De mange, mange fortællinger ....

Oprettet: 23.08.2016 - 11:43
Bulderbasse

Engang imellem så møder jeg bøger, artikler, noveller eller digte, som jeg har skrevet og udgivet, men som jeg efterhånden har en noget tåget erindring om. Det gælder f.eks. "BULDERBASSE og andre skrøner", der er en samling noveller, der er udgivet som ebog på SAXO. Pinligt, men da jeg blev spurgt, hvad den handlede om, så fik jeg den blandet sammen med en anden af mine mange ebogsudgivelser.

Man skulle jo tro, at det, man selv har skrevet, sidder godt fast i hukommelsen, men det gælder altså ikke altid, så det kan være beviset på det, nogle har sagt til mig: "Slap af, læs mere end du skriver ..." Svært, når nu det er så sjovt  at lade fantasien flyde og følge sine egne vegne. 

Denne fortælling havde jeg rent ud sagt glemt, hvilket jo er pinligt for en forfatter ...

"Jack":

Jesper havde opfundet en maskine, der havde været den store drøm for mange mennesker op igennem tiderne, nemlig en tidsmaskine. Den var tilmed utrolig simpel, men han holdt alligevel dens opbygning hemmelig, og han ville heller ikke sætte den i produktion.

Selv futtede han ofte langt tilbage i tiden, men 1800-tallet var og blev hans favorit. Han fortalte ofte venner og bekendte om de spændende mennesker, han havde mødt. Især var han stolt af at have været til aftenselskab hos Charles Dickens, der var en af hans yndlingsforfattere. Her havde han tilmed truffet H.C. Andersen, der var på besøg hos sin forfatterkollega.

Han havde dog også været meget længere tilbage i tiden. F.eks. havde han besøgt en skingrende skør, men mægtig konge i middelalderen og haft det mægtig sjovt sammen med hans hofnar, Lustig. De to havde ordentlig fået drillet hofdamerne og andre kvindfolk. Sådan som han så det, havde de - og især ham - i virkeligheden charmeret dem, men dér tog han nu fejl. Damerne ved hoffet havde været ved at gå til af irritation over de to selvglade og fjollede herrer.

I det hele taget led han af den meget almindelige vrangforestilling, at kvinder var helt vilde med ham, og at de især kunne lide ham, hvis han var temmelig grov. "Rigtige kvinder elsker bad boys," som han udtrykte det. At det ikke var helt så enkelt, faldt ham ikke ind, selv om hans kone, Johanne, før i tiden havde holdt den ene prldiken for ham efter den anden om kønnenes gensidige forhold. Nu havde hun efter hånden opgivet at få skik på ham og gad heller ikke gå imod hans evindelige flirteri med alt og alle af hunkøn. Når hendes veninder blev forargede over hans opførsel, trak hun bare på skuldrene og sagde: "Lad ham jage lige så tosset han vil, for foreløbig lader det ikke til, at han har fanget noget som helst ..."

En anden af hans yndlingsperioder var 1500-1600-tallet. F.eks. roste han sig også af at have foræret Shakespeare en gammel, ikke-elektrisk skrivemaskine, og han mente faktisk, at det var den gave, der gjorde det muligt for ham at skrive sine udødelige mesterværker.

Også det fortalte han til alle og enhver, der gad lytte til ham. De fleste syntes dog, at han ikke bare var en opblæst stodder, men direkte latterlig. En tidsmaskine, som han påstod at have opfundet? Og som han tilmed nægtede at lade nogen prøve? Vorherre bevares, sådan en lægner og pralhals!

På et tidspunkt, hvor han ofte hang ud i 1800-tallet, løb han ind i en fyr, der imponerede ham. Dvs. først kunne han ikke lide ham, selv om han som født snob beundrede ham for hans fornemme adelstitel og hans færden ved hoffet. Efter nogle interessante oplevelser i hans selskab skiftede han imidlertid mening og så ham nu som en fantastisk ven, ja, den bedste, han nogensinde havde haft.

Deres venskab førte til, at de to flere gange gik på opdagelse sammen i Londons natteliv. Somme tider gik det temmelig vildt til, men Jesper, der på mange måder var en naiv sjæl, gættede aldrig på, hvad der var hans nye vens store lidenskab, og hvad han virkelig brændte for. Dertil var han alt for forblændet af hans titel og fornemme stil.

Endelig en sand gentleman, tænkte han, og når han så ham for sig, så han egentlig kun hans fine klæder og hele velplejede ydre. Ansigtet og personligheden blev ligesom overskygget af alle hans fornemme ting som adelstitlen, tøjet og hans højadelige omgangskreds.

Rosen i knaphullet symboliserede for ham en adel og velbyrdighed, han slet ikke var vant til, dér hvor han kom fra. Når hans ven, der havde præsenteret sig som Lord Jack "Et-Eller-Andet", fortalte ham om nogle spændende jagtoplevelser, han havde haft, så han for sit indre blik, hvordan han jagtede ræve og andet vildt til hest sammen med sine fornemme venner. Han lyttede fascineret til hans beretninger om det flygtende vildt og beundrede ham for hans ihærdighed. Dog havde han indtryk af, at de højfornemme herrer havde det med at udvise stor grusomhed over for de dyr, de fangede levende, og den side af sagen brød han sig ikke om.

På et tidspunkt inviterede Jack ham med på en rundvisning i Whitechapel-distriktet, der var kendt for sine fattige og skumle kvarterer med prostituerede og forbrydere af alskens art. Det syntes Jesper lød spændende, men også ret dekadent, hvilket imidlertid tiltrak ham og gjorde ham nysgerrig. Han havde ganske vist hørt en del om nogle uopklarede mord på ludere i kvarteret, men frygtede ikke at løbe ind i deres morder. Hvorfor skulle han også det, da de jo var kvinder og han mand? Så vidt man vidste, havde morderen nemlig ikke myrdet mænd, men kun disse fattige og socialt udnyttede kvinder.

Som de gennemtravede gaderne og ind imellem talte med forskellige skumle personer, steg hans begejstring for vennens evne til at begå sig overalt. Det lod nemlig til, at Jack var bekendt med flere af disse forbrydertyper, for de hilste ham som en kær ven. Nogle fik et par skillinger til en drink, medens andre afleverede penge til Jack, hvilket undrede Jesper, selv om han ikke sagde noget.

Hidtil havde han altså ligesom kun set Jacks fine tøj og manerer, men nu var det, som om han fik øje på nogle andre og mere ildevarslende karaktertræk. Da han på et tidspunkt trak en kniv og gik ind i en gyde, idet han bad ham vente udenfor i en hestedrosche, blev han forbavset. Hvad i alverdens skulle det forestille? Hvor skulle han hen, og hvad var det med kniven?

Efter at have tænkt sig lidt om, kom han til den konklusion, at han nok havde trukket kniven for at være sikker på at have et våben parat, hvis nogen skulle finde på at overfalde ham i gyden. Da han kom tilbage, blev han dog noget forbløffet over at se, at kniven var blodig, og at der også var blodstænk på hans benklæder. Hvad pokker har han lavet, tænkte han, og for første gang så han bort fra hans fine tøj og betragtede kun hans ansigt. Blev det ikke ligesom grovere og grovere i trækkene? Jo, det syntes han, selv om han ikke kunne forklare det for sig selv.

Jack så, at han betragtede ham mere indgående, end han plejede, men han lod som ingenting og inviterede ham med sig hjem i hans fornemme hus. "Vi kan have godt af en godnat-drink," sagde han. "Du kan også pvernatte hos mig i nat. Jeg har indtil flere gæsteværelser, der står tomme lige for tiden."

Egentlig havde Jesper et værelse på en lille kro tæt på Whitechapel, hvor han også skjulte tidsmaskinen. Det var på denne meget populære og også velbesøgte kro, han i sin tid havde mødt Jack sammen med et par af hans højfornemme venner. Til hans forundring kom der nemlig mange fornammed folk på denne beskedne kro, hvor de blandede sig med forbrydertyper, der ligeledes kom der.

Da de nærmede sig Jacks hjem, var det midt om natten og derfor mørkt. Desuden var gade dårligt oplyst. Alligevel kunne han se, at huset far stort og pompøst. Ligesom ham selv, tænkte han. Stilfuldt og fornemt, ganske som hans højadelige familie og fine venner.

Så snart de kom indenfor, viste Jack ham hans værelse og foreslog så ellers, at de fik sig en bid mad og en drink. Dog ville han først have sig et bad, inden han lagde sig til at sove. Der var flere badebærelser, så Jesper kunne gøre det samme, hvis han havde lyst. Det lod han sig ikke sige to gange, men da han skulle i bad, fandt han ikke nogle håndklæder og gik derfor henimod Jacks soveværelse for at bede ham om nogen. Han regnede med, at der altid stod en tjenende ånd til rådighed i et hus som dette, og at det ville være ham en smal sag at få sendt håndklæder op.

Da han bankede på, var der ingen, der svarede, men efter at have tænkt over det, dristede han sig til selv at åbne døren og kigge indenfor. Den knirkede lidt, men Jack hørte ham alligevel ikke. Det var først, da han stod i værelset, at han fik øje på ham, og det var tydeligt, at han blev aldeles rasende over at se ham stå dér på dørtærsklen.

Hvad Jesper angik, så blev han både forbløffet og forskrækket, for den Jack, som han så stå foran sig i bar figur og på vej i bad, var sandelig en ganske anden end den elegante gentleman, han havde turet rundt med. Alt det fornemme og belevne, der havde imponeret ham, var væk, og den, der stod dér uden en trevl på kroppen, havde et ansigt med utrolig grove og brutale træk. Med forfærdelse så han ham føre en pegefinger hen over halsen med en meget sigende bevægelse, inden han selv fik et slag i hovedet bagfra og faldt bevidstløs om.

Da han vågnede op igen, befandt han sig på sit værelse på kroen. Han var omtåget og havde en dundrende hovedpine samt en stor bule i baghovedet. Så snart han kom sig nogenlunde, vaklede han ud i stalden, hvor hans tidsmaskine var skjult blandt hestene. Til hans forfærdelse var den væk, og han forstod straks, at Jack havde taget den. Han spekulerede meget over, hvorfor han havde stjålet den og begyndte at ane et sammenhæng, da det i de følgende uger rygtedes, at der ikke havde været flere mord i Whitechapel-distriktet, nemlig siden deres bytur.

Du godeste, tænkte han, da det for alvor sivede ind, at der sagtens kunne være en forbindelse mellem hans fornemme ven og den berygtede Jack the Ripper. Det måtte der næsten være, når han tænkte efter, for han havde ikke glemt kniven og gyden, han var gået ind i. Her var Jack the Rippers sidste offer blevet fundet myrdet.

Så snart denne tanke havde fæstnet sig i hans bevidsthed, blev han grebet af angst, for tidsmaskinen var jo sat til at vende tilbage til hans hjem, som han delte med sin kone, Johanne. Hun var en dame med vildtvoksende former, som han dog holdt meget af og anså for særdeles forfærende. At hun var en værre rappenskralde, der ikke fandt sig i ret meget, faldt også i hans smag, og han var faktisk temmelig vild med hende.

Tanken om, at hans tidsmaskine ville lande på deres græspæne, og at hun ville tage imod morderen Jack the Ripper i den tro, at det var ham, der kom hjem, var uudholdelig. Bare hun dog tids nok opdager, at det ikke er mig, tænkte han, om og om igen, men denne tanke gjorde ham så nervøs, at han straks gik i gang med at lave en ny tidsmaskine. Det var meget besværligt, for han manglede både de materialer, elektricitet og måleapparater, han havde haft, da han lavede den første, men det afholdt ham ikke fra at arbejde i døgndrift.

Efter lidt over en måneds hårdt slid havde han en færdig tidsmaskine parat, som han tog af sted i. Han gruede for at finde sin skrappe kone Johanne myrdet af uhyret Jack, men forcerede mådigt alle årene tilbage til hende.

Lige inden han landede sit fartøj, fik han et glimt af en flot, buttet dame i haven, som han straks genkendte som Johanne. Hun så ud, som om hun lige var steget op af badet. Hendes hår var stadig vådt, og hun avde et håndklæde snoet om sig. Det vigtigste var dog, at hun virkede glad og munter. Han hørte hende smånynne, medens hun skar et par roser af, som hun formentlig planlagde at tage med ind og stille i en vase. Den slags udsmykninger af deres hjem var hun ellers mere eller mindre hørt op med, inden han tog af sted til London, for som hun sgade: "Jeg gider ikke mere."

Pludselig kom der en temmelig groft udseende mand ud af terrassedøren med en skovl over skulderen. Han genkendte straks Jack og skulle lige til at råbe en advarsel til Johanne, for han frygtede, at han ville myrde hende med skovlen. Da han så, hvordan de to i stedet kastede sig ud i et lidenskabeligt og langvarigt kys, tav han dog stille, dybt rystet.

Det var som pokker, tænkte han. Min kone kysser Jack the Ripper!!! Kors, hvor ulækkert!!!

Lige som han tænkte dette, kom han i tanke om det, han selv engang havde sagt: "Rigtige kvinder elsker bad boys." Hvor ironisk, at hans egen kone skulle bevise, at han havde haft ret, men dog godt, hvis hun med sit rappenskralde-temperament havde fået styr på Jack the Ripper. Ud fra sine egne erfaringer med hende før i tiden fandt han det faktisk ikke helt umuligt.

Da han tænkte situationen igennem, svimlede det dog for ham, da han forstod, at han nu ikke længere var velkommen i sit eget hjem, og at han hellere måtte se at komme af sted. Trist til mode stillede hans tidsmåleren til Ægypten 3000 f.Kr. og drejede op for speedometret ... 

 

https://publish.saxo.com/publications/ebook/7328