Put-and-take

Oprettet: 18.05.2017 - 13:10

Når John Donne satte en dagsorden i den engelske renaissances klimaks for 400 år siden - eller samtidig med William Shakespeare og Francis Bacon - om mennesket, som en mikroskopisk del af et større hele, satte han samtidig en lavine af fejlfortolkninger i spil.

Om dupliciteten ved hans forfængelige essay om emnet var en helt bevidst intention, kan velsagtens alene hans egen samtid redegøre for, men som med Christa Wolf - datter af et effektivt og velsmurt maskinrum i DDR-tidens velmagtsdage - var det nemt for Donne at træde en lille smule forkert.

At vrikke over til den ene eller den anden side i et kompliceret maskespil, som hofnar eller vismand - vælg selv!

Shakespeares prins og Bacons nar, i og omkring hoffets falbelader, beskrives i detaljer, mens Donne lader sin egen rolle hensvinde i det uvisse.

Præcis som Christa Wolfs figuranter - lige til muren faldt.

Den faldt uden så meget som et trut i hornet uden for Jerikos mure - det hele skete af sig selv.

Mennesket kan ikke føres bag lyset for evigt.

Få kan, men ikke alle - og så snart de erkender bedragets omfang, vil også andre mure falde:

Faggrænser, foreninger, familier, fonde og "friends."

Diplomatiets sidste højborge, 400 år senere i et land, hvor alt - hvad Donne meditativt postulerede - endelig vil skulle stå sin prøve.

Hvad enten Roy Jacobsen i "De usynlige" hævder det modsatte eller ej.

Menneskets længsler rimer nemlig på fængsler.

Langt om længe vil det dæmre sig for stadig flere, at enhver restriktion på fællesskabets vegne, gør det helt umuligt at værne om sin frihed.

Frihed for evige og tilforladelige postulater, der i udtalt grad har fået lov til at svæve uimodsagt i den æter, der beherskes og kontrolleres af de få - og fortæres helt råt, som et umodent æble, af de mange.

At undersøge John Donne til bunds, kræver en tilsvarende analyse af det at tage for givet.

Eller rettere:

At give for at tage.

https://www.youtube.com/watch?v=J3DsLPq884M