God til læsekredsen!

Oprettet: 04.04.2014 - 16:14

”Hjertet slår og slår” af Jens Smærup Sørensen, var en oplagt bog for en læsekreds i Himmerland.

  Historieprofessoren Kristian er på vej gennem Himmerland. Han er på vej til sin gamle far, der er på plejehjem og er døende. Kristian kommer til at vente længere, end han har regnet med, for faderens hjerte slår og slår. Undervejs og ved dødslejet reflekterer han over sin barndom og sit liv. Hans faderopgør er hovedtemaet i bogen, og det relaterer Skipper Clement oprøret, som blev identisk med hans eget oprør, -og senere emnet for hans nyudgivne bog.

Jens Smærup Sørensens forfatterskab er et eksempel på den eksperimenterende modernisme med et skiftende formsprog. Modernisternes udfordring er at skrive mod traditionerne og nå frem til fornyelse. Afviklingen af det gamle bondesamfund i 50’erne er et oplagt emne.

   Mange lokale og smukke naturbeskrivelser gjorde romanen nærværende for deltagerne, -et hyggeligt indslag for dem, som fandt bogens refleksioner for svære:

”Frem for alt blev bakkerne her, med skoven og hederne bag sig, med udsigten over fjorden og dens holme og det fremmede land på den anden side, og markernes skråninger ned mod bækken, dens løb gennem de så godt som bundløse lergrave, og landsbyen med en sammenklumpning af gårde og huse omkring de krogede veje ….”!

  Undervejs blev det til mange ”dyk” i teksten, som viste sprogformerne, og samtidig gav inspiration til debatten:

”Han havde aldrig før lagt så mange kræfter i sine slag, og jeg fik dem i rask tempo på begge sider af skallen. Jeg kunne slet ikke følge med i, hvor mange det blev til. Straks efter et par stykker var jeg blevet ør og svimmel. Jeg mistede fornemmelsen for både ham og mig selv og hvor vi befandt os”.

Alle lussingerne, som Kristian måtte lægge hoved til, fylder meget i bogen!

Faderen var ret så brutal overfor sin søn, som slet ikke lignede ham selv.

Han bankede ham hårdt, brutalt og jævnligt og troede, at tørre tæsk kunne få sønnen til at interessere sig for landbruget i stedet for bøgerne. Kristian følte, at han fortjente tæskene, -ja, faktisk opfattede straffen som en slags kærlighederkæring.

Men en frigørelse måtte jo komme:

”Så altså, -da han svang armen, greb jeg den og holdt den fast. Den faderlige hånd skulle aldrig mere nå mit ansigt. Jeg holdt hans arm fast. Du skal aldrig mere slå mig, sagde jeg.

Du skal aldrig nogen sinde mere prøve på det. For så slår jeg igen”.

  Det blev til mange gode diskussioner, -f. eks. også om kvindesynet:

”De levede i deres egen verden, hunnerne. De interesserede sig heller ikke for vores, slet ikke for den del af den det for alvor var værd at snakke om, bilen, traktoren, mejetærskeren.

Til gengældkunne de lave sovs og bage og brodere og mange andre ting, som vi mænd overhovedet ikke forstod os på”.

 Moderen affinder sig (tilsyneladende):

”Det regnede når det regnede, og solen skinnede når den skinnede, vi måtte tage det som det kom, der var alligevel ikke noget at gøre ved det. Og en ko kunne blive syg og dø og en so kunne æde sine egne unger, og der kunne blive så vådt i kæret at hele høsten derude gik tabt. Nej, vi skulle være glade og taknemmelige, så længe vi fik brødet og havde tag over hovedet”.

   Men datteren Mette punkterer denne resignation:

”Det var ikke helt sådan det var. Hun var forresten også ked af at han sommetider kunne være for hård ved dig. Hun var vred på ham. Og det blev hun med årene mere og mere, og hun klagede ikke kun, hun talte om at sige stop og rejse sin vej”

  Historien fra faderens egen barndom om hans rejse hjem for at besøge sin rigtige mor var efter deltagernes mening en dejlig fortælling, -en fin sammenhængende historie i et poetisk og levende sprog. Man kan næsten lugte landstrygeren i fortællingen:

”Det var en større og grummere stank end han nogensinde før havde fået stukket i næsen. Den var som Fanden selv må stinke. På én gang så hvinende skarp og så giftig og så tyk og fed i luften som kunne han få den smurt på hænderne”.

  En symbiose mellem dreng og hest er et godt eksempel på det gode nuancerede sprog, som er præget af fortællevinklerne:

 ”De er én krop, ét bristefærdigt svuppende hjerte og de har måske kun ét hoved. Og de tænker ikke andet end den samme tanke, og det er ikke til at sige hvem af dem der har tænkt den først. Om det er Grant der af sig standser op, eller ham selv der har rettet sig sadlen og rykket i tøjlen”.

  Faderen oplevede opdager undervejs, at han kan slå! Da nogle lystige fyre foregiver at stjæle hans elskede hest Grant, gjorde de regning uden vært:

”Det sidste stykke bøjer han hovedet for at bukke ham i vommen. Og det drukne skrog knækker sammen, og med sine knytnæver tæver han løs på hans fjæs, til han segner om”.

  En udfordrende bog, som var et eksempel på en bog, som måske ikke alle deltagerne selv ville have valgt. Netop muligheden for at lade sig overraske positivt er formålet, og for de fleste af læsekredsens medlemmer, -en væsentlig årsag til, at de er med.