Highlights på Louisiana Literature 2014

Oprettet: 20.08.2014 - 16:04

Litteratursidens anmelderredaktør guider til de bedste oplevelser på Louisiana Literature, som finder sted fra torsdag den 21. – søndag den 24. august.

Louisiana Literature har ligeså stille udviklet sig til at være en af mine absolutte favoritter blandt årets mange litteraturbegivenheder og noget, jeg skal til år efter år. Det skyldes ikke kun, at jeg bor fem minutter fra Louisiana og derfor føler mig rigtig godt hjemme. Det skyldes også, at Louisiana Literature ikke alene byder på klassiske interviews, forfattersamtaler og oplæsninger men også altid har forskellige performances, musik og lydture på programmet. Man kan på mange måder se, at det er en Louisiana-begivenhed: Klassisk uden at være tandløst, eksperimenterende uden dog at sætte nogen nye litterære dagsordener. Og så kan festivalen trække publikum til i mængder.

Programmet er som altid spækket med prominente forfattere fra ind- og udland, og i år kan man møde udenlandske litterære stjerner som blandt andre Margaret Atwood, Sjón, Michael Ondaatje, Lydia Davis, Joyce Carol Oates, Péter Esterházy og Daniel Kehlmann og aktuelle danske forfattere som Helle Helle, Dy Plambeck, Katrine Marie Guldager, Pia Juul og mange flere.

Jeg ved, at jeg kommer til at spæne fra sal til sal og fra scene til scene, for der er flere programpunkter sideløbende, og det kan være svært at vælge – og vælge fra. I år glæder jeg mig dog særligt til at opleve:

Teju Cole (NG/US)
Sidste år på dette tidspunkt slenterede jeg rundt i New York og udforskede byen til fods. Det gør hovedpersonen i Teju Coles meget roste roman, Åben by, også. Den handler om en ung psykiater, som særligt ved aften- og nattetide vandrer gennem New York og taler med de mennesker, han møder. Litteratursidens anmelder kalder bogen ’fortryllende og fascinerende’, så jeg skal bestemt høre, hvad denne afrikansk-amerikanske forfatter har at sige.

Balkon Scenen torsdag kl. 18.30, Park Scenen lørdag kl. 16.30 og søndag kl. 12.30

Athena Farrokhzad (SE)
Athena Farrokhzad er den svenske digter og kritiker, som med sin anmeldelse af Yahya Hassan kickstartede en heftig debat ved at problematisere, at Hassan skriver om patriarkalsk vold blandt indvandrere. Det kan misbruges politisk, og derfor vil Farrokhzad selv undlade at skrive om den slags erfaringer. Efterdønningerne fra debatten har ikke lagt sig endnu, og nu udkommer så Athena Farrokhzads egen debut som digter. Bogen hedder Vitsvit og er bygget op omkring stemmer fra en familie, som taler til en datter. Det er en kompleks samling digte, som man kan høre Athena Farrokhzad læse op af. Det glæder jeg mig meget til, og der er sikkert en klar pointe i, at det nu er poesien, der er i centrum, men jeg synes nu alligevel, det havde været interessant med et interview med den markante svenske digter også.

Balkon Scenen fredag kl. 16.00

Maja Lee Langvad (DK)
Athena Farrokhzad optræder sammen med den danske forfatter Maja Lee Langvad, og det giver god mening. Langvad har også blandet sig i debatten om, hvem der kan sige hvad og hvordan. Men hvor denne såkaldte ’hvidheds-debat’ ind imellem kan synes lidt abstrakt og svær at få hold på, så er Maja Lee Langvads seneste værk Hun er vred ekstremt konkret. Bogen er et vidnesbyrd om transnational adoption, og den blander personligt traume og politiske indhold på en måde, jeg ikke har set før. Det er den bog, der har gjort størst indtryk på mig i år, og derfor skal jeg naturligvis høre Maja Lee Langvad læse op. 

Balkon Scenen fredag kl. 16.00

Herta Müller (RO/DE)
- Du skal læse Herta Müllers Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Det er en helt ny måde at bruge sproget på, det er utroligt, jeg troede ikke det var muligt at gøre det i en roman, sagde en af mine venner til mig for nylig i et meget begejstret og overbevisende tonefald. Hun er litterat og en af de mest kritiske læsere, jeg kender, og derfor er den en af de næste bøger, jeg kaster mig over. På dansk er netop genudgivet Mennesket er en stor fasan i verden, som ifølge Litteratursidens anmelder er en 'grum, grusom og tragisk roman om sørgelige skæbner i Ceaucescus Rumænien', og hun kalder den et mesterværk, man bør læse. Om jeg når de to bøger inden Louisiana Literature, er nok tvivlsomt, men jeg skal i hvert fald helt sikkert møde den særegne og hyldede forfatter, nu hvor jeg har muligheden for det.

Park Scenen søndag kl. 15.30

Christina Hesselholdt (DK)
Jeg hørte for mange år siden Christina Hesselholdt læse op af Camilla and the horse, og det var virkelig morsomt på den ret underspillede måde. Jeg er glad for Hesselholdts forfatterskab, men af en eller anden grund er jeg aldrig kommet i gang med Camilla-tetralogien, som det er blevet med den fjerde bog om Camilla og co., Agterudsejlet hedder den. Ikke før denne sommer, hvor Camilla og Charles og de andre skønne personager har fulgt mig på min sommerferie. Og hvilken fryd! Jeg skal naturligvis høre Hesselholdt igen, når hun læser op søndag.

Balkon Scenen søndag kl. 13

Herbjørg Wassmo (NO)
Herbjørg Wassmo var en af de forfattere, hvis litteratur for alvor åbnede døre indtil nye verdener for mig, da jeg som helt ung gik i gang med voksenlitteraturen. Jeg husker ikke handlingen, men jeg husker den knugende fornemmelse, da jeg læste Huset med den blinde glasveranda. Siden blev jeg meget begejstret for Dina-trilogien men har i mange år ikke læst noget af Wassmo. I den nye selvbiografiske roman, Disse øjeblikke, kan man blandt andet læse om forfatterens egne smertefulde incestoplevelser. Wassmo optræder to gange på Louisiana Literature. Jeg vil gå efter at opleve hende søndag i samtale med svenske Lena Andersson, som modtog Augustprisen for Brugstyveri. Der er ’en roman om kærlighed’, og det er ikke den ukomplicerede og lykkelige af slagsen. Wassmos selvbiografiske roman fortæller også om forlist kærlighed, så mon ikke dette er temaet for denne samtale? Et interessant match er det i hvert fald.

Koncertsalen fredag kl. 14 og søndag kl. 14 (i samtale med Lena Andersson)

Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup (DK)
De tre seje kvinder udgav tidligere på året det mageløse værk, fællesbogen Frit flet, som jeg slet ikke er færdig med at fordybe mig i. Digte, logbøger, fotos, interviews og meget andet blander sig på siderne, og gennem bogen – der er lækker som et glittet magasin – løber en diskussion om køn og feminisme på en på samme tid alvorlig og humoristisk måde, som jeg kan forholde mig til. Jeg glæder mig til at opleve de tre dels i samtale og dels med en performance.

Park Scenen torsdag kl. 20.30 og Villa Scenen lørdag kl. 15.15

Lydtur 2014
Hvert år producerer Louisiana Literature en række lydture, som kan opleves med en iPod i ørerne. Det er den talentfulde radiomand, digteren Pejk Malinowski, som står bag de litterære lydværker, som er lyduniverser bygget op omkring forskellige forfatteres tekster til steder og kunstværker på Louisiana. I år er det blandt andre Theis Ørntoft, Christina Hagen og Teju Cole, man kan gå på lydopdagelse med. Ud over at være en interessant indgang til et kunstværk kan lydturene også fungere som et dejligt afbræk i festivalen, hvor man med høretelefoner i ørerne kan isolere sig en smule fra støj og menneskemasser og fortabe sig i en anden verden for en stund.

Lydturene på iPods samt kort med placering udleveres i museets indgang. Lydturene kan også opleves på din mobiltelefon på louisiana.dk/lydtur.

Hanne-Vibeke Holst i samtale med Nielsen (DK)
Det er det underligste match nogensinde, og præcis derfor er jeg nødt til at høre, hvad der kommer ud af samtalen mellem Hanne-Vibeke Holst og Nielsen. At sætte to så vidt forskellige forfattere sammen er et meget fint eksempel på, hvordan festivalleder Christian Lund ikke altid vælger det oplagte og sikre, når han kuraterer programmet, og det er sådan noget, som er med til at vække i hvert fald min nysgerrighed. Jeg håber, der kommer nye sider frem af de to forfattere, som et interview med dem hver især ikke ville kunne lokke frem, men det må komme an på en prøve.

Koncertsalen, søndag kl. 12.00

Skammens Vogn (DK)

Hvis jeg holder helt til søndag eftermiddag, så skal jeg bestemt til koncert med Skammens Vogn, som afslutter årets program på Louisiana Literature. Sanger og sangskriver i bandet er digter Nikolaj Zeuthen, og jeg fornærmer vist ingen, når jeg siger, at det ikke er hans store vokalpræstation, som gør musikken værd at lytte til. Det er derimod et finurligt og tankevækkende tekstunivers fremført på meget charmerende vis og med iørefaldende popmelodier. Tjek også bandets seneste album, Asfalt, ud!

Villa Scenen søndag kl. 17

Læs hele programmet her: http://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Husk at du er velkommen til at dele dine egne oplevelser fra Louisiana Literature her på Litteratursiden. God fornøjelse!