskillige steder hos gode præster informeret deres børn, var også hos Hr. Anders Svendsen i Jersie på tre fjerdingårs tid og tjente hannem i prædikestolen; udi hans skrøbelighed dimitteret ((afskediget))"; og "en tysk studiosus, født i Westphalen af papistiske ((katolske)) forældre, men siden havde antaget den lutherske lærdom og derfor lidt meget forfølgelse, kom fra Karlslunde til mit og lånte hus, betagen med en indvortes svaghed, og efter to dages forløb døde i mit hus".

"Ved siden af de gamle og udslidte tiggere var der de ganske unge. Det er ikke så sjældent, at man i begravelsesprotokollerne træffer børn på en halv snes år eller deromkring, som på egen hånd går om fra landsby til landsby og tigger deres brød. I et sogn finder man en sådan tiggerpige på 8 år, tre uger senere en anden, "som det kunne synes ved 12 år", og et par år efter en tredje på 14 år. Det har vel gerne været børn, som er vokset op på landevejen og er kommet til at stå ene ved moderens død; i enkelte tilfælde ser man sådanne forladte og hjemløse børn blive taget i pleje af den bosiddende befolkning, i andre tilfælde blive antaget af andre tiggersker. Tiggersker, der drog landet rundt med deres spæde børn på armen nævnes så hyppig i kirkebøgerne fra alle landets egne, at det må have været et ganske dagligdags syn.

"Så snart den vagabonderende kvinde kunne rejse sig fra barsellejet, drog hun videre med sit barn - der da selvfølgelig såre ofte bukkede under efter meget kort tids forløb; nyfødte tiggerbørn, fødte i andre sogne, nævnes atter og atter i dødslisten; "begravede jeg en slegfredkvindes barn, moderen kom løbendes til Villum Frandsøn, hvor barnet straks døde, efter at hun en ganske kort tid tilforn havde gjort barsel". Eller man finder blandt de begravede "en stakkel kvindes barn, døde af den kolde syge, den det havde haft siden Michaelis, havde levet 1 år og 12 uger".

"En meget stor del af de enlige kvinder, der flakkede landet rundt, har været sådanne, som er blevet udvist af deres hjemsogn på grund af særlig grove overtrædelser af det sjette bud. Stadig finder man i kirkebøgerne eksempler på, at en pige er blevet udstødt af det borgerlige samfund, "eftersom hun med en ægtemand imod det sjette Guds bud havde syndet", efter at hun var blevet afløst "for sin sjette horeunge", eller efter at det var blevet bevist, at hun havde stået i forhold til en mand "som var i tredje led ((beslægtet)) med hende".

"For sådanne kvinder var landevejen gerne den eneste tilflugt, og her taber man som oftest deres spor; hvor de dukker op andetsteds i dåbs- eller begravelsesprotokollerne, har de vel som regel dulgt deres fortid ved urigtige forklaringer, undertiden også ved falske pas. Stundom ser man dog en sådan kvinde i et fremmed sogn indstille sig til offentlig skrifte og derved søge påny at indordne sig i det borgerlige samfund, efter at hun længe "har rejst fra en sted til en anden som et vildfarende får".

"Hyppigere skete det, at disse udviste kvinder efter en omflakkende tilværelse vendte tilbage til deres hjemstavn, når sygdom eller alderdom kom over dem; et sted kom en sådan kvinde tilbage "og lønlig opholdt sig hjemme"; et andet sted blev offentlig absolveret og dermed genoptaget i menigheden en kvinde, "som var for over 20 år siden forvist herredet og siden faret om som en vild fugl fra et sted til et andet og ikke være nogensteds til alters, havde og siden den tid begået lejermål for 16 år siden". Flertallet af disse kvinder har vel under deres vandringer levet dels af tiggeri, dels af prostitution - ligesom også kvinder, der af andre grunde var kommet på landevejen, i vid udstrækning er sunket ned i løse og tilfældige forbindelser.

"Adskillige af de værkbrudne ((syge/handikappede)) kvinder, som transporteredes omrking i landet, har formodentlig også oprindelig været prostituerede, som ved smitte har pådraget sig deres sygdom; således hvor man blandt de afdøde finder "et letfærdigt skarn, som stod skifte i år ved påsketider, havde siden været i København, hvor hun kom fra og blev ført omkring som en elendig stakkel; hun kom ned til Pilemølle, og der døde hun i fæhuset i en krybbe; ingen kunne komme hende nær for stank; i samme krybbe blev hun ført til jorden og gjort et laag på".

"Overordentligt hyppig fortælles det, at en mand  er rejst bort fra sin trolovede eller hustru, "og ingen haver siden erfaret noget vist om ham"; undertiden, men langt sjældnere, fortælles det også, at trolovede eller gifte kvinder er flygtede. Meget almindeligt var det, at barnefaderen rømte, og tit skete det også, at moderen til et illegitimt barn lod barnet i stikken og drog bort. Ofte hændte det, at misdædere brød ud af fængslet og søgte sjkul i de skarer af navnløse og ukendte tiggere, som drog landet rundt; et sted var det en mand, som havde begået blodskam med sin stifdatter, men "fordi han ej var sat i godt fængsel og forvaring, havde brødt sig ud og rømt bort af landet"; et andet sted var det en kvinde, som var dømt fra livet for barnemord, men "rømte af sit fængsel, og kom bort sin Kaas ((d.v.s. blev væk))"; kun yderst sjældent finder man sådanne skikkelser nævnt på deres vandringer; de har selvfølgelig gjort alt for at dølge deres fortid.

"Der var fremdeles det store tal af gifte koner, som var kommet i elendighed ved deres mænds død eller fravær. Enker og forladte koner forekommer atter og atter blandt de vagabonderende tiggere; snart har de deres børn til dåben, snart bliver de selv begravede; efter alt at dømme har de udgjort hovedmængden af de kvindelige vagabonder - i hvert fald når bortses fra de vanføre. Også koner hvis mænd "for fattigdoms skyld" var taget ud som tjenestekarle, nævnes iblandt dem. En meget stor del af disse ulykkelige kvinder var soldaterkoner, som drog om med deres småbørn: "hun var en ægtekvinde, hvis mand, der havde været fra hende siden Michaelis sidst forleden, blev da soldat og er død"; "hvis mand skal være tagen til soldat ved Mikkelsdagstider sidst forleden"; "hendes mand var en soldat og blev udkommanderet med det folk til kejserdømmet"; "som berettede, at hendes mand af hververe at være hende fratagen". Et enkelt sted nævnes også "en kvinde fra København, hvis mand var fangen i Tyrkiet; hun havde kongens brev om tavlen at lade omgå ((?))".

"Til disse mange forladte eller forulykkede kvinder sluttede sig så andre, både mænd og kvinder, som ved forskellige forhold var blevet afskårne fra at tjene deres brød og drevne ud på tiggervandring: Mænd, som havde måtte rømme fra deres gårde, eller hvis gårde var brændt, familier, som i den skånske krigs urolige tider var nødt til at bryde op fra hus og hjem, og ligeledes under svenskekrigen en mængde fordrevne jyske familier. Endelig var der "Tartarerne" ((taterne)).

"En broget blanding af allehånde uensartede elementer var da dette tog af pjalteproletarer, der i stadig uro færdedes hen ad landevejen. De stod helt udenfor samfundet. Af og til træffer man eksempler på, at de kunne tjene lidt ved tilfældigt arbejde. Men i almindelighed har tiggeri og for kvindernes vedkommet sikkert også prostitution været de eneste kilder til livets ophold; påfaldende nok har jeg intetsteds i kirkebøgerne fundet noget eksempel nævnt på tyveri, begået af dem.

"Deres kår var de usleste, som tænkes kan. Af befolkningen blev de undertiden behandlet nogenlunde godt, undertiden med den største brutalitet. Selv den vanføre kvinde, som hjælpeløs blev aget mellem byerne, var udsat for at måtte give sig til pris for den karl, der kørte for hende. Og selv hvor en kvinde var i barnsnød, hændte det ofte, at hun kun "med nød fik hus at låne". En særlig uhyggelig scene af denne art skildres i en fynsk kirkebog: "Om aftenen kom en fremmed kvinde her til præstegården, hun kom frem med et nyfødt drengebarn, som hun nylig havde født i urtegårdsmandens have, og som de kastede hende på en vogn, som førte hende her til Vindinge med sit barn og ingen ville indtage hende, kom hun hid til mig og klagede sin nød, begærede, at jeg ville døbe hendes barn, som hun troede ikke til livet; jeg miskundte mig over hende, tog hende ind og lod hende ligge et sted i huset, døbte hendes søn, dette var om aftenen, straks solen var nedgangen; om morgenen derefter, lidet før solen stod op, fødte hun endnu et barn".

"Udtærede og elendige så de ud; ofte finder man skildringer af indhold som denne: "en udlevet gammel mand, meget syg og målløs, var ganske fuld af lus, som havde ædt huller på hannem". En mængde af dem døde under åben himmel, når stræng frost og snefog satte ind; i et sogn træffer man med kun 2 - 3 ugers mellemrum først "en fattig fremmed mand, som blev fundet død udi Porsmosen og var frossen ihjel" og dernæst "en fremmed stakkels kvinde, som lå frossen ihjel på Bråby mark"; i et andet sogn "en stakkels gammel mand, funden død på marken, som uden tvivl var omkommen i forleden snefog"; i et tredje sogn finder man en novemberdag "en stodderkvinde, som døde ovre på gaden og ingen kendte hende"; i et fjerde sogn en 70 årig tiggerske, der var "blevet af kulde betagen og død straks derefter".

"I månederne december - april indtraf der forholdsvis mere end dobbelt så mange dødsfald som i de øvrige 7 måneder. De afdøde vagabonder blev begravet på menighedens bekostning, som regel ved lidt hjælp fra kirkeblokken, undertiden også ved en direkte indsamling blandt sognefolkene; meget hyppig blev der ikke bekostet nogen kiste, men liget blev svøbt i et lagen og jordet; undertiden ser man den mand, der grov graven og den kvinde, der klædte liget, dele de gamle pjalter".