Når litteratur gør en forskel ...

Oprettet: 10.12.2012 - 14:23

Historien er den, at jeg her i efteråret har ”kørt” en litteraturklub for en lille gruppe psykisk skrøbelige. Forudsætningen for deltagelse var, at de tilmeldte var relativt velfungerende, men tidligere havde lidt af eller var medicineret for psykisk sygdom. 

Litteraturklubben, som kom til at hedde ”Litteratur om fredagen”, var berammet til 1 gang om ugen 8 gange i oktober/november. Mødested og tidspunkt var udvalgt med omhu – en ikke uvæsentlig detalje for denne gruppe. Jeg var selvfølgelig meget spændt på, hvem og hvad jeg skulle møde – og om der overhovedet dukkede nogen op! Det gjorde der, og vi endte med at være 4 deltagere, 2 mænd og 2 kvinder! 

Det var tydeligt fra starten, at deltagerne ikke ville kunne læse noget på forhånd som i en almindelig læsekreds. Jeg valgte derfor at afprøve konceptet Dialogisk eller Guidet Læsning, som går ud på, at læsegruppelederen læser en kortere tekst, gør ophold undervejs, hvorefter deltagerne kan kommentere, både på teksten og på noget der ligner ud fra egne erfaringer. De fik også en trykt tekst, så de, der bedst opfattede visuelt, også fik en chance. 

Vi læste noveller af Lars Saabye Christensen, Helle Helle, Dorrit Willumsen, Pia Juul, Jens Blendstrup, Bjarne Reuter, Tove Ditlevsen. Og efter deltagernes forslag Benny Andersen og Klaus Rifbjerg. Noget var lige i øjet, andet for tungt og indviklet. Topscorere var Helle Helle og Tove Ditlevsen, som de fandt nemme at forholde sig til, og Helle Helle var sjov, syntes de! 

De var meget videbegærlige, så jeg var glad for, at jeg har læst så meget og har en bred smag. For det de var interesseret i at vide skulle komme her og nu som paratviden. Det havde ingen interesse, når jeg tilbød at undersøge eller slå årstal og andet op. 

De var meget glade for at få læst op. Og var indimellem lidt trætte og skulle arbejde på at få koncentrationen til at fungere. De syntes, det var interessant at blive præsenteret for forfattere, de aldrig havde hørt om tidligere. Godt at høre forskellige opfattelser af den samme tekst, syntes de. ”Men det bedste var alligevel, at vi bagefter talte om alt mellem himmel og jord …” Sagt kort – med deres ord: berigende!! 

Og så når vi ikke højere som formidlere!! Tænk, at vi med litteraturen som ledsager kan give et tilbud, som ikke har noget med terapi og sygdom at gøre, men skaber et inspirerende og socialt frirum og mulighed for samtale også om smertefulde erfaringer. 

Jeg havde ingen forventninger om, at de ville fortsætte læsningen derhjemme, men det kan måske komme, hvis tilbuddet gentages – hvad jeg vil arbejde for det gør her i mit lokale område. For der er ingen tvivl om, at deltagerne opfattede bibliotekets tilbud som en succes og meget gerne vil fortsætte med at komme til "litteratur" fredag eftermiddag fra 16-18 …

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • mette

    ons, 12/12/2012 - 15:57

    Ja, helt enig. Meget interessant. Jeg har også lyst til at falde ind med uddybende spørgsmål. Hvordan fik I kontakt til målgruppen, almindeligt opslag via bibliotekets kanaler, eller andre andre veje?

    Og er der nogen, der ved noget om, hvordan det står til med biblietherapy i Danmark i det hele taget?

  • A.Moore

    tir, 11/12/2012 - 13:09

    Da "mødested og tidspunkt var udvalgt med omhu og en ikke uvæsentlig detalje for denne gruppe", kunne det være interessant at høre, hvilke tanker du havde gjort omkring valg af netop mødested og tidspunkt, og hvorfor det er en ikke helt uvæsentig detalje.

    Når du skriver "relativt velfungerende" personer, har de så ADHD, multiple funktionsnedsættelser, etc.?

    Gjorde du overvejelser over, hvilken type tekster I læste, og havde det betydning for, at du kunne skabe "et inspirerende og socialt frirum og mulighed for samtale også om smertefulde erfaringer", eller var det i forbindelsen med den efterfølgende samtale "om alt mellem himmel og jord” mere end selve oplæsningen?

    Det kunne være interessant at høre, hvilke tekster af Helle Helles og Tove Ditlevsen i læste, som blev topscorerne.

  • Birgitte Tindbæk

    fre, 21/12/2012 - 12:28

    Mødestedet skulle være neutralt (altså ligge uden for beboernes sædvanlige rammer) og ligge tæt på værestedet eller let at nå med offentlig transport. Valget af biblioteket som mødested kunne måske også inspirere og give kendskab til flere muligheder/aktiviteter udover værestedets tilbud. Der blev også overvejet rum på biblioteket - det skulle helst være venligt, hyggeligt og ikke for lukket/klaustrofobisk. Mødetiden var også vigtig: Gentoftegade lukker kl. 16 om fredagen, så vi kunne mødes i rolige omgivelser, og deltagerne havde det også godt med det sene tidspunkt, så de i ro og mag kunne vågne op til en ny dag.

    Jeg kender (stadig) ikke deltagernes diagnoser. Jeg ved bare, at de har lidt af/lider af psykisk sygdom, men er under behandling. Og det er med fuldt overlæg, for hensigten var præcis den, at jeg skulle være en helt neutral litteraturperson og ikke én af deres sædvanlige terapeuter/behandlere.

    Min opgave var primært at udvælge egnede tekster. Og hvad er så "egnede"? - ja, her måtte jeg bruge min intuition og prøve mig frem. I starten var jeg meget omhyggelig med at vælge alt for grumme tekster fra, tekster med sygdom og død og uhyggelige hændelser. Men selvfølgelig måtte det heller være alt for tandløst - og dermed kedeligt. Efter nogle gange blev mit valg så mere dristigt, f.eks. en forfatter som Pia Juul, og det gik så også meget godt. Det vigtigste var, at teksten var lettilgængelig i handlingsgang og plot. Jeg er sikker på, at det var den indledende oplæsning, der fungerede som katalysator og inspiration til den efterfølgende samtale. Hvis vi bare havde sat os omkring et bord uden formidlende litteratur, ville vi ha' ført en pæn, overfladisk konversation om ingenting ...

    Vi læste "Det kunne være græs" og "Globryllup" af Helle Helle og "En fin forretning" af Tove Ditlevsen ..