Når kroppen er forkert: "Pink" af Cecilie Rosdahl

Oprettet: 12.02.2015 - 09:26
Pink

Cecilie Rosdahl har før taget specielle livvskæbner op, f.eks. i romanen "Tyrepose", der handler om en mand, der ret sent i livet springer ud som bøsse. I "Pink" drejer det sig om tandlægen Martin, der føler sig helt og aldeles utilpas i sin krop. Han har nemlig lige fra barnsben følt sig som pige. Derfor halter hans ægteskab med den ikke særlig pigede Nete da også. De har dog to børn, der er den egentlige grund til, at han bliver i ægteskabet og ikke får den kønsskifteoperation, han ellers drømmer om.

Når han kan komme til det, klæder han sig i al hemmelighed feminint, tager kvindelige hormoner og går f.eks. til begravelser for at kunne sidde blandt fremmede mennesker og give tårerne frit løb "som en rigtig kvinde". Dette dobbeltliv tærer selvfølgelig på ham, og han søger bl.a. trøst i lattergassen på klinikken. En dag får han for meget, og i sin rus kommer han til at hive alle tænderne ud på en patient. Straks bliver han hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet som "tandtransen". Dette fører til en social deroute af dimensioner, men hér udviser han en forbløffende psykisk styrke, for han får efterhånden vendt situationen og bliver nu også officielt forvandlet fra Martin til "Vivian".

Med penge, som hans bekymrede forældre giver ham, får han nu den kønsskifteoperation, han har drømt om i så mange år. Noget, der giver ham et helt nyt liv, hvor han også får et godt forhold til især datteren, Helene. Desuden får han et udvidet netværk samt et par lækre kærester af forskelligt køn.

Altså et potentielt meget spændene emne, der dog har været taget op af andre, ja, faktisk temmelig mange. Se f.eks.:

http://www.goodreads.com/shelf/show/transgender-fiction

http://www.amazon.com/b?node=292220

http://da.wikipedia.org/wiki/Einar_Wegener

I "Pink" møder man en moderne Lili Elbe, (verdens første transkønnede mand, der fik en kønsskifteoperation), men denne nutidige udgave af et hunkønnet hankønsvæsen er som en karikatur af vor tids super-narcissistiske TV-realitystjerner. Én ting er at Martin som tandlæge kommer med lange tirader om tænder og tandpleje, men at han/hun som Vivian slår over i uendelige beskrivelser af feminin mode og skønhedspleje er anstrengende og lidt latterligt. Begge dele skal vel tjene til en persontegning af ham/hende, og man får da også indtrykket af en dygtig fagmand, men ærlig talt, består den sande kvindelighed, som han/hun søger i den slags flitterstads? Det vil jeg til enhver tid bestride, så Martins forvandling til Vivian er i mine øjne mere en transformation af en hemmelig narcissist til en synlig og fuldt offentlig narcissisme, hvor man uden videre køber en kjole til over 35.000,00 kr for rigtig at kunne tage sig ud. At forbinde det med opnåelsen af en postuleret sand kvindelighed er noget ævl.

Hvad fremstillingen af denne udviklingshistorie angår, så er den mærkeligt skæv: der skal altså mere til en karaktertegning end opremsninger af tandprodukter og modeting. Man spørger sig selv, hvad Martin/Vivian er for et menneske, når man ikke kommer mere ind under huden på ham/hende. Ting og begivenheder, der ville være vigtige i alle menneskers liv, får ofte kun en bisætning med på vejen. F.eks. ville det sige meget om Martin/Vivian som person at høre mere om, hvordan han/hun klarede jobbet i krematoriet, hvor han/hun stod politisk, osv., osv., men nej, det bliver man snydt for.

Alt i alt vil jeg kalde "Pink" en begyndelse til en spændende roman ...