Yahya Hassan – nu også som digtsamling!

Oprettet: 15.10.2013 - 10:50

Digteren, som alle vil have en bid af, debuterer på forlaget Gyldendal. ’Yahya Hassan’ hedder den digtsamling, som allerede nu er blevet en af de mest omtalte nogensinde i Danmark.

I marts i år stiftede jeg for første gang bekendtskab med digteren Yahya Hassan. Det var til et seminar i Aarhus om litteratur og kunst, dagens program var ved at være slut, og nu ventede festaften og koncert med den danske digter og musiker Lars Skinnebach og hans trio. Stemningen var god, folk snakkede og drak fadøl, og på et tidspunkt introducerede Lars Skinnebach en ung digter. Jeg havde aldrig hørt om ham før og var ikke videre opmærksom, før denne person begyndte at læse op af sine tekster. Med ét rettedes al opmærksomhed i salen mod scenen og den rytmiske og insisterende poesi, der strømmede fra den unge digter. Jeg havde den aften fornemmelsen af at have hørt noget, jeg ikke havde hørt før, og det blev ved at rumstere i mit hoved længe efter. Ordene, rytmen, kroppen, vreden og den insisterende henvendelse.

Den unge digter var Yahya Hassan, den forløbne uges mest omtalte mand, som på torsdag udgiver sin første digtsamling. Sidste lørdag bragede han som bekendt igennem i den danske medieoffentlighed i Politiken-artiklen med overskriften ”Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation”, hvori den 18-årige Yahya Hassan fortæller om en barsk opvækst i Aarhus Vest og langer hårdt ud efter sine forældres generation og det, han selv betegner som råddenskaben i ghettoerne. Herefter rullede lavinen, medierne flød over med historier, og hovedpersonen selv blev lige dele hyldet og udskældt og endda udsat for dødstrusler.

Jeg har siden den marts-aften i Aarhus fulgt Yahya Hassan på afstand – jeg noterede mig med interesse, at han blev optaget på Forfatterskolen, og da jeg så hans navn dukke op blandt Gyldendals kommende udgivelser, glædede jeg mig til at se hans poesi på tryk. Den korte optræden på scenen i Aarhus havde gjort indtryk, og jeg var derfor også én af de mange mange, som delte føromtalte Politiken-artikel på Facebook sidste lørdag. Den artikel har meget sigende i øvrigt skrevet historie ved at være den mest delte på pol.dk nogensinde.

Da jeg trykkede ’anbefal’ under artiklen, skete det ud fra en umiddelbar og spontan begejstring over, at her var en ung digter, som taler ind i sin samtid med en stærk stemme. ’Se ham alle sammen, hør ham’, havde jeg lyst til at sige. Men min begejstring over opmærksomheden, som bare syntes at fortsætte og tage til, blev hurtigt vendt til tvivl. Selvom man sjældent - for ikke at sige aldrig - har hørt om en dansk digtsamling, der fik den slags omtale, endda før den var udgivet, trængte spørgsmålet sig alligevel på, om det her var den rigtige måde, digteren kom til orde på. Ved at blive ’integrationsdebattens nye superstar’, som Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, skrev i lørdags i det, som var et langt (for)svar på det retoriske spørgsmål, som han selv stiller, nemlig: ”Svigtede vi som avis Yahya Hassan ved at lade samfundskritikeren komme til verden i vores fælles bevidsthed, før digteren gjorde det?”

Det er variationer af det spørgsmål, som mange, inklusive jeg selv, har stillet den seneste uges tid, og som også (nogle) medier har reflekteret over. Der findes ikke noget entydigt svar på de spørgsmål, og det er blandt andet det, som gør forløbet omkring den unge digter så tankevækkende. For hvem kan tillade sig at afvise ham som debattør, hvis han har noget på hjerte, som han gerne vil sige højt? Der synes nu alligevel at være gode grunde til nu at dreje fokus lidt væk fra Yahya Hassan som debattør og i stedet begynde at interessere sig for hans digte. Ikke som et appendiks, der illustrerer en problematik, men som kunst i egen ret. For mig at se handler det nemlig ikke om, at ”den enorme forhåndsinteresse ikke vil skade hans forfatterskab det mindste”, som Jes Stein Pedersen formulerer det. For mig at se handler det om, hvordan vi begriber de erfaringer, som Yahya Hassan skriver frem i sine digte.

Det er som om, der sættes en modsætning op mellem kunst og debat. Digtene bruges som en slags illustration til den ’rigtige’ debat, som er den man har med Martin Krasnik i Deadline-studiet. Men udsagn i en tv-debat kan man argumentere imod eller afvise som sandt eller falsk, alt efter hvor man selv står. Et digt kan man ikke erklære sig enig eller uenig i, og erfaringer formidlet i et kunstnerisk værk står langt stærkere end enhver tv-debat. Litteraturen berører os på en anden måde ved at kultivere vores forestillingsevne. Ved at læse digtene får vi et unikt indblik i livet i et miljø og en familie, som vi ikke ellers ville have adgang til, og gennem litteraturen kan vi forsøge at sætte os i andres sted og prøve at forstå dem. Derfor glæder jeg mig også til, at digtsamlingen nu – endelig, endelig – udkommer i denne uge. Spørgsmålet er, om medierne vil interessere sig tilsvarende meget for Yahya Hassan som kunstner som de har gjort for ham som debattør. Man har jo lov at håbe.