På visit ...

Oprettet: 03.03.2012 - 23:40

Da Marie nærmede sig kirkegårdsporten, så hun, at hun ikke ville kunne undgå at møde et ægtepar, hun genkendte som sin nabos søster og svoger. Utrolig hurtigt for én, der i den grad ikke var adræt, drejede hun om på hælen og stillede sig op foran nærmeste butiksvindue, som hun stirrede på, som om hun her fandt verdens mest interessante salgsobjekter. "Cykler" stod der over vinduet, og det var butikken så sandelig også fuld af, så der var ikke tale om falsk reklame, og Marie stirrede på de mange udstillede cykler, som om hun virkelig overvejede at købe en, men var overvældet af udbudet. Selv om hun gav den som cykelkøber, kunne hun dog ikke gennemføre dette forsøg på at undslippe et uønsket møde. Da hun hørte sin nabos søster lige bag sig måtte hun simpelt hen bare følge nogle af de høflighedsregler, som hun havde fået ind med modermælken. "Sørg for at virke høflig," havde hendes mor altid sagt, "for så kan du gøre, som du selv vil."
I samme øjeblik hun tænkte denne tanke, lød der en munter kvindestemme bag hende: "Hallo," sagde hendes nabos søster muntert, "nå vil De begynde at cykle igen? Jamen det er da også så dejligt."
Da Marie modvilligt måtte anerkende ægteparrets tilstedeværelse, fortsatte kvinden med en skinger stemme, der blev muntrere og muntrere: "Ja, og så giver det sådan en skøn motion ..." hendes ægtemand smilte, så hans hoved så ud til at flækkes af et kæmpe-tandsmil.
Marie bare så på hans kone, men svarede ikke med andet end et neutralt smil og et lille nik til dem begge. Derpå løftede hun sin ene hånd og vinkede let, inden hun fortsatte hen imod kirkegårdsporten. Alt i alt var hun ganske godt tilfreds med sig selv, men hun vidste, at hendes mor ville have korset sig over sådan en opførsel, hvis hun havde været til stede. Normalt ville det have pint hende, for hun gik ellers aldrig imod sin mors vilje, men for en gangs skyld morede tanken hende, og i sit indre kluklo hun ad det ansigt, moderen ville have stillet op, hvis hun havde oplevet denne episode.
Så snart hun kom inden for på kirkegården, skubbede hun det dog fra sig for i stedet at gå i gang med at planlægge dagens rute. I dag havde hun f.eks. ikke blomster med, for når man kom så tit og ikke ligefrem svømmede i penge, var det bare umuligt at købe den slags ved hvert eneste besøg. Faktisk var det en sandhed, hun ofte gentog for sig selv som en magisk remse: "Fattig, men kærlig datter gæster sin mor tomhændet, men med kærlighed."
Ja, det var i hvert fald sandt. Hun elskede sin mor, og tanken om, hvordan hun var død og var blevet puttet i jorden for fem år siden, skabte mareridt for hende den dag i dag. Det var en ting, hun dybest set aldrig kom til at forstå, for hvordan var det muligt, at den stærke og bestemte kvinde, der havde været hendes eget livs ledestjerne, kunne leve med en medfødt defekt, der tilmed endte med at slå hende ihjel?
En hjertefejl, jamen hvor grotesk, tænkte hun. I deres liv sammen havde hun ikke følt, at hun levede med en syg kvinde, for hvorfor skulle hun det, når hun gang på gang satte hele verden på plads? En stridshoppe af rang. En diktator, men også en livvagt for sin datter. Nej, intet tydede på, at der var en - eller måske endda to - hjerteklapper, der trængte til at blive udskiftet.
Medens disse tanker for gennem hovedet på hende, smuttede hun ind og ud mellem gravsteder, op ad mere eller mindre fremkommelige stier og hen over mennesketomme græsplæner. Hvis hun øjnede andre kirkegårdsbesøgende, gemte hun sig, så god hun kunne, og kun en enkelt gang, var hun ved at støde ind i en gruppe på 5-6 unge mennesker. Pokkers også, tænkte hun, irriteret på sig selv, også fordi hun opfangede løsrevne ord fra noget af deres samtale.
"Kors," sagde den ene unge pige, "det er da umuligt ..."
En af de andre piger fniste, og de to begyndte at hviske sammen, da Marie snoede sig forbi gruppen ved at træde ud på en grav, hvilket var noget, hun hadede at gøre. "Skibstømrer Jacob Seiersted" stod der på stenen, og hun sendte hele sin irritation ned til den komplet sagesløse mand, der var død næsten 80 år tidligere. Ja, ja, tænkte hun, du lader bare være med at kigge op under skørtet på mig ...
Tanken morede hende, og midt i sin irritation hun var lige ved at bryde ud i den overgivne latter, som hendes mor havde fordømt som "fræk" og nærmest "umoralsk". Ét blik på de hårde, unge ansigter fik hende dog til at bremse latter-vandfaldet. Dem kan man ikke le sammen med, tænkte hun og følte, hvordan hendes hårbund krøb med angstfyldte tanker og fantasier.
Lige da hun var kommet forbi gruppen, huskede hun også på, at der havde været en hel del overfald på kirkegården gennem de sidste mange år. Fem - eller måske ti år? tænkte hun, men havde ikke selv noget svar.
Selv femten til tyve meter fra dem kunne hun høre deres latterbrøl, og hun forstod på andre løsrevne ord, der blev båret frem imod hende af vinden, at de stadig talte om hende. Mødet med ægteparret og nu disse unge mennesker var netop det, hun ønskede at undgå, og så var det alligevel sket. Hun ærgrede sig, men følte også noget andet, som hun ikke lige kunne finde ord for.
Da hun endelig langt om længe nåede frem til graven, kom ordet dog helt af sig selv: "Nedværdigelse". Ja, sådan var det med det. Hun vidste med sig selv, at hun var blevet nedværdiget af mennesker, hun ikke engang kendte. Ikke fordi ægteparret havde gjort noget, som andre ville se som et forsøg på at genere hende, men de unge mennesker havde været helt oppe at køre, og intet af, hvad de sagde, havde bare været neutralt. Hvorfor, tænkte hun, ja, hvorfor altid mig?
Stående ved graven kunne hun ikke lade være med at forestille sig, at hendes mor stod ved siden af hende, og at hun sagde det til hende, som hun så ofte havde sagt: "Du skal tage dig sammen og holde op med at spille hasard med dit helbred. På denne måde får du heller ikke en mand."
"Hasard", sagde hun i sit stille sind, medens hun uvilkårligt kom til at tænke på deres hyggeaftener og moderens glæde ved at diske op med masser af kager og slik. Ingen smalle steder dér, tænkte hun. Overhovedet ingen smalle steder ... og hun havde ret, der kom heller ikke nogen mand ...  
Ved denne tanke huskede hun på det, hun havde med til fuglene. Efter endnu et øjeblik ved graven fandt hun hurtigt sin sædvanlige bænk, hvor der næsten aldrig sad andre, sådan at hun kunne sidde i fred uden forstyrrelser. Da hun havde sat sig, halede hun posen med guf op af tasken. Her var der både kager og franskbrød, og hun smed straks nogle skiver ud på stien efter at have revet dem i mindre stykker. "Pipper, pipper!" sagde hun, da hun næsten øjeblikkelig blev omringet af fugle, og de første begejstrede små venner kastede sig over krummer og mindre stykker brød. Hånden dykkede ned i posen endnu engang, men på en eller anden måde kom den ikke i gang med at føre den næsten helt friske tørkage længere end til hendes egen mund. Med munden fuld gravede hun igen i posen, og denne gang fandt hun et par dejlige skiver franskbrød, som hendes hænder straks rev i småstykker, medens hendes kæber gik igang med at male løs på endnu en tørkage.
Stedet var perfekt, solen skinnede så smukt, kagerne smagte udmærket, og de små venner pippede, som om de takkede hende for maden. Det føltes alt sammen pragtfuldt, så hun blev totalt forvirret, da situationen pludselig skiftede på grund af et råb - et ord, en tolkning eller rettere sagt en benævnelse: "Elefant!"
Forvirret så hun sig omkring, men fik så øje på den samme lille gruppe af unge mennesker, som hun havde set før. Det var en af de unge mænd, der havde råbt ordet, og snart tog de andre også fat. En af de unge piger tog tråden op: "Lede so, du drukner sgu' i  fedt, dit svin!"
"Kors, hvor ækelt!" råbte en anden, medens en tredie begyndte at grine hysterisk. Han råbte et ord, hun ikke opfangede, men hun så de andres reaktion og forstod, at ligefrem smigrende var det ikke. Det var, som om dette råb gik igennem hende som et dræberspyd fra helvede, og hun følte, hvordan tårerne pressede sig på. Hun frygtede ordene, men også det, de unge, stærke hænder kunne gøre ved hende. Derfor var det en enorm lettelse, da en kirkegårdsbetjent dukkede op på en lille traktor. De unge sivede bort, og han spurgte hende venligt, om der var sket noget, og om hun var kommet noget til.
Alting kogte sammen for hende i ét punkt: solskinnet var væk, fuglene var væk, og det ønskede hun også selv at være. Der var bare ikke noget fløjelsblødt og rosenrødt forsvindingspunkt, hun kunne søge tilflugt i. Stående foran ham med et blegt, men høfligt smil, følte hun, hvordan dette øjeblik voksede og opslugte hende i mørke og total ensomhed.

© Else Cederborg