Når kvalitetskravet virker suspekt

Oprettet: 27.02.2012 - 04:50

Det store spørgsmål for købere og bog-formidlere af alskens art er, om selvudgivne værker er "gode nok" til at investere tid og penge i. Tja, ud fra de gældende kvalitetskriterier er der sikkert mange, der fungerer ganske godt, medens andre halter bagefter. Eller sagt på en anden måde: det er med selvudgivne værker, som det er med forlagsudgivne bøger, idet nogle er gode og holdbare, medens andre ikke opfylder de kriterier, der er sat for dem.

Hvad de selvudgivne angår, så synes de nærmest at falde for kritiker-øksen pr. definition. Når forlagsmaskineriet mangler, foruroliger det tydeligvis smagsdommerne, der står med et helt nyt og jomfrueligt produkt, hvis kvalitet ikke er forudgaranteret af redaktører, korrektører, etc., etc.. Dvs. at det er nemmere og mere trygt for en anmelder, etc. at lade øksen falde, for så risikerer han/hun i hvert fald ikke sit gode navn og rygte ved at gå ind for dette produkt. Sådan en holdning kunne, set gennem mine briller, tyde på en årelang selvforkælelse, hvor smagsdommernes indsats har været afhængig af, at de fandt noget at læne sig op ad i stedet for den bundreelle vurdering, der bygger på viden, fordomsfrihed og engagement i forbindelse med hver enkelt bog. Det forlagene accepterer og bringer frem er immervæk en potentiel salgsvare og ikke nødvendigvis et nyt litterært super-værk, der ryger lige ind i litteraturhistorien.

Som jeg ved fra mit eget eksempel giver de nye udgivelsesmuligheder luft under vingerne, så man ikke holder sig tilbage fra eksperimenter og de (af forlagene) forhadte genrebrud. Det kan der også være en værdi i, især hvis forfatteren har en evne for at fabulere, for så kan vedkommendes værker være direkte nyskabende.