I samme øjeblik, Jacob mødte Ulrik, vidste han, at her var der muligheder for at fore sine lommer med det, han holdt allermest af i denne verden: penge. Ingen anden havde nogen sinde forekommet ham at være mere sårbar end denne dårligt klædte og sygeligt generte nørd af en chef for et lille, men solidt og temmelig indbringende IT-firma. Han besluttede sig straks for at gøre sig uundværlig, men på en upåfaldende måde, for han ville nødig spottes af Jacobs emsige søster, Britta, som han følte hurtigt kunne gennemskue ham som den mistænkelige fedterøv, han unægtelig var. Hun havde allerede sit hvasse blik fæstnet på ham, og han tvivlede slet ikke på, at hun så mere, end godt var for hans planer om en indbringende tid i Ulriks firma.
Hvad F... glor hun på? tænkte han, arrig over en interesse for hans person, der ikke bundede i beundring for hans elegance eller hans engang så højt besungne flotte ydre. Ja, det var tider, for der var engang, hvor han havde væltet sig i både penge, berømmelse og beundring, men det var forbi for længst, for man får nu ikke så let jobs som feteret herremodel, når man har rundet de 50 og ikke længere er helt så smækker og lækker som i tyverne.  
Britta er klædt som en rengøringskone, afgjorde han med sig selv. Faktisk er fru Knudsen, der gør rent på kontoret, langt mere elegant end denne lede, hovskisnovski-direktør-søster. Hun forstår da at bruge make-up og virker langt yngre end sine 60 år, medens Britta sgu ser ud til at være 70, selv om hun formodentlig kun er i fyrrerne.
Normalt havde han ikke blik for rengøringspersonalet, men hér var det anderledes, for nu gjaldt det kroner og ører, så det var bare med at få så mange allierede som muligt, og Ulrik kunne tydeligvis godt lide fru Knudsen, som han ofte fik sig en lille sludder med. Hvad de to talte om, anede han ikke, men de virkede meget interesserede i hinandens meninger og stod med opmærksomme miner og snakkede fortroligt, ofte flere gange om dagen. Med ansvaret for korrespondancen, men med et nysgerrigt, illegalt blik på bogholderiet så Jacob også hurtigt, at fru Knudsen ikke figurerede som lønmodtager, men løn det fik hun, for han havde selv set, hvordan Britta havde overrakt hende en temmelig tyk kuvert af den slags, der ofte bliver brugt til lønninger. Aha, tænkte han, "en løn så sort som synden". En ide, der kildrede hans humoristiske sans. Ja, det var lige før, han fik mere respekt for søskendeparret, for sådan et skattefrit system var nu fikst, når man ville sikre sig et godt personale, og de ansatte foretrak sort løn.
Hvad Britta angik, så havde hun ansvaret for bogholderiet, men arbejdede kun et par dage om ugen. Han tog dog for givet, at hendes magtposition som bogholder var grunden til hendes knejsende nakke, når hun strøg forbi hans skrivebord og ind til sin bror, hvor der gerne straks efter lød en højlydt diskussion. "Penge" gjaldede det pludselig gennem væggen med Brittas stemme. "Nej!" lød det så til gengæld fra Ulrik, men det lod ikke til at afskrække Britta. "Dit ansvar!" kom det med stentorrøst fra Britta og derpå et noget mere afdæmpet "overhovedet ikke" fra Ulrik.
Jacob lyttede og lyttede i håb om at opsnappe ord, der kunne afsløre, hvad de to søskende diskuterede så højlydt, men først efter den tredie Britta-invasion af Ulriks kontor faldt han for fristelsen til at presse øret imod væggen ind til sin chefs kontor. Det bragte ham kendskab til flere Ulrik- og Britta-ord, for de syntes at blive gentaget ofte og ihærdigt fra begge sider: "Nu", "død", "arv", "testamente", "mormor", "dement" og "fremtid".
Javel, tænkte han, deres gamle, demente mormor kan forventes snart at stille træskoene, og de vil gerne have, at hun skriver et testamente og dermed sikrer deres arv i en snarlig fremtid. Yderst forståeligt! Det eneste, de mangler, er at blive enige om, hvem der skal have hvad, og det er jo altid svært, når man gerne vil have det hele.
Efter denne dybest set anerkendende tanke meldte der sig straks en ny: hvem var denne gamle, demente mormor, og hvor rig var hun mon? Og: hvor mange arvinger kan der være tale om? Kun disse to søskende eller flere?
Samt det vigtigste af det hele: kan der være noget i det her for mig?
Hans nysgerrighed fik yderligere ben at gå på, da fru Knudsen dagen efter, at han havde lyttet så intenst, forunderligt nok sluttede sig til familiemødet inde hos Ulrik. Sikke en overraskelse, for hvad laver en rengøringskone, der arbejder sort, på sin arbejdsgivers kontor, når han holder møde med et familiemedlem?
Endnu engang havnede han med øret presset ind mod væggen, for denne gang var det meget vanskeligt at opsnappe, hvad der blev talt om. Intet råberi er normalt godt nyt for tilskuere og tilhørere, men ikke hvis man som Jacob har visse planer om at rage til sig på alle tænkelige og utænkelige måder.
Netop som han stod klinet op ad væggen med øret presset ind imod det grålige tapet, gik døren op, og Britta kom ud for at hente noget i sin frakkelomme. At hendes blege, læbestiftløse læber krusedes af et dybt ironisk smil, huede ham ikke, og han mistænkte, at han - for første gang i mange, mange år - rødmede.
"Øh..," sagde han, "øh, jeg var bange for, at der var sket noget, for der blev så stille."
"Nådada," sagde Britta, men kommenterede ellers ikke hans smuglytteri yderligere. I stedet for forsvandt hun igen ind på Ulriks kontor, hvorfra der denne gang lød latter og munter snakken. Det stilnede dog af, da døren atter gik op, og fru Knudsen kom ud med et muntert "Hej, vi ses!"
Fem minutter efter at fru Knudsen var gået, kom Britta også ud, og hun gik hjem uden andet end et afmålt nik og et lille, ironisk smil til ham. Til hans forundring var der dog ligesom et udtryk af anerkendelse i hendes blik, og det hvilede også lidt længere på ham, end det plejede. Som han havde frygtet, måtte hun dog have sladret til sin bror, for lige efter, at hun var forsvundet ned ad trappen, kom Ulrik frem i døren.
Han stod med bøjet hoved og så ud, som om det var ham og ikke Jacob, der var gået over stregen.
"Øh," sagde han, "min søster fortalte mig, at du var bekymret for, om der var noget galt lige før ... Det er jeg ked af, så hold dig endelig ikke tilbage, men spørg, hvis der er noget, der gør dig urolig ..." Uden så meget som at løfte hovedet og møde Jacobs blik trak han sig duknakket og rødmende baglæns tilbage ind på sit kontor. Døren blev lukket ligesom af en usynlig hånd, og stilheden herskede endnu engang.
Jacob var flov, men udelukkende fordi han var blevet grebet i at lytte. Selve "forbrydelsen" fandt han egentlig ganske naturlig, for var det ikke meget forståeligt, at en medarbejder bliver bekymret for sin chef, når alt pludselig bliver meget stille, selv om der var én inde hos ham? Jo, det fik han hurtigt talt sig ind i, at det var, så lige med et var han i sine egne øjne blot en bekymret og omsorgsfuld medarbejder. På den anden side mente han også, det var mægtig naturligt at røve de svage og forsvarsløse, for de var nu engang selv ude om det, når nu de var så F... naive og ubehjælpsomme.
Det var ofte lykkedes ham at slippe af sted med ret store pengebeløb fra de firmaer, hvor han havde været ansat en kortere periode, når ikke der var andre og mere spændende forsørgelsesmuligheder. Helst ville han selvfølgelig bare have det hele forærende, men han havde nu engang ingen arv i udsigt og havde aldrig haft det, selv om han ved Gud havde forsødet mange rige menneskers tilværelse med sit flotte udseende og sine specielle evner for at underholde noget nær hvem som helst på alle leder og kanter.
Hvorfor pokker kan hende Britta ikke lide mig? tænkte han pludselig, og han undrede sig virkelig over noget så sært som en midaldrende kvinde, der ikke fandt ham uimodståelig. Kan hun være lesbisk? Næh, det syntes han ikke virkede særlig sandsynligt, for hendes udstråling tydede ikke på noget i den retning. Alligevel, totalt renskurede kvinder fyldte ham med undren og bekymring, for hvis ikke de var ude efter beundring, hvad var de så ude på? Al den snak om penge, som han havde overhørt noget af gennem væggen, kunne jo tyde på, at hun havde sine egne planer om at rage til sig - ja, at hun måske ligefrem var en konkurrent til ham selv. Ikke nogen rar tanke, men han trøstede sig dog hurtigt, for denne farveløse direktørsøster kunne næppe måle sig med ham i dette spil om penge.
Haha, mig kan du ikke vippe af pinden, tænkte han og frydede sig over sin egen snuhed, men inderst inde var han urolig, for han forstod, at han ikke - som ellers så tit i andre sammenhæng - sad med alle de gode kort på hånden.
Efter at have overvejet situationen, besluttede han sig dog for at charmere fru Knudsen. Så vidt han havde forstået, var hun en barnløs enke og dermed uden anstrengende påhæng, og hun måtte ganske enkelt vide en masse om firmaet, da hun jo var så fortrolig med Ulrik.
Det varede heller ikke længe, før han mærkede en gensidig interesse fra fru Knudsens side, så han inviterede hende på en drink og gik straks igang med operation "ud-pumpning af 1 styk naiv medarbejder".
Fru Knudsen knevrede løs om dit og dat, og der tegnede sig et helt nyt og ikke udelt behageligt billede for ham: rengøringskone eller ej så var hun også en arving til den rige, demente mormor, som der unægtelig var knyttet mange håb til, da Ulriks firma muligvis alligevel ikke var helt så solidt, som det så ud på papiret. Hendes mor var søster til Brittas og Ulriks mor, men var faldet i unåde, da hun giftede sig med en mand, der endte i fængsel for bedrageri. Jacobs hjerte hoppede et par slag over, da han hørte ordet "fængsel", for også sådan et sted havde han frekventeret, og det havde ikke været det hyggeligste, han havde oplevet.
Han havde ikke ventet at se rengøringskonen fru Knudsen som rig arving, men det lykkedet ham at lægge ansigtet i de super-falske, smigrende folder, som han var en mester i. "Jamen, De ... du ... er da meget yngre end de to," sagde han og mente ikke er ord af det.
Fru Knudsen - eller Agnes, som han efter denne ene drink nu havde tilladelse til at kalde hende - smilte og kroede sig, så det var med virkelig glæde, han kunne konstatere, at hun var lige præcis så godtroende, som han havde håbet.
Aha! tænkte han. En meget stor arv og tre arvinger, hvoraf kun den ene, nemlig Britta, virker farlig for en succesfuld gennemførelse af mine planer. At de foreløbig var noget vage og diffuse bekymrede ham ikke, for han havde før overrasket sig selv ved pludselig at få en virkelig god ide, der skaffede ham nyt penge-foer i lommere - så at sige.
Forsigtigt spurgte han ind til den forventede arvs størrelse, for han ville for alt i verden ikke skræmme hende ved at vise den nysgerrighed, han rent faktisk følte.
Naiv og smigret til fuld tillid plaprede hun ud med endog meget store beløb, men sluttede så af med en bemærkning, der bestemt ikke ligefrem frydede ham: "Mormor har skrevet testamente og efterlader det meste til Læger Uden Grænser, men skidt da være med det, for ingen af os tre arvinger mangler jo noget, selv om et tilskud nu ville være dejligt ..."
Nej, tænkte han, indvendig aldeles rasende, nej, I mangler sgu' ikke noget, men det gør jeg, din dumme ko!
Adskillige luftkasteller sank i grus, men røg dog hurtigt op igen, da han mindede sig selv om sit gamle valsprog: "Kommer tid, kommer råd." Hvert eneste luftkastel styrtede imidlertid straks sammen endnu engang, da han kom i tanke om én lille detalje, som der nu engang ikke kunne gøres noget ved: den rige, demente og også svagelige mormor var 97 år gammel og kunne dø når som helst, så tiden var ikke med ham denne gang. Han spekulerede så intenst over denne uoverstigelige hurdle, at han helt glemte at tage sig af fru Knudsen, men fik dog hurtigt rettet op på sin fejl og bød hende på endnu et par drinks. Straks blev hun både særdeles indladende og endnu mere snakkesalig. Det var lige før, han gik i panik ved tanken om at måtte betale diverse informationer med andet end smiger og drinks, men det lykkedes ham dog at komme fra deres bartur med "dyden i behold".
Næste dag måtte han til gengæld finde sig i adskillige varme og indladende blikke fra den nu kittelklædte fru Knudsen. Samtidig opfangede han tegn på en pludseligt opstået interesse fra Brittas side, så det var en rystet og temmelig forvirret ex-playboy, der vaklede hjem efter arbejdstid. Bedre blev det ikke, da telefonen ringede lidt i ni, og han til sin undren hørte Brittas stemme i røret. "Mød mig i Bar X om en halv time," sagde hun uden nogen form for indledning og med kommandorøst. Det var lige før, han stod ret, så overvældet blev han.
Du godeste, tænkte han, medens han febrilsk nettede sig lidt før mødet. Har hun gættet mine planer, eller er dette en eller anden form for date? Hvad sker der dog? Knapt havde han fået tænkt denne tanke til ende, før det ringede kraftigt på døren. Forvirret listede han ud i entreen og spejdede ud gennem dørspionen, men var nær faldet om af forskrækkelse, da der samtidig blev ringet endnu kraftigere på, og der også lød en røst, som han øjeblikkelig genkendte som Brittas: "Se så at få åbnet!!!"
Nærmest pr. refleks gjorde han, som hun sagde. Hun trådte øjeblikkelig indenfor og tog ligesom straks entreen i besiddelse.
Hendes første ord lød som en kompliment, men han vidste, at det ikke nødvendighvis var tilfældet: "God lejlighed," sagde hun og fortsatte, inden han fik sagt et ord, "her har du siddet godt og planlagt det hele, hva'?"
Hans eneste forsvar var at rette sig op og sende hende et harmfuldt blik. "Lad bare være," sagde hun, "som bogholder kan jeg se, at du har forsøgt at snuse til firmaets pengebeholdning, men at det ikke lykkedes dig at komme ind." Overvældet ved denne fuldt berettigede anklage sank han lidt sammen, men kom dog hurtigt til hægterne igen.
"Var det ikke meningen, at vi skulle mødes i baren - og hvad mener du egentlig med "snuse"?"
"Klap i," sagde hun, "jeg har tjekket dig, og jeg ved, hvad du er for én, men det skal ikke lykkes dig!"
Overvældet forsøgte han at finde ord, men endte med at stå tavs foran hende. Efter lidt tid sagde han: "Vil du ikke indenfor, så vi kan tale om det, der bekymrer dig?" Hun var allerede på vej ind i stuen, som han vidste ikke tog sig ud fra sin bedste side, da den var temmelig rodet. Denne kendsgerning var med til at tappe ham for noget af den selvtillid, han ellers altid havde haft så rigeligt af, og det hjalp ikke ligefrem på sagen, da han så hendes blik feje hen over bunken af henslængt tøj, og hvad der nu ellers lå fremme. At blikket standsede brat ved hans udskrift af alt det, han havde kunne google sig frem til om firmaet og familien, var nærmest sønderknusende.
"Aha," sagde hun, "interessant. Spørgsmålet er dog, om du fik det hele med, nemlig at vi tre holder meget af vores gamle mormor, der desværre døde for et par timer siden."
"Øh," sagde han, "jeg ..."
"Netop," sagde hun og sendte ham et strengt øjekast. "Sådan er Ulrik også: jeg, jeg og atter jeg, men aldrig andre mennesker. I skulle skamme jer."
Efter al den diskussion om penge, som han havde opfanget gennem væggen ind til Ulriks kontor, havde han unægtelig fået et noget andet billede af situationen, for han havde taget for givet, at Britta var ude på at score så meget som muligt. Mystisk!
"Mormors penge er mormors ejendom, og vi får den del, vi har krav på, men Læger Uden Grænser - eller hvad de nu hedder - skal have hovedparten, sådan som hun har bestemt," fortsatte Britta. "Det angår ikke dig, og du skal ikke forsøge noget som helst - og så vil jeg i øvrigt gerne have en drink,"
Endnu engang aldeles overvældet fik han halet en flaske rødvin frem, samtidig med at hun uden videre skubbede en tøjbunke til side og smækkede sig ned på hans sofa. Efter et par glas i nogenlunde tavshed så han med stor bekymring, hvordan hendes blik forandredes og ligesom tunede ind på ham, som han sad dér, balancerende på kanten af sin egen sofa. Febrilsk begyndte han at tale: "Nu må du altså ikke tro ...," sagde han, men kom ikke langt, før han blev afbrudt.
"Mormor er fredet i klasse A, og det har jeg også fortalt Ulrik og Agnes om og om igen, men farmor derimod ..." Det lille, ironiske smil, han havde set nogle gange, gav hendes ansigt et særligt udtryk, som han lige med et fandt yderst charmerende.
Han løftede glasset og hilste på hende, og hun besvarede straks hans hilsen med et underfundigt: "Ja, lad os skåle på farmor - og på fremtiden."

© Else Cederborg