At flytte en bogreol

Oprettet: 19.08.2013 - 09:20

Forfatterambassadør Dorthe Nors er ved at flytte og blogger om at pakke og sortere i de mange bøger hun har samlet.

Jeg er ved at flytte, og dagene går med at pakke og smide ud. Efter syv år i min lejlighed i København er det lykkedes mig at få samlet meget mere, end jeg ville. Særligt bøger, og det bliver alligevel lettere når engang E-bogs-bølgen får rigtig fat. Der kan man tale om en bogreol, der er til at få med sig.

Jeg lagde ud med at rydde op i mit pulterkammer, hvor der stod indtil flere poser med aflagte bøger. Dem slæbte jeg direkte ned til antikvarboghandleren på Sdr. Fasanvej. Han har et stort udvalg af bøger, mest krimier og porno, så der kommer de til at stå godt.

Så gik jeg i gang med at sortere ud af mine egne bøger. For et par år siden blev to af mine romaner sendt til makulering af forlaget. Samtidigt! Og for at forhindre denne fornedrelse bad jeg om at få alle bøgerne hjem til mig. Der kom, ak og ve, cirka 700 bøger. Tidligt i flytteprocessen besluttede jeg mig for, at de skulle væk, bare væk. Jeg puttede dem i sorte affaldssække og bar dem ned til containeren i baggården. Det føltes godt.  Væk med lortet. Til forbrændingen med det. Man skal ikke slæbe rundt på den slags dødvægt resten af livet.

På den måde nåede jeg langt om længe til bogreolen i stuen: Den sorterede jeg også i. Først røg alle de bøger, jeg ikke ville læse igen i en pose. Ned på Sdr. Fasanvej med dem. Men så begyndte jeg at gå i stå. Jeg gik i stå fordi, jeg nåede frem til de bøger, der betyder noget for mig, og de bøger, jeg har fået foræret af forfatterkollegaer. De sidste er der skrevet i. Åh, hvad gør man med bøgerne med de personlige hilsner?

Jeg var ikke rigtigt i tvivl. De skal jo med mig. De er en slags rejseminder, og jeg har også engang hørt nogen fortælle om dødsboet efter Selma Lagerlöf. Hendes bibliotek var efter sigende magisk at rydde op i, fordi konen havde gemt alle de bøger, man havde givet hende. Ud af Selmas reol raslede små hilsner fra forfattere en masse, og hvilket testamente at efterlade sig, har jeg altid tænkt. Det tænkte jeg også, som jeg sad der på bogbjerget i min stue, så her er hvad jeg gjorde:

Jeg lavede kasser med bøger, som har betydet noget for mig. I dem røg for eksempel Ekmans, P.O. Enquists og Lagerlöfs forfatterskaber. Så lavede jeg kasser med bøger, andre forfattere har givet til mig. I den stak er den øverste bog "Miraklet i Amalfi" af Vibeke Vasbo. Den fik jeg i onsdags, og hun har skrevet i den, så den skal med mig. Altid. Og så lavede jeg en kasse, som ikke var særlig stor, og i den lagde jeg de bøger, som er så vigtige for mig, at jeg skal kunne komme let til dem. I den kasse ligger nu Ingmar Bergmans erindringer "Laterna Magica" og nogle digte af Edith Södergran. Da jeg var færdig med arbejdet, sad jeg og tænkte, at den slags håndgribeligheder, altså hele den fysiske oprydningsproces, alligevel kommer til at mangle med de der e-bøger. For slet ikke at tale om de personlige hilsner. Hvor skriver man de personlige hilsner i en e-bog?