Jeg er din barndoms udkant

Oprettet: 26.05.2015 - 10:47
Opland af Jens Vilstrup

Der er kommet et væld af nye romaner fra det såkaldte Udkantsdanmark. En af dem er Opland af Jens Vilstrup, som er blandt finalisterne til DR Romanprisen.

There is only one good thing about a small town, you know that you want to get out (Lou Reed/Smalltown).

Lad mig tilføje mindst én god ting mere: Der er kommet en masse fin litteratur ud af provinsen.

De senere år har der været et sandt bombardement af romaner med skildringer fra det såkaldte Udkantsdanmark. En af dem er Jens Vilstrups Opland, som er blandt de tre nominerede, der netop er gået videre til finalen om årets DR Romanpris.

I lighed med andre ”udkantsromaner”, tager Jens Vilstrup udgangspunkt i et nedslidt område, hvor mange af beboerne sidder fat i plovfurerne og i forskellige misbrug. Det gælder dog ikke for hovedpersonen Niels, lægen fra København, der vender tilbage efter sin fars pludselige død. Herefter vælter skeletterne ud af skabet. 

Det er en god roman om at bryde op og ændre sin livsbane men også om de ting, man ikke kan løbe fra. Jeg kan virkelig godt lide Opland og synes, den er en værdig finalist til årets romanpris. Sproget er godt og gennemarbejdet, og miljøbeskrivelserne skræmmende autentiske. Man kan næsten lugte råddenskaben, og der er noget på spil.

 

Fra Mols til Skagen 

Også den mere hypede forfatter Jakob Skyggebjerg skriver sig ind i udkantslitteraturen med sine debutroman Vor tids helt. Her beskrives white trash-mentaliteten om muligt endnu grummere, og livet i provinsen bliver et billede på råddenskaben i samfundet.

Der er nok at gå i gang med, hvis man vil læse om udkanten i litteraturen. Særligt den jyske. Jeg har hørt, at Erling Jepsen og Ida Jessen også er på trapperne med nye historier. Se litteratursidens liste om litteratur fra provinsen.

Tendensen med grumme historier fra provinsen har også længe gjort sig gældende på det store lærred. På TV er det Lolland, der dominerer. Der er ikke så langt ned fra København.

 

Der var så dejligt ude på landet 

Der var engang, hvor der var så dejligt på landet. Idyllisk og fuld af grønne marker, fuglekvidder og glade mennesker.

Jeg er vokset op i provinsen, kan jeg afsløre, men det var før det blev Udkantsdanmark, og dengang solen altid skinnede. Per Flys film Bænken er inspireret af et af byens boligkvarterer, så der var også steder, hvor solen havde længere ned. Her var der ingen fædre, der lignede Dan Turèll, men de havde til gengæld ofte deres unger med på værtshus.

Jeg kan godt lide litteratur og film, der ikke har et romantisk eller ideologisk ærinde, men som ønsker at vise, hvordan livet også er. Jeg bryder mig dog ikke om stereotypier, og her skal man selvfølgelig passe på med begreber som Udkantsdanmark og provinslitteratur. Der er stadig dejligt på landet, og det er ikke alle der drikker bajere dagen lang og går i fritidssæt i REMA 1000.

Provinsen skal nok snarere ses som en slags værktøj i fortællingen til at beskrive noget, der virker fremmed. Mere eksotisk end Valby.

Derudover har provinslitteraturen det drive som kommer af at længes væk, som jeg startede mit indlæg med. Denne længsel kendes naturligvis også i storbyens baggårde.

Fløj du så vidt over lande
Og voksede du fra din ven
Jeg er din barndomsgade,
jeg kender dig altid igen

(Tove Ditlevsen/Barndommens gade)