Takt og tone (i mødet med en forfatter)

Oprettet: 26.11.2010 - 10:00

Til middagsselskaber spørger jeg ofte meget og nogle gange dumt. En gang fik jeg en langturschauffør til minutiøst at forklare mig, hvordan hans lastbil var indrettet. Han havde aldrig oplevet sådan en interesse for så ligegyldig en del af hans hverdag og blev hurtigere træt af samtalen, end jeg gjorde. En anden gang handlede det om elgjagt, og om hvor mange kræfter det helt præcis kræver at flå skindet af et dødt dyr. Eller om hvordan det føles at have hænderne helt inde i et operationssår.  Jeg prøver at være nogenlunde opmærksom på folks ansigtsudtryk og skifte emne, når deres øjne begynder at flakke. Men når jeg først får den tanke, at jeg måske kan bruge det i en bog, indrømmer jeg, at jeg kan have svært ved at give slip.

Andre gange spørger jeg garanteret om præcis det samme, som alle andre spørger om, når folk fortæller, at de laver lige præcis det, de laver. Jeg spørger pædagoger, om de synes de får tid til deres pædagogiske arbejde i en tid med nedskæringer. Spørger skolelærere om de aldrig bliver trætte af andre folks børn. Spørger hundefrisører om det virkelig er nødvendigt at studse pelsen på de firbenede. Jeg forestiller mig at de nogle gange bliver trætte af den slags spørgsmål, men de opstår alligevel automatisk og uopfindsomt.

Jeg har en bekendt, der er psykiater, og når han fortæller det, er der mange, der bare siger: Uha. Min veninde, der er læge, skal godt nok høre meget om, hvor dårligt moster Gyda og onkel Heino er blevet behandlet på offentlige hospitaler. Nogle gange får hun også spørgsmål, som folk måske burde gemme til en fortrolig samtale med deres egen praktiserende læge. Og jeg mødte engang en bedemand, som var begyndt at sige, han var ekspedient i Netto for at undgå at se væmmelsen i andre menneskers ansigter.

Der er jo mange af os, der gør det. Stiller spørgsmål som ikke ligefrem får samtalen til at glide, men snarere til at humpe og hakke og forhåbentlig komme i gang alligevel. Derfor er nedenstående ikke surt eller fornærmet ment. Betragt det snarere som en lynmanual i forfatter-samtale-etikette. Og lad for Guds skyld være med at føle dig ramt, hvis det ikke er dig, jeg skriver om.

Hvad tjener du, hvad er din årsløn? Jeg mener: Kan man overhovedet leve af det? Jamen, så prøver du vel hele tiden at skrive en bestseller? Det var måske en idé at skrive en krimi i stedet for at skrive digte? Jeg læser aldrig, men det er ikke fordi, jeg ikke kan lide bøger, jeg har simpelthen bare ikke tid, det er lidt sådan en luksusting, ikke? Jeg har også altid gerne ville skrive en bog, når jeg en gang får tid, så gør jeg det helt sikkert. Hvad mener du egentlig om Forfatterskolen? Er det ikke helt fjollet at tro, man kan lære at skrive? Det handler vel bare om talent og det kan man ikke lære, vel?

Prøv som et eksperiment at erstatte ordet forfatter med din egen profession. Forestil dig at det var usædvanligt og eksotisk at være pædagog eller lærer eller tandlæge eller hundefrisør. Og forestil dig så at det automatisk gav folk lov til at spørge til din indtægt, antyde at det du bruger din tid på er en privilegeret luksusbeskæftigelse, og at de i øvrigt selv kunne gøre det samme, hvis de bare havde tid (uden forudgående uddannelse eller særlig øvelse, naturligvis).

Det er helt garanteret godt ment. Oprigtigt og interesseret ment. Det er let at besvare spørgsmålene, når det går godt, og det er meget enklere, når der er nogen der rent faktisk kender ens bøger eller i det mindste har hørt om dem, end når det modsatte er tilfældet. Men når man tænker på, hvor få eksemplarer der f. eks bliver solgt af virkelig, virkelig gode digtsamlinger i Danmark, er det let at regne ud, at der findes mere end en håndfuld helt igennem talentfulde mennesker, der har valgt en tilværelse med usikker indtægt og uendelige, ensomme arbejdsdage, som synes, det er ganske usjovt, at skulle forhøres om produktivitet og økonomi ved det ene middagsselskab efter det andet.

Da jeg var helt ung begik jeg den fejl at føle mig forpligtet til at svare. Senere fandt jeg på nogle standardsvar i enstavelses-afdelingen. Ja f. eks. eller Aha og OK. En af mine rigtig gode venner er så træt af det, at han på spørgsmålet: Kan du leve af det? altid svarer: Nej, det er ved at slå mig ihjel.

Det minder lidt om, når man er gravid. Så ryger alle bordherrers og borddamers hæmninger. Så skal man belæres om, hvad der venter en (af hårdt arbejde og mistet nattesøvn, aldrig om livslang kærlighed og stor glæde). Man forventes at ville svare på, hvor meget man har taget på, og hvor det har sat sig. Man er så godt som tvangsindlagt til endeløse og ofte uinteressante fødselsberetninger. Og ikke mindst til at høre om alt det, der kan gå galt i en sådan grad, at det næsten kommer til at virke som et rent lykketræf, at man kan støde på sunde, raske og levende mødre og børn.

Kunne vi ikke prøve at spørge hinanden om noget andet? Noget der fortæller mindre om os selv og mere om interessen for andre. Man behøver ikke lade som om man forstår, at nogen vælger at være forfatter, hvis man virkelig ikke gør. Det behøver heller ikke være klogt og litterært eller intellektuelt og følsomt og alvidende. Åbne, oprigtige og overvejende positive spørgsmål virker. Ligesom i alle mulige andre sammenhænge. Og hvis samtalen ender med at være så vellykket, at den må gentages, får du garanteret svar på økonomispørgsmålene hen ad vejen. Muligvis i en sådan grad, at du ville ønske, du aldrig havde spurgt. For det er af indlysende grunde et ømt punkt for mange forfattere og andre kunstnere. Så meget desto mere behøver man ikke hamre hælen i lige dér ved allerførste møde.