PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN

Oprettet: 17.07.2012 - 23:30
Kim Leine: 'Profeterne i evighedsfjorden'
’INTET SKAL FORBLIVE UKENDT’ –  
KIM LEINES NYESTE ER EN OLIETANKER AF EN FORTÆLLING…
…den ligger i Atlanterhavet ’65 grader og 24 minutter nord, 52 grader og 54 minutter vest’. Destination: GRØNLAND. Go get it!
 
Jeg læste Kim Leines ’Kalak’ (2007), og det har ikke været tilsigtet, at jeg ikke siden har haft fat i ham. Jeg ved, at jeg blander ’Kalak’ sammen med Kristian Ditlev Jensens ’Det bliver sagt’(2002), men husker den som ok, uden at særligt meget dog er blevet hængende i de 5 år, der er gået siden. Og allerede for nogle måneder siden sad jeg med ’Profeterne i Evighedsfjorden’ og vejede den op imod Jungersens ’Du forsvinder’. Dengang syntes det mere tillokkende med nutidig geografi og tid og tragisk ulykke i børnefamilien – et noget større identifikationspotentiale end en beretning om en dansk præst, der rejser til Grønland slut 1700tallet og rager uklar med nogle profeter i en fjord. Ikke just BROADCAST-STOF! Men hvor er det godt – virkelig, virkelig godt! 
 
Romanen er egentlig også en KRIMI – den åbner med et mord! Hvis man altså efter 500 sider kan genkalde sig indledningen, for der sker rigtig meget undervejs, og der er meget at holde styr på i PERSONGALLERIETS MANGFOLDIGHED. Den indledes også med en SPÅDOM, for hovedpersonen render på en hermafrodit, som kan spå:

Jeg kan se en masse mærkelige folk der danser oppe i fjeldet. Men kristenfolk er de ikke, tror jeg, de ligner sgu ikke kristenfolk, sorte og beskidte er de, men de er dine venner, og du danser sammen med dem. Og jeg kan se ild.(..) Flammer og ildkugler. I er en mand der kan lide at lege med ilden, præst. Men ilden bider ikke på Jer. I kommer ud af ilden uden så meget som et svedent øjenbryn’ (44)

Det er ikke helt rigtigt, det sidste dér med ilden. Stærkest i mit hoved ligger dog skildringerne fra København, inden Morten Falck får afsluttet sine teologistudier og sejler til Grønland. Det må have fordret en virkelig SOLID RESEARCH, og kombineret med LEINES FANTASI og helt SÆREGNE POETISK-HUMORISTISK-FILOSOFISKE SPROG med en meget FIN INDFØLING i sine personer, er jeg et sted, hvor jeg ikke så tit bliver inviteret ind. Prøv at hør’, associationerne gik til Johannes V. Jensen/KONGENS FALD og Mikkel Thøgersen. Tjek f.eks. den her passage:
 

Morten anstiller betragtninger af den menneskelige natur. Han står i skyggerne, hvilende i sin tryghed af kynisme og desillusion, han iagttager transaktionen mellem handlende og kunder, og varen der udbydes, leveres tit på stedet. Der er mange mænd ude at more sig på en almindelig hverdagsaften, mange af dem fornemme herrer, så vidt han kan se, hvis begær ikke kan rummes inden for et borgerligt ægteskabs rammer (35)

Han ræsonnerer, at i og med at han skal være præst, er det vigtigt, at ’jeg er en af dem for hvem intet i livet er ukendt’ (36). Han kan dog ikke helt holde sig på BESKUERENS DISTANCEREDE PLADS, og da han følger med HERMAFRODITTEN til den plettede madras, krydses i mit litterære reservoir Johs. V. med et historisk ganske vist senere univers hos HERMAN HESSE/Steppeulven – og det er godt at blive mindet om og få genopfrisket universer, jeg engang var fortabt i og som nu laver back-up på nye litterære oplevelser.
 
Leine skaber en verden af lusbefængte parykker, detaljerede og meget visuelle obduktionsprocesser fra kælderen på det medicinske fakultet, overfyldte rendestene og ulmende, sydende og fritsluppet begær, og depraveret seksualitet i form af VOLDTÆGT, SODOMI, INCEST og PÆDOFILI. Intet skal forblive ukendt. Og Morten Falck vil indprente sig det hele og senere skrive det ned, for derpå at kunne forstå det. Det lyder måske af for meget, men det er det ikke – det er fascinerende, VEDKOMMENDE og klogt.
 
Morten Falck er præst og oplysningsmand – og ROUSSEAUS maksime ’Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker’ er den filosofiske understrøm, som løber og genfortolkes gennem hele romanen, fra han lander i København som 26årig med postbåden, til han stævner ud for sidste gang. Andre modsætninger er civilisation/natur/kolonialisme, og PONTOPPIDANIsbjørnen (og ham intet mindre end elsker jeg – tjek forfatterskabets selskab ud her; det er velfungerende med masser af foredrag og årligt tilbagevendende højskole: http://www.henrikpontoppidan.dk/text/hps/) med sin udgangsreplik: ’I har de tyranner I fortjener’ krydser feltet. Du kan købe den her til en billig penge:http://www.antikvariat.net/get/search.cgi?post
 
Flere modsætningspar: kristendom og hedenskab/ateisme: ’frelsen og friheden gennem Kristi lidelser er i bedste fald metaforer for ham, i værste fald kun tomme fraser’ (107). Det er konvention og instinkt. ’Mine behov er ganske normale’ (48), bedyrer Morten, men det kniber med at realisere det almene, selv om banen er kridtet op hele vejen ned til en præstegård på Lolland, endda med VARMBLODIGE Abelone Schultz, der ville have vakt glæde i konsultationerne hos Freud og Jung et solidt århundrede senere, som frue:
 

Morten nikker og forsøger at ligne en tapper bejler. I virkeligheden er det en rolle han tager på sig. Han tænker ikke særligt meget på jomfruen, selv om han ved at han burde gøre det, han ved at det ville være det naturlige at gøre. Men jomfruen er så ren og så ubesmittet. Det er svært at forestille sig at der er noget som helst andet inden under hendes kjole og særk end flere kjoler og særke og en masse vellugt’ (45)

Det er en fin passage, synes jeg. SJOV er denne her, fra en anden sammenhæng: ’Du er ikke død. Du lugter bare grimt’ (360). Og dette er et eksempel på mange fine metaforer: ’Habakuk løfter den ene hånd, og det er som om larmen er en bold han fanger i luften, for der bliver straks stille’ (253)
 
Den her er også lidt Johannes Jensensk a la Himmerlandsfortællinger:
Da han følger efter faren over gårdspladsen, er han stadig ikke blevet ønsket velkommen hjem. Han indser, at tidspunktet er forpasset’ (468)
 
Eller den her, som er LUN og meget LEINESK, har jeg fundet ud af, og jeg er vild med det:
’Han mærker, at tarmen lytter med på smedens opremsninger’ (122)
 
Og så den her, som også Johannes V. vist lytter med på:
’Og så er der enken. Han vil ikke tænke på enken. Men han kan mærke, at enken tænker på ham’ (113) 
 
Godt, bedre, BEDST – første del gjorde det største indtryk på mig, og jeg tabte lidt højde i sidste halvdel. Men kun lidt. Leines fjerde udgivelse får fuldt fortjent 5 af littleaks reading-my-eyes-into-letters.
 
Og så lidt BONUSSERVICE fra din anmelder på littleaks.dk:
 

Fra bloggen www.littleaks.dk