Dovenskab og sentimentalitet

Oprettet: 12.08.2013 - 23:22

At jeg næsten kun læser børnelitteraturens klassikere med mine tre drenge beror vist desværre ikke alene på en kvalitetsvurdering. Opsang til mig selv.

Ligesom for en masse børn landet over var det i dag første skoledag for min næstældste søn, som skulle starte i børnehaveklasse. Da børnene var budt velkommen og fordelt i klasserne, var der oplæg for os nye forældre om skolegangen, og vi blev blandt andet mindet om, hvor vigtigt det er at læse med vores børn. Utjekket på alle mulige andre punkter som jeg er, følte jeg mig trods alt lige dér på ret sikker grund, for jeg har altid læst meget med mine børn. Jeg vil hundrede gange hellere sidde fordybet i et fiktivt univers i en bog end at skulle lege sørøver eller bygge Lego, så når jeg får lov at bestemme, ender det tit med hyggelæsning i sofaen.

Jeg har altid selv været glad for at læse, og når det kommer til litteratur, er jeg som udgangspunkt ikke ret kræsen. Det betyder langt fra, at jeg kan lide alt, hvad jeg læser, men jeg smager på det meste, og jeg læser både faglitteratur, fiktion, poesi, biografier, erindringer, essays, klassikere og (en sjælden gang, men dog alligevel) en knaldroman. Jeg læser nyt som gammelt, smalt som mainstream, og min læsning er drevet af nysgerrighed og (en relativ) åbenhed. Men det slår mig, at jeg ikke er nær så god til at variere valget af bøger til mine børn, som jeg er til mig selv.

Herhjemme er vi netop gået i gang med Kenneth Grahames klassiske britiske børnebog ’Vinden i piletræerne’ fra 1908, og ellers har godnatlæsningen de seneste måneder stået på ’Den berømte Odysseus’ (1988), som er Villy Sørensens gendigtning af Homers ’Odyssé, ’Matilda’ (1988) og ’Charlie og chokoladefabrikken’ (1964) af Roald Dahl, ’Løven, heksen og garderobeskabet’ (1950) af C.S. Lewis og ’Orla Frøsnapper’ (1967) af Ole Lund Kierkegaard. Andre elskede børnebøger i vores hus er de hylemorsomme historier af Kim Fupz Aakeson og Jakob Martin Strid, og så læser vi naturligvis jævnligt Alfons Åberg, Cykelmyggen Egon og Cirkeline, mens vi også løbende gæster Astrid Lindgren, Torstein Thomsen, Thorbjørn Egner og Halfdan Rasmussens tankevækkende og finurlige universer.

Selvom bøgerne er meget forskellige, er der i det store og hele tale om allerede kanoniserede værker. Det er litteratur, som har status af klassikere eller nyklassikere, og med få undtagelser er det bøger, jeg selv har læst eller fået læst højt i min barndom. Det er alle gode bøger. Nej, det er alle virkelig gode bøger, det er fantastiske bøger, og det er naturligvis også derfor, jeg læser dem for mine børn. Men det er nok desværre ikke hele forklaringen. Kvaliteten er naturligvis vigtig, og med de her bøger går man ikke galt i byen. Men nok så afgørende for valget af godnatlæsning er også, at vi har de bøger. Enten har jeg dem fra mit eget barndomshjem, eller også har vi fået dem foræret, for voksne elsker af en eller anden grund at forære bøger væk, som de selv har fået læst eller har læst højt for deres egne børn. Og så kender jeg dem og behøver ikke at gå ud og opsøge nye forfatterskaber eller bøger.

Og det er der jo for så vidt ikke noget i vejen med, men alligevel! Ville jeg selv lade mit valg af litteratur styre af lige dele kvalitetsvurdering, dovenskab og sentimentalitet? Aldrig. Det fine ved klassikere er naturligvis – og det er jo grunden til, at vi bliver ved med at vende tilbage til dem – at de siger os noget på tværs af forskellige tider, og derfor vil jeg helt sikkert blive ved med at læse de klassiske børnebøger for mine børn. Men jeg må også minde mig selv om, at verden i dag ser anderledes ud end den gjorde, da jeg var barn, eller da mine forældre eller bedsteforældre var børn for den sags skyld. Der kan derfor være en pointe i at opsøge og læse nogle af de ganske fremragende nyere børnebøger, som jeg ved er derude. Bøger, som beskriver universer, der ligger tættere på den verden, mine børn vokser op i. Samtidig behøver alle bøger heller ikke være lige fantastiske og formfuldendte litterære værker, for man kan også sagtens blive klogere på sig selv og på verden ved at læse bøger, som ikke nødvendigvis er på niveau med Pippi-bøgerne og ’Halfdans ABC’. Der er jo præcis ved at læse megen meget forskellig litteratur - og ikke nødvendigvis altid noget, man synes om - at man kan udvikle og lære sin egne litterære smag at kende.

Jeg ved det jo egentlig godt. Derfor lad det være min opsang til mig selv og min personlige lektie for det kommende skoleår: Mindre dovenskab og sentimentalitet og mere nysgerrighed - også når det gælder børnelitteratur.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • frederikbjerrea...

    tir, 13/08/2013 - 12:34

    Godt blogindlæg - kunne litteratursiden ikke lave en konkurrence/diskussion for brugerne om de bedste nye børnebøger, fx. efter 2000?

  • Lise Vandborg -...

    tir, 13/08/2013 - 14:05

    God ide. Her på redaktionen er vi meget optagede af udviklingen inden for børnelitteratur, og vi planlægger faktisk inden for det næste halve år at publicere et stort tema om nyere børnelitteratur. I den forbindelse vil det være oplagt med en dialog om de bedste børnebøger, der er udkommet inden for f.eks. de seneste fem eller ti år.