Ulrik og Hans Christian

Oprettet: 28.08.2012 - 17:19

Da Ulrik mødte H.C. Andersen, og hvad deraf fulgte:

Ulrik holdt rigtig meget af sin gamle mormor, så da hans mor bad ham om at hjælpe med at lufte hendes hund, Bølle, da den noget svimle og vakkelvorne, ældre dame var faldet og havde brækket armen og derfor ikke selv havde så let ved at færdes på gaden, sagde han straks "ja". Ganske vist var han lidt bekymret for, om han ville løbe ind i Jens Otto og Ahmed fra skolen, da de begge havde sat en ære i at gøre hans liv så ubehageligt som muligt. Hvis de så ham komme vandrende med en lille, tyk hund af ubestemmelig race, ville de afgjort kalde ham "bøsse" eller noget lige så slemt, så han håbede inderligt, at han ikke ville møde dem.
Det var meningen, at han og hans søster Britta skulle skiftes til at gå tur med hunden en 30-40 minutter hver dag, og det forløb også rigtig godt, for de var begge glade for deres mormor og ville gerne hjælpe hende. Britta var tilmed specielt motiveret, fordi hun havde sat sig selv på en streng diæt for at smide 5-10 kg, inden skoleferien var forbi. Unægtelig en meget ambitiøs plan, der skyldtes, at hun simpelthen fandt Ahmed superlækker og bare ikke ville kaldes "tykke" af ham længere. Desværre gjorde det hende dog skiftevis mat i sokkerne og skrupumulig af sult. Aldrig havde hun og Ulrik skændtes så meget som i denne hunger-periode, men de enedes fint om at lufte hunden.
Bølle var den gamle dames øjesten, men før ulykken havde den aldrig sagt Ulrik noget særligt, selv om han pligtskyldigst klappede den og kløede den bag øret, når han besøgte sin mormor, og de derfor mødtes i hendes hyggelige, men overfyldte stue. Der var ikke bare en indelukket gammel-kone-atmosfære, men også nips, potteplanter og fotografier i ramme, mahognimøbler og pyntepuder, så langt øjet rakte, og da han efter sin første tur med Bølle hørte et dybt hundesuk i gulvhøjde, var han lige ved at sukke med. Han kiggede uvilkårligt ned og mødte den lille hunds melankolske blik, og i det øjeblik besluttede han sig for, at deres næste tur skulle blive super-hundevenlig. Ikke noget med Nørrebrobydelens stenbro, næh, nu skulle de boltre sig i grønne omgivelser og opleve naturen sammen, for også han var faldet for den lille, venlige hund.
Inden de tog af sted op deres næste tur, havde han fundet ud af, at det nærmeste grønne - men ikke ligefrem naturlige "naturområde" - måtte være Assistens Kirkegården, hvor han før havde søgt hen, når han ville være alene med en bog. Ulrik læste nemlig en hel del, hvilket var en af grundene til, at hans kammerater mistænkte ham for alt lige fra vanvid til bøsseri. Normalt gik det ham ikke så meget på, selv om det ikke var særlig rart at blive kaldt "svans", "spasser" eller bare "nørd", men i årenes løb var mobberiet blevet værre og var somme tider direkte truende. For nylig havde nogle af fyrene ligefrem lovet ham tæv, fordi han - efter hvad de påstod - gloede på deres tissemænd, når de tog brusebad efter gymnastiktimen. Han vidste med sig selv, at det gjorde han i hvert fald ikke, men beskyldningerne blev ved, og han havde opgivet at gøre noget ved dem. Nu håbede han bare, at han ikke løb ind i sine allerværste plageånder, Jens Otto og Ahmed. Risikoen for at møde dem et sted som Assistens Kirkegården var dog forsvindende lille, så også af den grund var det et godt sted at motionere Bølle.
Første gang de var derovre, kom Bølle hjem totalt udmattet efter en spændende tur, hvor den også havde fået lejlighed til at stikke snuden ned i noget, der formentlig var en nygravet grav. Det havde fået Ulrik til at tænke dystre tanker om gamle, søde mormor, skrøbelighed og høj alder, men også om bandekrig, drab og forfølgelser af dem, der var anderledes, og som blev mobbet. Nemlig sådan nogle som ham selv.   
En af de grave, som der blev henvist til via skilte med navn og pile, var naturligt nok H.C. Andersens. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde været der, men nu aflagde han et besøg, næsten hver gang de gik tur. Når de stod ved den indhegnede grav, stillede hunden sig altid med snuden i vejret og vejrede, som om den fandt de mange mere eller mindre rådnende blomster, der lå eller stod på den, spændende. Den var så opslugt af duftindtryk, at det inspirerede ham til at smække en CD på i sin walkman med nogle H.C. Andersen-eventyr i et boxsæt, som han havde fundet hos sin mor, der altid havde været en stor fan af den gamle digter. Der var ialt 15 CD'er med alle de kendteste eventyr, der blev læst op af en masse forskellige gode skuespillere. Til sin forbløffelse opdagede han, at han ikke kendte en brøkdel af eventyrene, så han gjorde sig det til vane at tage flere CD'er med på hver tur, for der var noget i den vemod og klogskab, han fandt i dem, der talte direkte til hans egen ofte temmelig matrede sjæl. OK, tænkte han, jeg er sgu' en nørd, men hva' så, han ligner jo mig, for han blev også mobbet.
På den næste tur, som han og Bølle foretog, stødte han i bogstaveligste forstand ind i Jens Ottos tvillingebror, Bent, der kom susende ned ad den sti, hvor de gik efter besøget ved H.C. Andersens grav. I walkmannen holdt en skuespillers gribende oplæsning af "Den grimme ælling" hans opmærksomhed fangen, og han var så opslugt af denne historie om mobberi blandt dyr, at han ikke så sig for, men ramlede frontalt ind i Bent. Eller rettere sagt: Bent stødte ind i ham, fordi han var optaget af eventyret og ikke hørte ham komme løbende.
"Fanden tage dig, din lort! Piksvin! Bøsserøv!" skreg denne Jens Otto-klon med hæs stemme. "Ska' du ha' røvfuld?!"
Ulrik så forbløffet på ham og forstod først ikke, hvad han mente, men han bemærkede næsten med det samme, at han holdt en dametaske knuget ind til sig. Det forbavsede ham, men så gik det op for ham, at Bent da vist havde fundet sig en noget speciel bibeskæftigelse på Assistens Kirkegården. Tasketyv! tænkte han, men han turde ikke sige noget, selv om sagen forekom ham helt klar.
Efter at de havde stået lidt over for hinanden uden at sige noget langede Bent ham pludselig et slag på skulderen med knyttet hånd. Smerten var intens, men han bed den i sig og så den anden i øjnene uden at sige noget. Det virkede åbenbart meget provokerende på voldsmanden, for nu lod han sin vrede gå ud over den sagesløse Bølle, der stod og betragtede ham med et mistroisk blik, men også en ligesom spørgende logren.
"Hva' Fanden er det for en bøssehund?" brølede han og gav Ulrik endnu et skub, så han vaklede. Inden han kunne nå at reagere, greb han derpå den lille hund og slyngede den imod en stor, opretstående gravsten, hvor der stod et navn, han vagt erindrede sammen med noget i stil med "En Oprører". Ulrik så til i vantro, da en slap og leddeløs, lille Bølle nærmest "sivede" ned ad stenen - eller sådan så det i hvert fald ud for ham.
Uden et sekunds betænkning kastede han sig ind imod Bent og slog og slog, så hårdt han kunne, men han fejede ham bare til side, og med et hadefuldt "Bøsserøv" løb han af sted, ned ad en anden sti. Ulrik stod som lammet og bare stirrede på den lille hund, inden det for alvor gik op for ham, at den var død. Tanken om at skulle bringe den hjem til sin mor eller til sin mormor var ubærlig. Det var ham umuligt at holde tårerne tilbage, da han tvang sig selv til at løfte den op i sine arme.
"Den Grimme Ælling" kværnede i ørerne på ham, men han registrerede ikke engang, da teksten skiftede, og en anden skuespiller begyndte at læse "Tepotten". Han kendte den ikke, og han var også ligeglad, da han med faste skridt - og med den døde hund i favnen - gik tilbage til H.C. Andersens grav. Uden overhovedet at tænke over, hvad han foretog sig, forcerede han indhegningen og stillede sig op i mylderet af friske og visnede buketter, lynede ned og halede sin penis frem. Strålen, der oversprøjtede gravstenen, blomsterne og hans egne fødder, var overmåde kraftig, og han nåede ikke at gøre sig færdig og få halet ind, hvor der ikke burde have været halet frem, da han hørte stemmer, hvoraf flere på et fremmed sprog, bagved sig. Da han fik vendt sig om, blev han straks blændet af lysglimtet fra en masse dyre fotografiapparater, og indtrykket af en masse måbende japanske ansigter var det sidste, han fik med sig, da politiet afhentede ham og førte ham væk. En af dem, en ung, kvindelig politiofficer, bar den døde Bølle, og da han så den lille, slappe krop i hendes arme, brast han i gråd til lyden af H.C. Andersens "Dejlig".

© Else Cederborg