Lysten driver værket ....

Oprettet: 10.06.2017 - 13:47
Selvudgivelsesprocessen

Selvudgiveres usynlighed
For 6-7 år siden blev jeg grebet af en litterær raptus, der førte til udgivelsen af rigtig mange romaner, noveller og børnebøger, bl.a. som ebøger på SAXO. Dermed trådte jeg ind i vor tids nye selvudgiver-jungel, benovet over mulighederne og blåøjet over for faldgruberne. Efter mange litterære smagsdommeres mening er der alt for mange andre, der har gjort det samme, for hvad skal vi dog med alle de selvudgivere, der laver ravage på bogmarkedet med deres - pr. definition - "inferiøre smørerier"?
Tjah, det hæderligste ville være at læse de enkelte værker og derpå tage stilling til deres individuelle, litterære værdi. Mærkeligt nok tager selv hæderlige litteraturfolk imidlertid for givet, at man uden videre kan springe dette vigtige led og i stedet at gå direkte over til en "bedømmelse". Sådan gør fagfolk ellers ikke, medmindre de er meget dovne og/eller uden ægte interesse for litteratur. Ligegyldigt hvad argumentet er for denne praksis, så er og bliver en automatisk nedvurdering og derefter usynliggørelse af en bestemt forfattergruppe uhæderlig, ja, nærmest forbryderisk. Ikke desto mindre sker det, bl.a. i forbindelse med eReolen og dens udvælgelse af selvudgiver-ebøger.
Med hensyn til Dansk Forfatterforening så udelukker deres optagelseskriterier automatisk ebogs-selvudgivere. De nævnes ikke ved navn, men de opfylder nu engang ikke kriterierne, jfr. foreningens vedtægter § 3 + 4. Jeg tænker også på det, den tidligere formand, Lotte Garbers, citeres for i artiklen "Forlag: Med eller uden tilskud", der blev bragt i "Bogmarkedet" den 17. maj 2010: »Hvis tredje mand siger god for et værk står det stærkere." Dette definerer så at sige problemet: ingen andre end forfatteren selv har stået for udgivelsen, og dermed er der ingen fag-person, der siger god for den, og som ved sin bedømmelse  garanterer, at køberne ikke spilder deres penge på et makværk.
Denne klippefaste tro på, at en tredjemands vurdering sikrer kvalitet er imidlertid naiv. På traditionelle forlag er der redaktører, der antager værket til udgivelse, men det er nu engang ikke dem, der skaber det. Kvalitetskrav er én ting, men forestillingen om, at disse automatisk opfyldes gennem den almindelige udvælgelsesproces på et forlag holder simpelthen ikke.
For nu at bruge mig selv som eksempel, så er jeg som selvudgiver i den position, at hvis jeg føler et behov for råd fra en redaktør, så kan jeg jo passende spørge mig selv, da det er et af de områder, som jeg har arbejdet med tidligere. Der er selvfølgelig dem, der nyder sådan et redaktionelt samarbejde, og som nødig ville undvære det, men det følte jeg nu ikke nødvendigheden af. Tværtimod var det, jeg har nydt mest som selvudgiver, at det er mig, der styrer showet 100%. Inspirationen har flydt uhæmmet, og jeg har boltret jeg mig med udarbejdelsen af tekst, forside og eventuelle illustrationer. Hvor jeg kunne have sendt de manuskripter, der blev til mine mange ebøger, til nogle af de forlag, hvor jeg før har udgivet - nemlig bl.a. Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, etc., etc. - så overvejede jeg det ikke engang. Efter eget valg forsøgte jeg mig slet ikke med traditionelle forlag, så bøgerne kom på SAXO, LULU og det nu hedengangne GoPublish.
Efterhånden har jeg dog måttet indse, at her og nu er selvudgiver-ebøger bogverdenens stedbørn. Jeg har ikke i sinde at opgive dem, for det er altså sjovt at arbejde med, og intet er mere inspirerende end det at arbejde med noget, der morer én. Med hensyn til genrens overlevelsespotentiale så finder jeg til gengæld ikke rigtig noget at grine ad, men jeg håber, at jeg tager fejl ....