Just kids

Oprettet: 28.12.2012 - 21:46
Just kids Patti Smith
En af Litteratursidens brugere blogger om Patti Smiths 'Just kids', som hun beskriver som en detaljerig og stemningsformidlende bog.
 
AT LAVE TING INGEN ANDRE HAVDE LAVET FØR
Jeg kan huske, at Johannes Møllehave engang argumenterede for detaljerigdommen i sine memoirer ved at fortælle, at når først man kommer i gang med at TRÆVLE SINE ERINDRINGER OP, har man lagret mange flere ting, end man umiddelbart tror. Det må også være sket for Patti Smith, for det er rimeligt MANGE DETALJER, der er overvintret i hendes hukommelse. Det er fint med mig - memoirer er jo ikke en politirapport! - og i dette tilfælde er 'Just kids' i lige så høj grad en KÆRLIGHEDSERKLÆRING til hendes ungdoms kæreste, ven og soulmate, nu afdøde Robert Mapplethorpe.
 
Bogen beskriver Pattis barndom, hvor en familieudflugt til et kunstmuseum er en 'åbenbaring' ('at mennesker SKABER KUNST, og at det at være en kunstner var at kunne se, hvad andre ikke var i stand til at se', som er gennemgående for hele bogen). Hun beskriver hendes 'flugt' til storbyen New York og det helt afgørende møde med ROBERT MAPPLETHORPE. De flytter sammen og får efterhånden flere og flere strenge at spille på: de skriver, tegner, laver installationer, komponerer, synger og fotograferer.

Kunstnerspirernes FORHUTLEDE LEVEVILKÅR, hvor de med tegningsarkivet under armen trasker fra galleri til galleri, tjener deres få penge på kedeligt rugbrødsarbejde, fejrer noget ved dén dag at vælge det dyre brød og hele tiden pendulerer mellem at TRO OG TVIVLE på dem selv som kunstnere, er godt beskrevet. I det hele taget er det en STEMNINGSFORMIDLENDE bog, hvor man følger parret og deres 'cirkler' i eksperimenter med stoffer, SEKSUALITET og kunstneriske udtryk. Navne droppes uforklarede på personer (Marisa og Berry Berenson, Georges Plimptom, Henry Geldzahler - jeg er blank!), spise- og spillesteder vælter ud af siderne - og kun en brøkdel kunne en læser som jeg placere: Jimi, Andy, William og Allen - Hendrix, Warhol, Bourrough og Ginsberg. De kommer på Warhols 'Factory' og bor en tid lang på Chelsea Hotel og de SAGNOMSPUNDNE STEDER beskrives indefra og styrker periodeskildringen.

Atmosfæren er stærk, godt hjulpet på vej af de ledsagende fotografier - jeg kunne tydeligt fornemme deres mikrokosmiske verden, hvis mening fastholdes bl.a. i dyrkelsen af et RARITETSKABINET: Amuletter, hjemmelavede smykker, lykkefund af billige førsteudgaver i støvede antikvariater og sjældne raderinger.. og deres optagethed af stil og attitude i form af tøj og accessories, som tenderer det krukkede (Patti kan huske hvad hun havde på i mange situationer) - det har det garanteret også været, men når de formår at sætte kunstnerisk blomst på den lange bane, bliver det jo bare cool. Nøgleord som popper op i mit hoved er UNGDOM, FRIHED, DANNELSESREJSER TIL SYMBOLISTERNES PARIS, PERSONLIG UDVIKLING, VENSKAB, KÆRLIGHED, LOYALITET OG SJÆLSFORBUNDETHED.

Rimbaud er Pattis helt - og den veneration mærker man tydeligt -. det er fascinerende og en stærk bidragyder til min forståelse af den skildrede periode. RIMBAUDs hovedværk 'Illuminations' oplyser så vidt jeg ved ikke ret meget, men er noget gedigen SYREPOESI, som inspirerer især Patti. Det er også inden for den grænseoverskridende avantgardisme, at Patti og Robert bevæger sig.

Bogen er en stor kærlighedserklæring fra Patti til Robert, som foldes eksplicit ud retrospektivt i bogens meget RØRENDE EFTERORD. Bogens tilblivelse er en løfte, der bliver indfriet. Den DOBBELTHED kunne jeg godt fornemme: det gode i styrken i deres helt særlige relation kombineret med forpligtelsen til at stå noget igennem, nemlig skriveprocessen. Bogen kunne have haft godt af et forkortende - og præciserende - redaktionsarbejde, synes jeg. Men Patti er en legende, STILL GOING STRONG, og én vil nødigt tilsmudse, men dog gerne være ærlig og troværdig på egne præmisser.
Jeg er ikke noget musikmenneske, og har slet ikke styr på rockhistorie. Efter bagklappens tekst at dømme er Pattis 'HORSES' et af de ti vigtigste musiknumre i rockhistorien - du kan høre det her. Jeg er stået af, men jeg ville rigtig gerne have hørt hende på Louisiana Litteratur Festival i år 2012 - interviewet er lagt ud på den nye LOUSIANA CHANNEL, som er udtryk for Louisianas cool evne til at agere kulturformidlende institution på moderne vilkår - hør det her - karismatisk, råstærk og sympatisk, det er hun!!

Nå, men DR´s Kåre R. Poulsen, som jeg i mange tilfælde deler præferencer og smag med, fremhævede 'Just kids' frem for det de rene barndomserindringer 'Drømmespinderier', så jeg hopper videre nu, men det er en fin bog.

 
Jeg har svært ved at følge op på bloggens oprindelige design, hvor jeg ville genfortælle den anmeldte bogs stærkeste billede i en mundtlig version - det holder altså hårdt :-/ Her kommer i stedet en scene fra bogen, som er stærk:
 
'Horses' er indspillet, men der mangler et coverfoto. Robert skal tage portrættet, og følgende er repræsentativ for bogen, synes jeg. De er på det her tidspunkt ved at have fodfæste som kunstnere, så det rigtigt forhutlede er tilbagelagt, men prøv at mærke efter, om du bliver berørt, for så er bogen helt sikkert noget for dig:
 

'...da vi gik over Washington Square, begyndte himlen igen at blive mørkere. Robert blev bange for, at vi ikke ville nå at fange lyset, og vi løb resten af vejen hen til One Fifth Avenue. Lyset var allerede ved at forsvinde. Han havde ingen assistent. Vi talte ikke om, hvad vi ville gøre, eller hvordan det skulle se ud. Han ville tage det. Det ville blive taget. Jeg tænkte på, hvordan jeg så ud. Han tænkte på sit lys. Det var alt.

Sams lejlighed var spartanske, helt hvid og næsten tom, med et højt avokadotræ uden for vinduet med udsigt til Fifth Avenue. Der hang en kæmpestor prisme og brød lyset op i regnbuer, som strømmede ned ad væggen over en hvid radiator. Robert stillede sig op ved trekanten. Hans hænder rystede lidt, da han gjorde sig klar til at tage billedet. Jeg stod bare. Skyerne blev ved med at glide frem og tilbage. Der skete et eller andet med hans lysmåler, og han blev lidt nervøs. Han tog et par billeder. Han opgav lysmåleren. Der gled en sky for solen, og trekanten forsvandt. Han sagde, 'Du ved, jeg kan virkelig godt lide det hvide i skjorten. Kan du ikke tage din jakke af?' Jeg smed jakken over skulderen, som Frank Sinatra. Jeg var fuld af referencer. Han var fuld af lys og skygge. 'Nu er den der igen', sagde han. Han tog et par billeder mere. 'Nu har jeg det.' 'Hvordan kan du vide det?' 'Det ved jeg bare.' Han tog tolv billeder den dag. Et par dage efter viste han mig kontaktarket. 'Det dér har magien', sagde han. Når jeg ser på det nu, ser jeg aldrig mig selv. Jeg ser os' (253)