Når anmeldere koster penge .....

Oprettet: 03.12.2016 - 12:32
Objektiv/subjektiv

Man kender systemet fra udlandet, hvor forlag tilbyder (gode) anmeldelser mod betaling - nemlig fra den anmeldte bogs forfatter. Som gammel Politiken-anmelder kryber det i mig, for vi var afgjort objektive, og sådan skal det også helst være. Idealet er en anmelder, der modtager en ukendt bog til anmeldelse, og som ser nogle værdier i den, som han/hun ønsker at gøre opmærksom på. Sådan tror jeg også, det stadig er på de store dagblade, men jeg VED det ikke, og med mængden af nyudgivelser kan det sikkert være svært for både avisen og anmelderne at holde deres sti ren og fortsat forblive objektive.

Efter at have udgivet rigtig mange bøger på SAXO, hvor alt var gratis bare for nogle få år siden, ser jeg, at betalingssystemet kryber mere og mere ind på platformen. Til min forbløffelse gælder dette også anmeldelser af SAXO-bøger. Det huer mig ikke, bl.a. fordi fokus skifter fra objektiv til subjektiv, når der loves noget som dette:

Vi sender din udgivelse til en række anmeldere i vores anmelderkorps, som er interesserede i den type bog, du har skrevet. Anmelderne læser din udgivelse og anmelder den på SAXO.com. Vi garanterer dig 10 anmeldelser. Pris 1000 kr.

...........................................

Platformen kan selvfølgelig ikke få succes med denne nye betalingsservice, hvis de lovede anmeldelser ikke giver kunden (dvs. forfatteren) tilfredsstillelse. Noget, der kun sker, hvis anmeldelsen er positiv ...

Den dag kommer måske, hvor man kan bestille en skræddersyet anmeldelse af et værk, der aldrig ville få opmærksomhed hos dem, jeg kalder "de rigtige anmeldere", dvs. dem, der skriver deres ærlige mening. Noget, der får mig til at tænke på en anmeldelse, jeg i sin tid skrev for Politiken, der vakte en vis bekymring på redaktionen. Det drejede sig om et værk af en dengang velkendt rappenskralde, og jeg blev advaret imod en bestemt formulering, nemlig "Elsa Gress rækker os en lillefinger", da denne på mange måder hæderlige og udmærkede kvinde var kendt som en person, der bar nag, og som kunne finde på at hævne sig. Jeg holdt imidlertid fast, og gal blev hun da også, men mere skete der såmænd heller ikke. 

Jeg tror, at SAXO er kommet ind på et skråplan, der meget nemt kan forvandles til en glidebane af de slemme ....

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Else Cederborg

    lør, 31/12/2016 - 14:48

    Et af de udenlandske firmaer, der lever af at anmelde selvudgivere og andre forfattere er BlueInk. Dem kender jeg fra dengang, jeg udgav min første bog på AuthorHouse, for da blev jeg rådet til at få/købe en anmeldelse hos dem. Resultater var meget interessant, for dels var det tydeligt, at anmelderen ikke havde læst bogen, og dels beskyldte  han/hun mig (indirekte) for urent trav: det fremgik af anmeldelsen, at jeg nok ikke selv havde skrevet de Ezine-artikler, der udgjorde en del af bogen.

    Ezine er et websted, hvor man som akademiker og/eller videnskabeligt orienteret forfatter kan udgive faglige artikler. Hér har jeg rent faktisk udgivet mere end 50 artikler, der alle er skrevet af MIG, så jeg blev edderspændt rasende over denne ubegrundede anklage. Anmeldelsen blev fjernet, men jeg havde foretrukket en fuld oprejsning ...

    BlueInks tilbud kan ses her: https://www.blueinkreview.com/

     

  • Mette J

    fre, 09/12/2016 - 14:17

    Jeg svarer på vegne af Saxo på dette indlæg.

    Saxo gav tidligere forfattere mulighed for at få deres bog gjort tilgængelig for en række uafhængige anmeldere, det vi kaldte ’anmelderkorps’. Her var der dog ingen garanti for, at bogen faktisk ville få en anmeldelse og slet ikke at den i så fald ville være positiv. 

    Dette koncept testede vi i en periode, da udgangspunkter er, at anmeldelser – positive som negative – sælger bøger. Vi valgte dog at nedlægge det for ca. to år siden, da det gav meget få anmeldelser, og forfatterne derfor ikke følte, de fik nok værdi for denne service.

    Grundlæggende er der derfor ingen basis for ovenstående indlæg hvad angår Saxo. 

  • Else Cederborg

    tir, 27/12/2016 - 15:13

    Jeg har fået mange anmeldelser på SAXO, som jeg har været vældig glad for, nemlig fordi anmelderne har vist indsigt og interesse. Ingen af dem har jeg betalt for, og hvis det blev krævet af mig, ville jeg droppe tilbudet, selv om jeg giver dig ret i, at alle anmeldelser sælger bøger.

    Hvis systemet med disse gratis anmeldelser er et koncept,  der nu skal erstattes af et betalingssystem, så er det ikke en fordel for hverken SAXO eller brugerne, fordi troværdigheden ryger. Forøvrigt: det, som jeg citerer i min artikel, har jeg taget direkte fra brugerplatformen, så det findes altså.

    Tilbudet kan ses på SAXO her: https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX18921834 + her: https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX19309673

  • jonaswilmann

    lør, 10/12/2016 - 13:44

    Det lyder godt, at Saxo ikke udbyder den slags. Sært, at skribenten kommer med en sådan påstand. Jeg hoppede da i med begge ben, fordi jeg har set tendensen med købeanmeldelser andre steder. 

  • Else Cederborg

    tor, 29/12/2016 - 13:59

     

     

    Desværre har jeg faktisk ret:


    https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX19309673 +her: https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX18921834



     

     

     

     

  • Else Cederborg

    tir, 27/12/2016 - 15:14

    Jeg har besvaret SAXOs kommentar. Hvad tilbudet angår, så findes det i to former: https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX19309673 og https://www.saxo.com/dk/anmelderkorps_SX18921834

  • Tue Omø

    man, 05/12/2016 - 13:10

    Jeg har selv ikke fået en eneste anmeldelse af en af de toneangivende medier, hvilket gør at det er ekstra svært at trænge igennem som forfatter. Det er nok derfor at forlag som SAXO, kan tilbyde en tjeneste som at man kan betale sig fra en anmeldelse. Men du har ret i at det så kunne ende med at repekten forsvinder. 

    Der er en grund til at nogen vælger at udgive selv, enten gennem tjenester som SAXO, eller helt selv. Det er for at have mere styring med udgivlsen, og selvfølgelig også indtjeningen. Også at der er opstået modkulturen til de etablerede forlag. Det gør at der så er mere pres på medierne, og en større frasortering. Og taberne er de forfattere der kunne have brug for en anmeldelse i ryggen, god eller dårlig.

     

  • Else Cederborg

    tor, 29/12/2016 - 14:02

    Ja, bøger dræbes ikke med dårlige anmeldelser, men med tavshed. Måske du kunne få noget ud af at henvende dig til en bogblogger? Læs dog først nogle af deres allerede publicerede anmeldelser af andre forfatteres bøger, for man kan væe uheldig, hvis en blogger, der ikke kan fordrage den genre, man skriver i, får bogen til anmeldelse. Nogle kan nemlig ikke skelne imellem smag og kvalitet ....

     

     

  • jonaswilmann

    lør, 03/12/2016 - 18:56

    Jeg har også set tendensen og er stærkt imod den. Opdagede en gang sidste år et lille betalingsforlag, Egolibris, der tilbød deres forfattere en anmeldelse til tusind kroner. Og som du også skriver, så køber man vel næppe en dårlig anmeldelse så dyrt. Jeg kan høre, at det er noget, der er ved at vinde ind bl.a. på Saxo, og det er godt nok ærgerligt, for ikke nok med at det jo bare er ufint, så devaluerer det også totalt anmeldelsers værdi generelt. Hvem gider overhovedet lytte til anmeldelser til sidst? Hvis de alligevel halvdelen af gangene er betalte, lavet af nogen, forfatteren kender el. lign.? Så bliver det lidt ligesom sådan nogle pop-up annoncer, man bare klikker væk. Jeg ser også rigtig mange små forlag og selvudgivere, der i bedste trustpilot-stil får en masse af deres venner og bekendte (eller måske ansatte) til at lave positive anmeldelser af deres udgivelser (tit er de rosende ord blot underskrevet med et navn, ikke tilknyttet et medie af nogen art, det er altså bare en privat (vens) mening). Og kigger man på de store dagblade, synes jeg også der er kommet en kedelig, indspist manér med for mange bånd – f.eks. i form af dobbeltkasketten anmelder/underviser på diverse skriveskoler – til de forfattere eller institutionerne, der spytter dem ud. Jeg er slet ikke imponeret over den måde, anmelderkulturen ser ud efterhånden, og det ender med, at læsere slet ikke orienterer sig ud fra anmeldelser. 

  • Else Cederborg

    fre, 30/12/2016 - 14:47

    Idealet er den fuldstændig objektive anmelder, og det sker vel for det meste. F.eks. kender jeg ikke  hovedparten af de anmeldere, der har anmeldt mine bøger på SAXO. Til gengæld har jeg også sat anmeldelser/udtalelser fra folk, jeg kender, men som ikke vil anmelde med navn, etc. på som "anmeldelser". Jeg erkender, at det er "lige på kanten af det, der er OK", men trøster mig med, at det direkte fremgår, at jeg har haft en finger med i spillet ...

    Noget, jeg har studset over, er at nogle professionelle anmeldere ikke bare automatisk frakender selvudgivere talent og derfor ignorerer deres værker, men gør det samme ved forfattere, der udkommer på mindre forlag, som de af en eller anden grund regner for suspekte. Det gælder især, hvis forlaget har ry for at kræve en vis egenbetaling af forfatterne.

    Til gengæld er der forfattere, der udkommer på de store, etablerede forlag, der nærmest godtages automatisk. Det er en farlig tendens, som man må håbe stopper af sig selv, for hverken forfatterne eller forlagene kan gøre noget.