Jan Sonnergaard in memoriam

Oprettet: 24.11.2016 - 16:19
Danmark har mistet en af nyere tids bedste og mest markante forfattere.
 
Jan Sonnergaard døde pludseligt den 21. november under en rejse til Beograd, hvor han skulle promovere sine bøger. Forfatteren mødte ikke op til et arrangement som aftalt og blev fundet død i den lejlighed, som forlaget havde stillet til rådighed for ham.

Jan Sonnergaard dødeaf et hjerteslag og blev kun 53 år gammel.

I 1997 debuterede Jan Sonnergaard med novellesamlingen ”Radiator”, der høstede gode anmeldelser og endte med at sælge over 100.000 eksemplarer. Novellerne handler om hvordan de marginaliserede og utilpassede levede i 1990´ernes Underdanmark og forfatteren gav dermed udsatte mennesker en stemme, som få andre forfattere havde formået at give dem. 
 
”Radiator” blev efterfulgt af yderligere to novellesamlinger, nemlig ”Sidste søndag i oktober” (år 2000), der handler om middelklassens værdier og ”Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen” (år 2003), der beskriver den kynisme man kan finde hos overklassen i Nordsjælland, hvor penge og status er Gud og hvor menneskets værdi afhænger af indtægt, uddannelse og status. Jan Sonnergaard havde ikke meget til overs over for den kynisme og egoisme, der bredte sig i samfundet og man kunne tydeligt mærke harmen i hans bøger - men man kunne også mærke næstekærligheden og sympatien for de mennesker, der af en eller anden grund var kommet galt afsted og havnet på livets skyggeside.

Forfatteren nåede desuden at skrive endnu en novellesamling ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer” (udgivet 2013) og to romaner: ”Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” (udgivet 2009) samt ”Frysende våde vejbaner” (udgivet i 2016).

 
Jan Sonnergaard ændrede dansk litteratur. Han var en ener og jeg synes ikke han fik den omtale han med rette havde fortjent.

Hans noveller var ofte sorte og barske, men sympatien for samfundets svageste var klart til stede – og så var hans personer ofte beskrevet med en barok humor. Et eksempel er fra romanen ”Frysende våde vejbaner”:
 

Det kan da godt være, at jeg har det ad helvede til, men jeg har da i det mindste ikke fængselstatoveringer langt op ad halsen (...) Det kan da godt være, at jeg er fordrukken, men jeg er da i det mindste ikke så opløst som ham sutten ovre i hjørnet. Og mine fortænder har jeg stadig”. Selvsamme hovedperson beskriver sin lejlighed i yderkanten af København som sit ”vomitarium”, det udtryk griner jeg stadig af her et år efter at have
læst ”Frysende våde vejbaner”.
 
Lige så barske og sorte som forfatterens tekster kunne være, lige så åben og gavmild var forfatteren når man mødte ham til forfatterarrangementer. Jan Sonnergaard omtalte ofte sig selv som Søde-Jan -  og han var både varm, engageret og interesseret når man henvendte sig til ham. Han var ægte, han var generøs, han var direkte
og han var en levemand - og han var altid værd at lytte til og tale med.
Nu er Søde-Jan her ikke mere, de svage har mistet en fortaler og det litterære Danmark har mistet en lysende stjerne, der ikke kan sammenlignes med nogen anden. Jan Sonnergaards død var overraskende og noget af et knytnæveslag i ansigtet, men hans bøger lever videre og vil forhåbentlig fortsætte med at inspirerenye læsere i
mange år fremover.
 
Hvil i fred, Søde-Jan, du gjorde et fornemt arbejde som forfatter og menneske – du er allerede savnet.