Når bogen opsluger en...

Oprettet: 07.09.2014 - 12:09

Øjnene hænger nede ved knæene. Under dem er poser så store som efter indkøb til en uge i Bilka. Samtidig er de røde og hævede, så man tror jeg lige er kommet fra en begravelse. Søvn blev det ikke til meget af, selvom jeg ellers praler af at gå i seng i ordentlig tid og få min skønhedssøvn. 

Det glippede i nat. Intentionen var der ellers, og faktisk var jeg også faldet lidt hen på sofaen inden jeg rejste mig for at gå i seng. Jeg skulle ikke læse, når jeg havde lagt mig for at sove. Men måske vidste jeg godt, hvilken vej det bar...

Jeg skulle bare liiiiige læse et par sider mere for at finde et "naturligt sted at stoppe". Ja hallo!!!! Det er lidt som at få min søn til at stoppe med at spille computer, når vi skal spise - nærmest en umulighed pr. definition. 

Faktisk manglede jeg ikke så meget igen. Bare de sidste godt hundrede sider, eller måske var det tættere på 200, jeg husker det ikke så godt. 

Og så var det, at der skete det, som var uundgåeligt... Jeg blev slugt, helt og aldeles. Følelsen af at blive grebet af lange, altsomsluttende arme, som hiver én ind i ordene, bogstaverne, universet, personernes tanker, følelser og liv. Den der følelse af at glemme alt andet. Glemme, at det faktisk er midt om natten og at jeg burde sove. Glemme, at mine øjne (og krop i øvrigt) vil tage revanche - big time. Glemme, at jeg faktiske bliver nødt til at sove fordi jeg har forpligtelser næste morgen. Glemme alle de ting, som bekymrer mig. Bare glemme...

Det er en af de bedste følelser i verden. At glemme mig selv i en bogs selskab. Mærke personerne så meget, at tårerne flyder ned på puden, tørres i ærmet af nattrøjen eller med bagsiden af hånden. Meget få ting kommer i nærheden. Helt og aldeles fantastisk.

... Og så kan make-up gøre meget, ligesom jeg nok skal sørge for at komme tidligt i seng i aften. Med mindre, selvfølgelig, en ny bog presser sig på!