BULDERBASSE og andre skrøner ...

Oprettet: 02.08.2014 - 08:57

For nogle uger siden udgav jeg denne novellesamling på SAXO. Den er ikke på eReolen, men jeg har fået lyst til at publicere en af de 12 noveller hér, nemlig "Uventet møde" om en meget spøjs løve ...

.................................................................................................................................................

Først forekom det Jens meget mærkeligt, at der lød en dyb knurren bag ham. Han stivnede og turde ikke vende sig om, men lyttede og lyttede. Da det ikke gentog sig, slog han det hen som noget, han havde forestillet sig, men som ikke virkelig var sket. Netop derfor blev han vildt forskrækket, da lyden pludselig gentog sig og nu ikke bare lød endnu højere, men også meget tættere på. Var den ikke også blevet dybere og mere truende? Jo, det mente han.
“BRØØØL!” lød det lige bag ham. Håret rejste sig på hovedet af ham og stod ret op og ned som et flag, der signalerede ekstrem angst. Selv om han egentlig var for bange til at gøre noget som helst, fik overlevelsesinstinktet ham alligevel til at snurre rundt. Det syn, der mødte ham, var ikke blot uventet, men også dybt skræmmende. Stiv som en saltstøtte blev han stående og bare stirrede ...
En ting var, at der stod en løve foran ham, men at den også gengældte hans stirren, gjorde situationen endnu mere skræmmende. Sådan stod de et par minutter, men pludselig åbnede den munden. Jens lukkede øjnene i den yderste skræk og rædsel. Selv om han ikke kunne undgå de enorme tænder, han så mellem dens blåligt sorte læber, så kunne han da i det mindste befri sig selv for synet af dem, når de nu smækkede sammen om ham.
Til hans forbløffelse var det slet ikke det, der skete, for pludselig sagde løven på formfuldendt dansk: “Undskyld mig, men De kunne vel ikke være så venlig at fortælle mig, hvordan jeg kommer til slagtermester Hakkenfeldt herfra?”
“Hva’ ... hva’?” stammede Jens, der havde en meget stærk - og yderst ubehagelig - fornemmelse af, at han om et øjeblik ville komme til at lette sig i sine fine, nye bukser af ren og skær skræk.  
Løven gentog sit spørgsmål i den samme høflige tone som før, og denne gang fik Jens samlet sig så meget, at han rent faktisk fik svaret, dog med en masse hakken og stammen. “Øh, jo,” sagde han, “det er længere ned ad skovstien og så til venstre ud ad landevejen. Dér ser De et vejkryds lidt længere fremme, og så er det ellers bare til højre derfra. Der er et stort skilt foran hans butik, hvor der står “prima kød”, “bedste kvalitet” og den slags.”
Løven nikkede venligt og førte en pote op til panden. For Jens så det ud, som om den lige lettede en gang på manken, som om den havde været en hat. Med et let nik drejede den om og gik ned ad stien, sådan som han havde anvist den at gøre.
Da han ti minutter senere  sad over for politibetjent Jespersen og forsøgte at få ham til at forstå, hvad det var, han havde oplevet, greb han på et tidspunkt i desperation en notesblok, der lå foran ham, og tegnede løven. Det blev tilmed en ganske god tegning, der gjorde hans kunstneriske talent ære, men det hjalp nu ikke på forståelsen.
Betjent Jespersen sagde med træt stemme, da han fik forelagt tegningen: “De fastholder altså, at De mødte en yderst venlig og høflig hanløve på skovstien. Denne løve skulle angiveligt have tiltalt dem på menneskesprog, og De besvarede et spørgsmål, den stillede Dem vedr. slagtermester Hakkenfeldt?”
“Ja,” sagde han med fast røst. “Det var en yderst høflig løve. Jeg tror tilmed, den lettede på manken for mig."
Jespersen så på ham med et træt, ja, nærmest udslukt blik og sagde så: “Fik jeg rigtigt fat i oplysningerne om Deres profession? De er forfatter af science fiction-romaner, som de selv illustrerer, ikke sandt?”
Han nikkede ivrigt, ude af stand til at se det som noget mistænkeligt. “Jo,” sagde han stolt. “Jeg har især haft succes med ebogen “Kakerlakker i rummet”.”
Betjenten sad tavs lidt, så sendte han ham et blik, der udstrålede total udmattelse. “OK,” sagde han. “Jeg har noteret Deres oplysninger. De vil høre fra os, hvis der sker yderligere i sagen. Dog vil jeg ikke undlade at minde Dem om, at det ikke er tilladt at spilde politiets dyrebare tid med vilde, løgnagtige og tåbelige historier.”
Jens blev vildt forarget. Det var dog det frækkeste, tænkte han. Her storker jeg ned til politiet og anmelder noget, der kan være yderst farligt for alle her på egnen, og så bliver jeg beskyldt for - ja, for hvad? En løgn? Ja, det lod det til.
Senere, da han var hjemme igen og havde fortalt sin kone, Charlotte, om det, han havde været ude for, oplevede han den samme totale afvisning som hos politiet.
“Løver taler ikke,” sagde hun. “De brøler og knurrer, men har ellers intet decideret talesprog. Desuden kan de ikke lette mere på deres manker, end du kan lette på dit hår.” Hun så strengt på ham, og som sædvanlig krympede han sig for hendes fordømmende blik.
Fandens også, tænkte han, jeg har virkelig dummet mig, men hvorfor i alverden så jeg den løve? Kan det have været en hallucination, eller hvad var det dog, jeg oplevede?
De kommende dage tænkte han mere og mere over sin oplevelse, som han stadig ikke kunne finde hoved eller hale i. Han vidste med sig selv, at han ikke havde løjet, for noget havde han set. Om det var en løve eller noget, der lignede, vidste han ikke, men da ingen andre rapporterede om løver, begyndte han faktisk at tro, det var en hallucination. Den slags skulle ellers være forbi, efter at han var begyndt på antabus og havde lagt whisky'en på hylden, men man vidste jo aldrig ...
Dagen efter at han havde besluttet sig for at gå til politiet og give dem en undskyldning for sin - også for ham selv - uforklarlige anmeldelse, var der imidlertid et pizzabud, der blev jagtet af en stor hanløve. Den havde ligget på lur, og da han fik øje på den, smed han, hvad han havde med af pizzaer og styrtede af sted i vild galop. Denne episode gav Jens en vis oprejsning, men kun halvt om halvt. Da han senere samme dag selv fik sig en sludder med pizzabudet, der var søn af hans nabo, spurgte han ham, om løven ikke “havde sagt noget til ham”.  
Knægten så forbløffet på ham og rystede så på hovedet. “Næh,” sagde han, “men den brølede ad mig, og jeg blev meget bange.”
“Det er klart,” sagde han, “det ville enhver blive.”
“Fortæl du det til min chef, slagtermester Hakkenfeldt,” sagde den unge mand tørt. “Han tror, jeg selv har ædt de pizzaer, jeg smed fra mig for at kunne flygte.”
“Åh, sådan er det med nogle folk,” sagde Jens, “tag dig ikke af dem. Nogle af dem er virkelig alt for fordømmende og mistroiske.”
Han fandt det dog særdeles interessant, at selv samme slagtermester Hakkenfeldt havde klaget til politiet over noget han kaldte “et kæmpe stort hundeagtigt dyr, der havde endevendt containerne med hans slagteriaffald og havde bortført en hel masse af det”.
Et par dage efter var der en gammel dame ved navn Agathe Poulsen, der fortalte, at hun havde set en løve nede i sin baghave. “Den var meget mærkelig,” sagde hun, “for den stod og viste muskler ligesom en body builder. Det var fuldstændig, som om den pralede med, hvor muskuløs den var.”  
Jens kendte godt denne gamle dame, der bag sin ryg blev kaldt “fru Skør-i-låget”. Selv om han ikke anså hende for det bedste sandhedsvidne, fór han dog straks hen til hende og spurgte hende ud. Til hans store glæde havde hun noget mere konkret at komme med end blot nogle fantasirige detaljer om løvens legemspragt, for hun havde også fodspor efter et stort rovdyr i sin have. Dette lod dog ikke til at interessere politiet, for de havde øjeblikkelig afvist hendes anmeldelse og havde slet ikke undersøgt fodsporene.
“De troede mig overhovedet ikke,” sagde hun, dybt fornærmet. “Som om jeg ville lyve om den slags.”  
Han klappede hende beroligende på hendes ene gamle, rynkede hånd. “Nej da,” sagde han. “Jeg så den jo også, så jeg ved, at det du fortæller er sandt.”
De talte lidt frem og tilbage om deres oplevelser med løven, og til sidst spurgte han hende, hvad den havde sagt til hende.
“Sagt?” udbrød hun, forbløffet over hans spørgsmål. “Tja, den sagde BRØØØØL, og det var det hele.”
“Og den lettede heller ikke på manken for dig?” spurgte han håbefuldt, for han var godt klar over, at det var disse to detaljer i hans egen beretning, der havde ført til den totale og åbenbart urokkelige mistro fra betjent Jespersens side. Hans spørgsmål virkede nu på præcis samme måde på Agathe Poulsen som på betjenten, for hun sendte ham også et meget, meget langt og totalt mistroisk blik. Dermed sluttede deres samtale, selv om han ærgrede sig over ikke at kunne få flere oplysninger ud af hende.
Pludselig var der flere, der havde mødt en løveunge i skoven. Den voksne hanløve, som Jens, pizzabudet og Agathe Poulsen havde mødt, havde de til gengæld ikke set. Da nogle af disse nye vidner var pæne og agtværdige borgere, blev politibetjent Jespersen nødt til nødtvungent at sende et par mænd ud i skoven med politihunde, og de fandt faktisk noget, der fik gang i en egentlig efterforskning, nemlig fodspor. Dette betød så igen, at Jespersen indkaldte Jens og de to andre vidner til en ny afhøring.
Jens overvejede at trække sin oplysning om det løven havde sagt tilbage sammen med bemærkningen om, at det så ud, som om løven lettede på manken for ham. Efter nærmere eftertanke fastholdt han dog sit vidnesmål, for det var nu engang sådan, det var gået til.
“Den både talte, var meget høflig og lettede på manken,” gentog han, da han igen sad over for politibetjenten, der ikke svarede, men blot sendte ham et lynende blik. Dog skrev han denne gang alt ned, som Jens havde sagt, og det frydede ham unægtelig.
Samme dag mødte en ung pige, der var taget ud i skoven for at samle vilde hindbær og svampe, også den store hanløve. Hun påstod, at den blot havde stirret på hende og så derpå var luntet dybere ind i skoven.
“Meget mærkeligt,” sagde politibetjent Jespersen til sin hustru, Hanne, der ligesom ham var af den overbevisning, at det hele var løgn og latin.  
“Ja, ærlig talt,” sagde hun, “for hvad lever den af? Jo, se den har brug for store mængder kød hver eneste dag.” Hun mindede ham om, at den angiveligt havde spurgt Jens om vej til slagtermester Hakkenfeldt. Selv om ingen af dem troede på hans forklaring, fandt de alligevel denne detalje ret interessant, for kunne det betyde, at slagtermesteren var involveret i svindlen? Og hvad var det for noget med den hundeagtige tyv af slagteriaffald, han havde anmeldt?
“Måske Hakkenfeldt er blevet ædt i mellemtiden,” sagde hun, men det protesterede han imod, da slagterbutikken stadig fungerede, som den havde gjort i årevis.  
“Det ville den ikke have gjort, hvis han var død,” sagde han. “Så havde jeg haft hans enke og alle hans utallige unger rendende, men ingen af dem har kontaktet mig.
Slagtermesteren var en meget foretagsom forretningsdrivende. Ikke blot solgte han prima kød, men han forhandlede også burgers og pizza’er, som han havde et par bude til at bringe ud. Det var en god forretning, som han tjente en hel del på, hvilket han heller ikke lagde skjul på.  
At der angiveligt var en løve, der havde snuppet en af hans leverancer fra hans yngste bud, troede han overhovedet ikke på. Påstanden havde kostet hans unge pizzabud hans udmærkede job efter skoletid, hvilket havde været en stor skuffelse for ham. Derfor havde det unge ex-pizzabud startet sin egen eftersøgning, og minsandten om han ikke havde fået en teori, der forekom ham selv logisk. Politiet troede selvfølgelig ikke på ham, for hele sagen forekom ham  stadig totalt vild og vanvittig.
Drengens teori gik ud på, at det cirkus, der befandt sig ikke så forfærdelig langt fra den provinsby, hvor løven var blevet spottet, måtte have en undsluppen løve. Måske dets bur var defekt, så den kom og gik, som den selv ville?
Efterhånden som der indløb flere og flere rapporter om en stor, løs hanløve samt en lille løveunge, så blev politibetjent Jespersen dog nødt til at undersøge sagen nærmere. Han fandt frem til det cirkus, som drengen havde opdaget og henvendte sig til cirkusdirektøren. Han, der også var løvetæmmer, var i fuld gang med at træne sine dyr, hvoriblandt der var en kæmpe stor hanløve. Efter at have ført den tilbage til dens bur, var direktøren parat til en snak med politiet.
Domptøren, der altså også var direktør, var helt uforstående over for betjent Jespersens påstande om, at mindst en af hans løver gik løs. Deres fælles undersøgelse af dens bur førte heller ikke til noget. Det så godt og solidt ud. Påstanden om talende og meget høflige løver fik cirkusdirektøren til at trække på smilebåndet.
“Ak ja,” sagde han, “gid man dog kunne lære dem den slags. Det ville blive et verdensnummer.”
Løven sad i sit bur og bare gloede på dem. Så gabte den og strakte sig, så dens muskler spillede, hvilket fik betjent Jespersen til at tænke på Agathe Poulsens påstand om en forfængelig body builder-agtig løve.
“Øhhh,” sagde han og kiggede nærmere på den. Så vendte han sig om og sagde henvendt til direktøren: “Det er en flot fyr, og sikke dog en masse muskler, den har.”
Lige som han sagde dette, lød der en dyb og meget høflig røst fra buret: “Ih, tak, skal De have.”
Det gav et sæt i både Jespersen og cirkusdirektøren, men deres fælles forbløffelse standsede ikke ordensmagten, for i løbet af nul, komma fem blev både løve og direktør arresteret for at sprede gru og rædsel i befolkningen.
,,,,,,,,,,,,,
Beskrivelse på SAXO: Tolv morsomme og spøjse noveller om mystiske tildragelser i og uden for eventyrets verden. Her møder man ikke blot piraten Bulderbasse, men også f.eks. spøgelser og gamle guder.

 

http://www.saxo.com/dk/bulderbasse-og-andre-skroener_epub_9788793156289