Hvordan sproget fylder hullerne ud

Oprettet: 25.08.2015 - 11:44
Anne-Cathrine Riebnitzsky

Om Anne-Cathrine Riebnitzsky: ”Forbandede Yngel”
”Din torsk! Ord er en slags sammenfoldede øjeblikke, vi kan kaste mellem os”. Marie er desperat. Hun er 13 år og på vej til at blive forladt af sine tre ældre søskende, der alle er på vej ud i verden og væk fra barndommens rædsler og urimeligheder, væk fra forældrenes evige terror vendt mod hinanden og vendt mod børnene. Sagt med storesøsteren Lisas ord, som er romanens hovedperson, så er ammunitionen i husets ikke blot tæsk, men også ord. Ord kan være tæsk i sig selv, som da Lisas mor i et hadefuldt øjeblik ikke magter rengøringen og skriver ”Sosvin” og ”Dorske” overalt i støvet på datterens værelse, eller ord kan udløse fysisk vold. Et tilsyneladende uskyldigt forslag om en tur i Legoland udløser et familieslagsmål, hvor faderen i mangel på ord må tage sin fysiske overlegenhed i brug for at fastholde sin magt. Ord er løgn, og ord er desperate forsøg på at redde sig ud af en forkrampet og ulidelig situation. Man lærer at sige, hvad der forventes blot for at få fred, men den indre uro vokser til en helt ubærlig dimension. Hvad siger man til sin mor, når man besøger hende på sygehuset efter et selvmordsforsøg, hvor hun efterfølgende må ligge i sengen skambidt af en hund, stinkende og med fråde om munden. En sygeplejerske kommer med et velmenende, men fuldstændig malplaceret råd om, hvordan Lisa kan nå sin mor med ord: ”Mor, jeg vil gerne have en bedstemor til mine børn engang”. Det sidste, Lisa ønsker, er at blive mor, for ”mor” er blevet så udhulet og et betændt et ord, at hun aldrig vil kunne bruge det om sig selv. Som voksen formår Lisa at sætte ord på barndommens kaos.

Romanen er struktureret som en mundtlig fortælling. Lisa sidder i flyet på vej hjem fra sin seneste udsending i Afghanistan. Anledningen er tragisk: Lillesøsteren Marie har forsøgt selvmord, men flyrejsen bliver forløsende. Lisa kommer til at sidde ved siden af lægen Andreas, og han får hele hendes livshistorie. Ordene ordner sig og beskriver uhyggeligt præcist barndommen evige angst: Der flyder en strøm af sort bræk i mit indre. Alle årene, som en sort flod. Der er en stank i mit indre, en ubeskrivelig stank – af møddingen, af svinene, af min mors bræk på hospitalet, af min brors opkast i baljen ved siden af min. Den sorte strøm i mig er begyndt at røre på sig, at stige, at gå over sine bredder. Jeg er pilrådden indeni. Jeg frygter, at tarmene i min krop en dag holder op med at adskille kød og lort. På sammen måde som jeg ikke længere kan adskille mit voksne liv fra den måde, jeg voksede op på. Ordene og fortællingen om det unævnelige bliver Lisas forløsning, og det bliver et opgør med barndommens mantra om at yde i stilhed. Om at man ikke skal gøre væsen af sig, men holde sig på jorden. Forældrene hører Giro 413, hvor mantraet bliver stadfæstet i omkvædene på alle dansktoppens sange: ”Flyv ikke højere end vingerne bærer…”. Men det gør Lisa både i sin fortælling og helt konkret i sin passion for faldskærmsudspring. Hun kan flyve. Hun er ikke bundet til møddingen derhjemme på gården. Barndommens matrikel kan synes helt isoleret fra omverdenen. Der er aldrig nogen udefra, der griber ind, men igen er det ordene, der skaber luft. Radioen er børnenes livsnerve. Her hører de fortællingen om desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi, der tager den ulige kamp op mod cobraslangen.

Det er vel næppe tilfældigt, at denne historie går rent ind hos børnene, der dagligt kæmper mod faderens vold og urimeligheder. Kim Schumacher på P3 er en øjenåbner, der med sin humor og provokationer udvider børnenes verdensbillede og får faderen til at synes endnu mere forstokket og fastlåst i en svunden tid. Det er ikke uden et glimt i øjet, at børnene vælger en økologisk urne til ham, da han dør. Den repræsenterer en udvikling, han aldrig forstod, og så er den billigst! For penge er der aldrig nok af.

I endnu en leg med ordene bliver børnene født ind i en tilværelse, hvor de er tvunget til at gå i for små sko. Titlen ”Forbandede yngel” optræder en enkelt gang i romanen. Det er legekammeraten Jespers mor, der råber efter Lisas storebror, da han igen har været ophavsmand til ulykker: ”Forbandede yngel”. Men forbandelsen hviler over hele familien: en afstumpet, voldelig far og en maniodepressiv mor, der befinder sig i en konstant offerrolle, hvor børnenes fornemmeste opgave bliver at tage fløjlshandskerne på og pakke hende ind i vat. De gør sig umage, men familien er skrøbelig, og det er blot et spørgsmål om tid før næste ragnarok bryder ud. Og netop ordet umage beskriver så fint familiens konflikt: Det forbandede familieord umage. Vores mor, der altid skal undskylde hvert eneste vellykkede resultat med, at hun har gjort sig umage. Vores far, der sjældent fandt, at noget som helst var umagen værd. Tilsammen var de et umage par.