På træk

Oprettet: 06.11.2015 - 09:44
På træk

Jeg har netop læst bogen På træk af Kamilla Hega Holst.

I starten fandt jeg den noget forvirrende, da bogen har to spor. Det ene spor er flash backs til hovedpersonens liv 7-8 år tilbage. Det andet spor er nutiden. Dertil kommer, at der er tale om to slags fortællere, nemlig en alvidende og en jeg-fortæller. Men, når man først finder rytmen, er det faktisk ok. 

Ganske kort handler bogen om kvinden Kaya, der er gift og har to børn. En tilværelse, som hun har meget svært ved at få til at fungere. Hun bliver skilt, efterlader sine børn hos sin eks-mand og vi følger hendes ophold  hos sin morfar I Pattaya i Thailand, hvor hun forsøger at samle kræfter. 

Jeg havde svært ved at forstå denne Kaya i starten. Men jeg endte med at kunne lide hende på en eller anden måde. En kvinde, der kæmper så hårdt for at for at leve et liv, hvor hun kan være sig selv - på godt og ondt. Hvor hun ikke skulle leve op til forventninger der giver hende dårlig samvittighed og en følelse af utilstrækkelighed. 

Det er noget rå fortælling, hvor Kamilla Hega Holst tager fat i mange tabuer:  moderrollen, ægsteskabet, utroskab, tab osv. Om hun finder det, hun søger, er svært at sige. Måske viser brugen af jeg-fortælleren i nutiden, at hun er på vej.

Bogen er bestemt værd at læse. Jeg giver den 7 stjerner.