Retorik noter

Oprettet: 05.11.2016 - 04:13
NOTER

Jostein Gripsrud: Mediekultur, Mediesamfund (2.udg) (s. 177-212)

kap. 6

RETORIK:

SPROGBRUG, SITUATION, HENSIGT

SEMIOTIK, HERMENEUTIK, RETORIK (s. 177)

Semiotik: har teksten som sit primære objekt. Og handler endvidere om kommunikationens materiale - tegn og tegnstrukturer

Hermeneutik: har forholdet mellem tekst og modtagere som objekt. (og fortolkningen af dette forhold, dvs. kommunikationsprocessen som helhed; jvf. den hermeneutiske cirkel; de enkelte dele fortolkes ud fra helheden og helheden ud fra de enkelte dele. Teksten i sig selv er også en fortolkning).

Retotik: har forholdet mellem afsenderne og teksten som objekt. (men også af kommunikationsprocessen som helhed)

RETORIKKENS OMRÅDE

- FRA ANTIKKEN TIL "POSTSTRUKTURALISMEN" (s. 177-182)

  • Retorikkens teoritradition er en lære om kommunikation fra afsendersynspunkt.
  • Den havde sin begyndelse 500 f.v.t. i Grækenland og var dengang en lære om talekunst.
  • Retorikken opstod som en refleksion over hvad der kendetegnede den gode taler, dvs. den taler der virkede overbevisende på tilhørerne og i den forstand var "effektiv".

Ex. Platons Gorgias: Skal man som Sofisten Gorgias bruge retorikken til manipulation ved at gå efter effekten af talen på tilhørerne ved at  argumentere for et hvilket som helst synspunkt uagtet at talen(retorikken) ikke er i overensstemmelse med selve sagsforholdet endsige etisk forsvarligt, eller bør man som Platon/Sokrates insistere på at talen er i overensstemmelse med sagsforholdet, samt at det synspunkt der argumenteres for nu også er etisk forsvarligt og til det almene vel?

Ex.  Apropos talekunst se også Shakespeare Julius Caesar Act 3, Scene 2, verse 74-253 (Friends, Romans , countrymen, lend me your ears: I come to bury Caesar, not to praise him...)

Ex. Apropos sofisteri se også Holbergs Erasmus Montanus, der pralede af at kunne bevise at mor Nille var en sten

Hans Skjervheim(Filosof), kritiserede den moderne journalistik for at repræsentere en form for sofisme (Skjervheim 1987). Det at give artikler, indslag og reportager en opsigtsvækkende og engagerende form er ifølge Skjervheim, blevet vigtigere end at give en saglig, sandfærdig fremstilling af sagsforhold, især i formiddagspressen(og nu også i de gamle medier som DR, TV 2, i de elektroniske medier og i gratisaviserne, min kommentar!). Prioriteringen af stoffet sker ud fra lignende hensyn til det opsigtsvækkende og engagerende i stedet for som en følge af en vurdering af hvad der er vigtigt for at formidle et sandfærdigt billede af situationen af verden.

Retorik er på mange måder blevet associeret med det negative ved sofismen og er ofte blevet forbundet med demagogi (folkeforførelse) og floromvunden tale  der appellerer til tilhørernes laveste instinkter. Herved bliver retorik slået i hartkorn med propaganda altså; usaglig, ensidig og følelsesappellerende argumentation for visse synspunkter og ideér, henvendt til et stort publikum.

Nedvurderingen af retorikken der postulerer at den nærmest pr. definition bryder med idealerne om  saglighed og sandfærdighed er fejlagtig på 2 punkter:

1. Også et sagligt, nøgternt sprog er en form for retorik

2. Enhver brug af sproget er retorisk i den simple forstand at den er et forsøg på at få en anden eller nogen andre til at acceptere indse, forstå, opleve osv. noget den der meddeler sig mener, forstår, ved, oplever, tænker osv.

Retorik som selvstændigt fag: De former for kommunikation der åbenlyst er retoriske:

Offentlig kommunikation, der søger at formidle et bestemt stof og/eller synspunkt så overbevisende så muligt, herunder:

  • forelæsninger
  • konferenceindlæg
  • kronikker
  • lederartikler
  • politiske taler
  • debatindlæg
  • reklamer

(jvf. Andersen 1995: s.19ff).

Klassisk Retorik: er pragmatisk[1] orienteret

Kairos: Passende lejlighed(Gripsrud)

 In rhetoric kairos is "a passing instant when an opening appears which must be driven through with force if success is to be achieved."[1]

Kairos was central to the Sophists, who stressed the rhetor's ability to adapt to and take advantage of changing, contingent circumstances. In Panathenaicus, Isocrates writes that educated people are those “who manage well the circumstances which they encounter day by day, and who possess a judgment which is accurate in meeting occasions as they arise and rarely misses the expedient course of action".

Kairos is also very important in Aristotle's scheme of rhetoric. Kairos is, for Aristotle, the time and space context in which the proof will be delivered.( http://en.wikipedia.org/wiki/Kairos)

Kairos svarer  til det, Søren Kierkegaard kalder "Øjeblikket" og har beskrevet som "der, hvor evigheden berører tiden". Altså et øjeblik af klarhed, (eller lys om du vil) hvor tidens muligheder åbenbarer sig.

Den gode tale i Antikken: Den gode tale er både god, sand og smuk (Aristoteles).

I dag:

  • Sandheden tager videnskaben (og journalistikken?) sig af.
  • Det Gode tager retsvæsenet (og kirken?) sig af.
  • Det Smukke tager kunstinstitutionerne (og arkitekterne?) sig af.

Hovedpointen i denne sammenhæng er imidlertid, at kravene om sandfærdighed og etisk holdbarhed kommer ikke udefra som en "ydre" kontrol med retorikken; de er derimod indbygget i selve den klassiske retorik.

Den retoriske teori blev især efter renæssancen fra 1600-tallet gradvist reduceret i retning af en teknisk veltalenhedslære, sådan den efterhånden mest fremstod som en samling kataloger over sproglige virkemidler. (Gripsrud, s. 180).

Det faktum at tegnenes udtryk kan skifte både denotativt og konnotativt indhold, alt efter konteksten, er et sådant element der potentielt undergraver forestillinger om tegnsystemer og sprog som stabile helheder. De er i konstant bevægelse (uendelig semiosis), betydningen er aldrig endeligt fastlagt, hverken i den enkelte tekst, eller i verden i øvrigt. (Gripsrud. s. 181).

"Fordi sproget er selve den luft jeg ånder i, kan jeg aldrig have en ren, uberørt mening eller erfaring i det hele taget" (Eagleton 1983: s.130).

Når sandheden skal bestemmes i retorisk forstand , er det et spørgsmål om argumentation, diskussion, dialog. Sandhed er det som de velinformerede er enige om. Mere eller mindre fakta findes og kan indgå i argumentationen, men det gør en række antagelser også som man bare må tage for givet, selv om de ikke er bekræftet som sådan eller overhovedet er testbare i naturvidenskabelig forstand.(Gripsrud. s.182)

Sandheden er lige som tegnene del af en uendelig semiosis. An eternal becoming (Mig selv ;-).

 

DET RETORISKE ARBEJDE (s.182)

Den klassiske retorik arbejder med tre hovedtyper af talesituationer og dertil hørende taletyper:

1)      Retstalen eller den juridiske tale er rettet mod fortiden og drejer sig gerne om skyld og uskyld.

 

2)      Lejlighedstalen gælder nutiden og handler om at uddele ris eller ros til nogen eller noget. Lovtaler er den vigtigste variant af denne, taler der drejer sig om at rose nogen eller noget (panegyrik), sådan som man for eksempel gør ved jubilæer, indvielser, bordtaler og lignende. Disse kaldes også opvisningstaler, da de ofte handler om at vise hvor dygtig taleren er.

 

3)      Den politiske tale er orienteret mod fremtiden og drejer sig om at overbevise en forsamling om, at den ene eller den anden handling eller beslutning er klog. (eller nødvendig, som retorikken går i dag, min kommentar!).

 

(ex. kriminalromaner og kriminalreportager har karakter af at være retstaler;  folketingsdebatter og leder artikler har karakter af at være politiske taler og fødselsdagomstaler i aviser minder om lovtaler eller panegyrikker).

 

Taleart

Dansk navn

Tid

Hensigt

Mål

Primært stilmidddel

Politisk

Rådgivende tale

Fremtid

Anbefale/fraråde

Gavnlig/skadelig

Eksempel

Forensisk

Juridisk tale

Fortid

Anklage/forsvare

Ret/uret

Enthymeme

Epideiktisk

Fest og lejlighedstale

Nutid

Lovprise/dadle

Hæder/vanære

Amplificatio

 

 

De 5 faser i arbejdet med en tale (s.183-87)

1)      Inventio -

  •  Få overblik over emnet

a)      udvælg 2-3 pointer du vil have din tilhører til at huske efter oplægget

b)      understøt pointerne med gode eksempler, gerne med en god historie i eksemplerne

 Gode råd – Som en hjælp til ”finde på“-fasen kan du bruge følgende ledetråde:

§ Hvilke af tilhørernes fordomme/forestillinger om emnet kan jeg bruge, og hvilke skal jeg afkræfte?

§ Hvad er det mest grundlæggende, man som tilhører har brug for at vide om emnet?

§ Hvad plejer folk at være i tvivl om mht. emnet? Og hvad var jeg selv i tvivl om, da jeg var til dette oplæg? Hvad plejer folk at spørge om bagefter og i Studievejledningens almindelige arbejde (FAQ’s)?

Vigtigt:

Kend dit stof ordentligt! Det er den bedste forberedelse.

Dispositio -

 En klassisk, amerikansk kliché, der fungerer umanerligt godt:

 

1) Sig, hvad du vil sige

2) Sig det

3) Sig, hvad du har sagt.

 

I korte oplæg er det vigtigt hurtigt at komme frem til sine pointer – dog ikke hurtigere, end tilhørerne får mulighed for at følge med. Selv i korte oplæg er det en god idé at ridse sine pointer op til slut.

 Gode måder at gå til dispositio er at overveje:

  • Hvor lang tid har du?
  • Hvor mange tilhørere er der?
  • Hvem er målgruppen – hvad er det for et publikum, du skal tale til?
  • Hvad vil du fortælle dem (dine 2-3 pointer)
  • Hvorfor er det relevant for dem?

Et forslag:

  • Overrask dem (med en anekdote, en metafor, en pudsig drejning på historien)
  • Understreg, gentag og opsummer hovedpointer

 

 

Elocutio – få styr på formuleringerne:

Efter, at du har fundet ud af dispositionen for din tale, skal stoffet fra inventio-fasen til at have sin endelige form, dvs. de endelige formuleringer. Igen er det vigtigt at tilpasse formuleringerne til situationen.

  • Pas på indforståede formuleringer og spidsfindige henvisninger til noget, du og de andre studerende/studievejledere ved, men som tilhørerne ikke ved.
  • Forklar begreber, logikker og tænkemåder.
  • Vær imødekommende, og pas på med at frastøde nogen af tilhørerne med sjove, men kejtede formuleringer.

 

Show it, don’t tell it!

  • Det levende sprog inddrager (brug fx sanser (ved at beskrive noget levende for tilhørerne), antiteser (modsætningsforhold), retoriske spørgsmål (spørgsmål, man ikke forventer svar på)).
  • Gør det fraværende nærværende:
  • Jo tættere på noget føles, jo stærkere vil det opleves.
  • Gør det gennem billeder og gode eksempler:
    • Brug eksempler – vær konkret frem for abstrakt
    • Når man bruger eksempler, har de gerne en eller flere af følgende funktioner:
    • Eksempel, der bruges til at underbygge en generel regel.
    • Det illustrative eksempel, der gør noget generelt (abstrakt) til at tage og føle på
    • Mønstereksemplet, der bruges som opfordring til efterligning
    • Brug eksempler de selv kan relatere sig til.
    • Brug levende eksempler
    • Cases, anekdoter, oplevelser
    • Fortæl om et menneske – ikke et CV
    • Fortæl om en uddannelse – ikke en studieordning

 

Memoria – huske og øve

Øv dig! - Øv dig i at fremlægge/fremføre oplægget. Gentagelse hjælper dig med at huske

- Når du øver dig, får du også et indtryk af, hvor lang tid oplægget tager.

- Det er vigtigt, at du i elocutio-fasen ikke har fundet på så kringlede formuleringer, at du får besvær med at huske dem og rent faktisk sige dem.

(Manuskripter

Forslag til et par forskellige, hvis du gerne vil have et manuskript at støtte dig til:

- Papstykkerne med noter på. Har den fordel, at du kan have fx en pointe per ark, de bliver ikke krøllede og nussede, og de er ikke så store. Virker måske noget formelle.

 

- Noter i dine PowerPoints. Du kan skrive noter i dit oplæg og printe det ud. Fordelen er, at du kan se det netop i den forbindelse, du vil sige det. Ulempen er, at du står med et A4-ark

- Talemanuskript med kolonner: lav et word-dokument med to kolonner (eller flere). Skriv hovedpointen i kolonnen til venstre og uddybende noter i kolonnen til højre.

- Mindmap: En visuel måde at huske, hvordan du skal rundt i oplægget. Fungerer glimrende – især med en masse farver. Har den fordel at den ofte viser dig din egen logik

- Et almindeligt stikordsmanuskript: Men hvor alle sætningerne, du gerne vil sige, starter yderst i venstre side. Så kan du altid hurtigt finde dem, når du lader blikket glide ned over siden. Dine øjne skal ikke lede efter pointerne.

- Marker ting med farver eller formateringer: Brug farver i word/overstregnings-tusser eller marker med fed, store bogstaver, kursiv. Noget du lægger mærke til og kan bruge i dit oplæg.

- Dispositio: Et super kort manuskript, der kun består af din disposition – det kan være nok at læne sig op ad.

- Dit helt eget forslag? Det er dig, der skal huske oplægget, så du bestemmer. Vær kreativ!

Generelt om  manuskripter:

- Hav god luft mellem linjerne – uanset hvilken type manuskript du bruger

- Stor skriftstørrelse, så det evt. bare kan ligge på bordet

- Med færre tilhørere og et mindre lokale, virker det endnu dårligere at være bundet af sit manuskript)

Actio – så går det løs

Den store finale: Du holder oplægget. Inden da er det vigtigt, at du har gennemtænkt, hvordan du vil sige tingene. Et er at have formuleret dem på papir, et andet er at sige dem højt. Øv dig på at tale langsomt, på at få en rolig vejrtrækning, og på at betone dine ord.

(Kropssproget skal være åbent og imødekommende. Det duer ikke, at have øjnene begravet i noterne, at anvende et lukket kropssprog eller at stå limet op ad tavlen. – Du skal frem i lokalet – gerne foran et evt. kateter - kigger på tilhørerne og smiler ind imellem. Det er fint at bevæge sig lidt omkring, men man skal passe på med at komme til at virke urolig).

 

OVERTALELSESMIDLER (s.187-190)

Etos: er et følelsesmæssigt overtalelsesmiddel knyttet til talerens karakter, nærmere bestemt til det indtryk taleren giver af hvad slags menneskelig karakter han eller hun har: er vedkommende troværdig? Hvad med dømmekraften? Ønsker vedkommende tilhørernes bedste? (ex. på politikere med høj etos: Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper, Margrethe Vestager. Ex på politikere med lav etos: Lars Lykke Rasmussen, Bjarne Corydon, Helle Thorning-Schmidt).

Talerens etos sikres vha. :

Phronesis: sund dømmekraft

Areté: dyder, dvs. gode menneskelige egenskaber (dyd: dygtighed)

Eunoia: velvilje over for tilhørerne

Logos: betyder ord, tale, ræsonnement og betegner i denne sammenhæng de intellektuelle overbevisningsmidler i den klassiske retorik -  enthymemet og eksemplet.

Enthymemet: er en forkortet syllogisme (ex. alle mænd har skæg. Helge er en mand. Derfor har Helge skæg), hvor den almene regel er udeladt. (ex. Bendik kan man ikke stole på længere, han er jo blevet politiker) Præmissen er her at ingen politikere er til at stole på for det er jo noget alle ved men den bliver ikke udtrykt direkte; forudsætningen er forudsat  fordi den anses for common knowledge. Denne teknik forudsætter at taleren har et kulturelt fællesskab med publikum og benyttes ofte til at smigere dem med, da de så føler de forstår hvad der bliver sagt.

Denne teknik svarer til deduktion, eller udledning fra det generelle til det særegne

Eksemplet: brug af eksempler gør derimod brug af induktion, ved at bevæge sig fra et enkelt kendt eksempel til en almen regel/generalisering . (ex. At reducere forsvarsbudgettet yderligere er som at forberede en ny 9. April)

Pathos: dette begreb sigter til følelser, der er så stærke at man nærmest føler sig som offer for dem, som lidenskaber, eller affekter[2](Ordet affekt kommer af latin affectus, afledt af ad-ficere bevæge, gøre indtryk på).

Hvis brugen af pathos i  bliver modsvaret af ubestridelige svagheder i logos-argumentationen (sagens ubestridelige fakta) eller modsagt af aspekter ved actio/etos (fremførelsen viser at taleren egentlig er engageret), kan dette middel slå tilbage på taleren og forstærke publikums mistro og irritation.

Man kan fx. sætte spørgsmålstegn ved, om den helt nøgterne, rationelle og faktaorienterede journalistiske reportage fra krigs og nødområder  er den bedste, den mest adækvate dækning. Men på den anden side er den bevidst subjektivistiske New Journalism også problematisk . Hvor journalistens følelser principielt  i en sådan situation er offentligheden uvedkommende, er de følelser der ligger i stoffet selv relevante for forståelsen af sagen.

NEW JOURNALISM SOM RETORISK PRAKSIS (s.190-92)

New Journalism: retning inden for journalistik, der opstod i USA omkring 1965, og hvis første kendte udøver var forfatteren Tom Wolfe. New journalism blev især benyttet i feature-artikler og er generelt karakteriseret ved en litterært bevidst stil og en udbredt subjektivitet, hvis primære formål er at give læseren en illusion af nærvær. De vigtigste fortælletekniske særtræk er scene-på-scene-konstruktion, der ofte bryder kronologien, udbredt anvendelse af dialog samt en tredjepersons-fortællersynsvinkel, der inddrager journalisten og hans/hendes oplevelser og følelser direkte i fortællingens handling.

New journalism vandt bl.a. indpas i reportager om diverse avantgardegruppers og subkulturers livsstil, der blev bragt i disse miljøers blade, som fx Rolling Stone, samt i forskellige avisers livsstilssektioner. Bl.a. Hunter S. Thompson blev kendt for sine reportager i denne stil. Den rendyrkede new journalism forsvandt omkring 1985. I Danmark blev denne form for journalistik især set i filmtidsskriftet Levende Billeder og i dagbladet Information; blandt udøverne var Morten Sabroe, Jan Stage og Lasse Ellegaard (f. 1944). (Den Store Danske Encyklopædi).

Tom Wolfe (1975) har udpeget 4 grundteknikker i NJ:

1)      scenisk opbygning af reportagen

2)      brug af fuldstændig dialog

3)      brug af tredje persons synsvinkel og indre monolog

4)      stor vægt på symbolske detaljer

 

Vægten på et rigt udvalg af "symbolske" detaljer, altså detaljer der kaster et konnotativt lys over dem og det der skal skildres, er et litterært virkemiddel. Effekten af dette er en radikalt forstærket pathos appel set i forhold til ordinær nøgtern nyhedsjournalistik.

 

TALESITUATIONEN I FJERNSYNETS NYHEDSUDSENDELSER OG ANDRE PROGRAMMER (s.192-95)

 

Man foregiver det der kaldes olympisk overblik.

 

Kun den der har egne vidensbaserede perspektiver på verden og mere eller mindre omfattende adgang til andre informationskilder - nationale, eller helst internationale - kan rejse begrundet tvivl om udvalget af sager, vinklinger osv.

 

Programmets stil er dets stemme

ORNATUS (s.195-97)

UDSMYKNING

"Talen bør have præg af en vis elskværdig elegance. Det opnår man ikke ved at smøre sminke udenpå; den friske teint kommer af et sundt blodomløb" (Cicero: De Oratore)

Enhver tale skal:

Docere: (oplyse) belære, informere; det intellektuelle plan

Delectare:( underholde)  behage; det æstetiske plan

Movere:( bevæge) ændre adfærd; det emotionelle plan, sit publikum.

 

MTV var ren ornatus.

Det retoriske ideal er at være forståelig, men ikke banal.

trope: en trope er et enkeltord der bliver brugt på en anden måde end den sædvanlige.

Udtryksfigurer: er måder at sige ting på der er bestemt af ordenes kvaliteter som materielle fænomener (se også fænomenologien) - klang rytme og rim.

 Indholdsfigurer: (semantiske figurer) udtrykker betydning vha. figurer som ironi, sammenligning og lignende.

METAFOR, METONYMI OG ANDRE INDHOLDSFIGURER (s.197-202)

Metafor: metaforen er en implicit sammenligning

Døde metaforer: Metaforer, der er blevet brugt så længe, at vi ikke længere tænker over at de er metaforer. (ex. radiobølger er ikke våde; Vi væbner os med tålmodighed men vi venter på en opblomstring, og forskanser os i vores lune rede).

Videnskabelige begreber: er ofte døde metaforer - den teatrale rolle i sociologien, den militære strategi i økonomi, den fysiske energi i psykologien.

Metafor som effekt: en metafor er en effekt, som opstår når et ord bruges i en kontekst "hvor det står i modsætning til andre ord som forstås bogstaveligt. (Ricoeur 1981: 170).

Polysemi:  flertydighed.

Oversættelighed: døde metaforer kan i princippet oversættes uden at betydningsindholdet går tabt. Levende metaforer er i princippet uoversættelige.

George Lakoff[3] & Mark Johnson: demonstrerer i bogen Hverdagens Metaforer(Metaphors We Live By 1980, da. 2002), hvordan metaforer præger vores hverdagstænkning, såvel som vores politiske forståelse.

Offentlig debat forstås fx. i krigsmetaforer: ex. "modstandere", "dræbende argument", "partilederen slog hårdt ned på oppositionen", "de forsvarede sig efter bedste evne".

I 1991 publicerede George Lakoff en artikel der viste hvordan Golfkrigen blev forberedt og legitimeret gennem systematisk brug af metaforer[4].

Metaforer bruges ofte til at fremhæve visse positive eller negative aspekter ved det man taler om. Man kan således mobilisere publikums følelser ved at bruge metaforer som patos-argumenter. Men de er, som metaforen går: "et tveægget sværd".

Forskellen mellem allegori( gr. allegoria, af allo- og agoreuein 'tale', egl. på torvet agora. allegori, "at sige noget andet", sindbillede, en sproglig eller billedlig fremstilling, som har overført betydning, dvs. udtrykker noget andet end det, som helt konkret fortælles eller vises. Både idéer og begreber kan anskueliggøres ved personer eller ved symboler. Manden med leen og timeglasset er således en allegori på døden. Fremstillinger af leen og timeglasset alene er derimod symboler på døden) og ironi: Begge dele går ud på at sige ét og mene noget andet. Men ironi(gr. at stille sig an som uvidende) er en humoristisk intenderet form: både grækerne og romerne kaldte den urban humor, dvs. humor der ikke er groft, simpelt klovneri.

Metaforens ground/ tenor/vehicle: Metaforens ground er det fællestræk, der gør metaforen mulig. Metaforens tenor er dens retning eller intenderede betydning, Metaforens vehicle er den konkrete betydning af ordet (ex. i sætning "Min elskede er som en rose"  er ordet "rose" vehicle.

Troper og forholdet imellem de ord der bliver brugt og det betydningsindhold der henvises til:

Metaforen er den trope hvor afstanden er størst imellem vehicle og tenor.

I den anden ende af skalaen finder vi:

Synonymet som er næsten identisk med det ord det står for (ex. stræbte/sled, stige op/klatre.

Perifrase er et mere ordrigt udtryk for noget (ex. "byen med de smukke tårne" i stedet for København).

Antifrase det modsatte af det der sigtes til ( ironi er antifrasisk ex. sygt om noget godt, bad means good, etc.).

Eufemisme: er en forskønnende omskrivning. ex. at sove ind, i stedet for at dø; entlösung i stedet for folkemord. Se i øvrigt Orwells 1984, newspeak, samt visse nulevende politikere.

Litotes: understatement; stemningen var ikke høj da arbejderne blev fyret.

Synekdoke: enten pars pro toto, del for helheden: "jeg tager mig et glas" eller helheden for delen "Det norske folk drikker sig stang stive sydpå". Kendetegn: betydningsmæssig overlapning.

Hyperbel: overdrivelse: "denne bog er en lang ordliste"

 Metonymi: her giver nærhed forbindelsen mellem det der siges og det der menes: Det udsagte; "Jeg kan godt lide Tarantino" det mente; "jeg kan godt lide hans film".

Det er også metonymi, når noget abstrakt betegner noget konkret: Demokratiet for folketingsmedlemmerne, eller omvendt bilen for massebilisme.

Senere har litteraturforskeren Roman Jakobson(1956;1971) reduceret retorikken til kun at omfatte 2 kategorier, nemlig: metafor og metonymi, da disse begreber er grundlæggende aspekter ved alle sprog.

2 PROCESSER I SPROGET (s.202-205)

 

Metafor og metonymi kan ses som 2 grundlæggende processer, knyttet til de 2 akser eller dimensioner  i sproget som kaldes syntagme og paradigme. Paradigmerne er sprogets lagerhylder som der vælges ord eller andre tegn fra og syntagmerne er de sammenhænge som dannes ved kombinationen af de valgte elementer. Syntagmets betydning opstår ved kombination af de betydninger der er placeret i nærheden af hinanden. Paradigmerne er kendetegnet ved en eller anden form for lighed mellem de tegn de består af  - de er i denne forstand metaforiske. (Gripsrud. s. 203).

 

 

Forskellen mellem poesi og prosa:

Poesi

"I poesien bliver lighedsprincippet paradigmatiske akse til den syntagmatiske akse" (Jakobson).

Dvs. at poesi er kendetegnet af, at forløbet/tekstens rækkefølge af tegn, grundlæggende er ordnet efter lighedsprincippet på både lyd, sætnings og betydningsniveau. Den er med andre ord ordnet efter analogier, paralleller, ekkovirkninger og andre gentagelser med variationer.

 

Film gør det samme, bare med billeder: (Dollars; tegnene for sex, magt og penge).

 

Prosa

Prosaen, især den episke eller fortællende del af den, og inden for denne igen særligt såkaldt "realistisk" skrivekunst, hviler helst på nærhedsrelationer mellem elementerne. Den realistiske flyder metonymisk fra selve handlingen til den atmosfære den foregår i og fra personerne i fortællingen til deres omgivelser i tid og rum, mens fortællingen hele tiden bevæger sig fremad. (Jakobson om Tolstojs romaner, (1988; 59).

 

Den der læser sådanne fortællinger er ofte mest interesseret i at se hvordan det går, altså i den syntagmatiske eller metonymiske dimension

 

 

 

Poesi er punkt, Prosa er linje (Jan Erik Vold)  +

 

 

 Man kunne også sige, at hvor prosaen prøver at indfange den materielle tid, søger poesien at indfange den metafysiske tid, jvf kronos vs. kairos. (migselv).

Metafor/metonymi i film:

Jakobson mente også at Surrealismens metaforiske orientering kom som en reaktion på kubismens metonymiske og at Chaplins og Eisensteins film indeholdt mange eksempler på metaforisk montage. (ex. Chaplins Moderne Tider viser først en folkemasse på vej til arbejde, i næste klip, en fåreflok.).

Forskydning kan betragtes som en metonymisk glidning til et nærliggende fænomen, hvorimod en fortrængning er en fremstilling af flere forbudte tanker vha. et anderledes men alligevel på en eller anden måde lignende fænomen. Det var det Lacan mente da han sagde at "det ubevidste er struktureret som et sprog.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] situationsbestemt, se også kap. 4 om semiotik s. 127

 

[2] affekt, en heftig følelsestilstand forårsaget af en ydre situation af positiv eller negativ art, fx overstrømmende glæde, vrede, frygt. Hvor affekt skelnes fra emotion, er den kendetegnet ved at være intens og kortvarig.

[3] George Lakoff (født 24. maj 1941) er professor i lingvistik på University of California, Berkeley, hvor han har undervist siden 1972.

Lakoff er især blevet et kendt navn i USA og til dels resten af Verden i kraft af sine bøger om politisk framing. Her tager han udgangspunkt i sit tidligere arbejde om "den kropsbundne bevidsthed" (på engelsk: Embodied mind). Det er især bogen "Don't Think of an Elephant" (dansk titel og oversættelse findes ikke), der har gjort Lakoff til en kendt stemme i den amerikanske debat og en kendt kommunikationsteoretiker blandt kommunikationsfolk over hele Verden. Bogen har således også fået en vis udbredelse i Danmark – dog primært indenfor kommunikationsbranchen, herunder især den gren, der handler om politisk kommunikation.

Lakoff stiftede den nu hedengangne, venstreorienterede tænketank Rockridge Institute. Tænketanken lå i forlængelse af hans kommunikationsanbefalinger om en langsigtet påvirkning af de rammer (på engelsk: Frames), der præger og former den offentlige debat.

Lakoff har et eksplicit tilhørsforhold til Demokraternes venstrefløj, og de fleste af hans bøger, især bestsellerne, er skrevet netop til Demokraterne med det formål at matche Republikanernes – ifølge Lakoff – dygtige og koordinerede brug af rammer (på engelsk: Frames) i den offentlige debat.