Baby-snak

Den unge kvinde i sengen bøjer sig ud over sengekanten og ind over den sovende baby.  Hun kan slet ikke lade være med at studere den lille nye og finde ud af, hvem denne person er,  der har invaderet hendes tilværelse så fuldstændigt. Søvn har forvandlet det lille ansigt fra knytnæve til åben hånd, parat til at tage imod og i princippet også parat til at give. Alt er muligt med et væsen på mindre end et døgn; et væsen, der ikke kan aflæses med almindelige midler. Spørg og du må selv tolke dig frem til et muligt svar, for ord er foreløbig noget ukendt i jeres konversation. Alle svar består af ordløse lyde og små spasmer. Noget, der ligner ansigtstics, kan være alt lige fra mavepine eller et begyndende grådanfald til starten på et gab, men alt sammen er budskaber om velbefindende eller det modsatte. Fingre, der pludselig strækkes ud forvandles fra sammenbukkede mini-pølser til små, strittende spyd. Neglene er nemlig ikke bløde og særlig baby-venlige, men så stærke, at de måske ligefrem  river hul på det lille, lyserøde ansigt.
Som mor forsøger hun at aflæse den lilles kropssprog. "Hvad er det dog, hun vil?" tænker hun gang på gang. "Er hun sulten, ked af det eller kan hun ikke lide mig?" Den sidste tanke er uudholdelig, men den er der, skjult bag al jublen over den vellykkede fødsel.
Enhver lille gurglen noteres, og nogle af dem besvares med en tilsvarende lyd. Dog græder hun ikke sammen med barnet. Tværtimod rammes hun af en følelse af skam, for de andre på stuen har rolige børn. Hvis de græder, så skyldes det bæ i bleen eller for lidt mad, men hendes barn synes at finde behag i lyden af sin egen gråd. I hvert fald sker det temmelig tit, at det lille ansigt knyttes sammen til en stenhård, højrød bold af vrede eller desperation.
"Hun er vist vred," sagde den lilles moster med en vis stolthed, da hun blev præsenteret for den nyfødte skrigeballon. "Jeg tror, hun bliver en oprører, der ikke finder sig i ret meget." Tanken fik hende til at ranke sig, for her var der måske en forbundsfælle mod alle dem, der træder på svage og hjælpeløse kvinder.
Den unge mor gruer ved tanken om en ny tilværelse, der er underlagt en fremmed-sproget persons luner. Hun forudser et konstant ordløst oprør, ubegribelige meddelelser fra et væsen med et knytnæve-ansigt, som hun bare ikke kan aflæse. Hvad er dette dog for et uforståeligt sprog, der giver sig udtryk i skræmmende farveskift og ubegribelige lyde?
Ind imellem spejder hun også frygtsomt efter den person, der mangler ved babysengen, ham, hun ikke vil se for sine øjne, men som måske lever et nyt liv i denne allerede så magtfulde hidsigprop.
Budskabet denne gang hun ser ned i vuggen er, at det svømmende og ufokuserede blik synes at suge hende ind. Er der mon et sprog i de mørke øjne, der med tiden kan skifte farve? Blåt for hende selv, sort for "ham, der er forment adgang"?
Da hun fortaber sig i blikket, lader hun den lille gribe fat i sin hånd, klemme og rive med de overraskende lange negle. "Av, din lille abekat," tænker hun, "så du har altså fanget mig, og jeg er din?"
Den lille kommer med en lyd, der kunne være et bøvs, og hun beslutter sig for at tage hende op, så hun får nemmere ved at bøvse, hvis det er det, hun vil. Siddende med sin lillebitte datter lader hun sig omslutte af hendes bundløse blik, lader sig trække ind som en fisk, der dingler hjælpeløs på en fiskekrog og bliver hendes for tid og evighed.

© Else Cederborg