Da jeg sparkede svigermor ud af erotikken. Eller: Hvordan skriver man erotisk?

Oprettet: 16.04.2014 - 20:53
Hvordan skriver man erotisk?

Da jeg begyndte mit forfattervirke, turde jeg knapt skrive et kys.
I 2008 udkom min roman Marcipansøstre, som handler om venskab, svigt og teenageseksualitet i 1970’ernes krydsfelt mellem småborgerlig snerpethed og overfrigjort hippiementalitet.
Og i 2014 udkommer mine noveller ”Aktstykker. 11 erotiske gradueringer".

I denne artikel fortæller jeg om, hvordan jeg fik udryddet den imaginære svigermor, som læste mig over skulderen, og om hvordan jeg i dag griber elskovskunsten an – skriftligt.
Inspiration til den forfatter, der spørger sig selv: Hvordan skriver man god erotik?
Nederst finder du de syv gyldne regler om at skrive erotik.

Jeg havde skrevet artikler om familieforhold og sociale emner i en række år, da jeg i 2000 gravede i min kommodeskuffe og fandt et par 10-15 år gamle ufærdige forsøg på at skrive en roman. Det var mig, der havde forsøgt, og nu fik jeg lyst til at gøre det igen – og mere vedholdende denne gang.
Efter et års tid stod jeg med to afviste krimier i hånden – den ene hed Fryserliget, den anden Klosterlig. Forlagsafslagene var en gevaldig spand koldt vand i det glade forfatterfjæs, - men de blev min vej til at få lukket op for min erotiske åre.

Kys og svigermor
Vejen gik via en bekendts bekendt, dengang fem gange udgivet forfatter med to litterære priser på bagen. Han indvilgede i at læse mit sidste lig, og jeg åbnede med rystende hænder den mail, han efter 14 dage sendte mig: ”Du har talent”, stod der, ”men du skal mere i dybden med dine personer, de skal ikke være så elskelige og uskadelige, de skal have svagheder, være mennesker.”

Hmm, tænkte jeg. Jeg vidste egentlig godt, at han havde ret. Især da jeg havde skullet skrive en kærlighedsscene i mit ”Klosterlig”, havde jeg været virkelig utilpas. Jeg havde følt, at der stod nogen og læste mig over skulderen, og det var endt med, at det elskende par lige akkurat kyssede, og så gik tæppet. Og selv over dette lille kys følte jeg mig flov. Jeg skrev det til min nye mentor, skrev og klagede mig over, at det skam ikke var spor nemt, jeg var jo en pæn gift kvinde, og jeg var ikke sådan til det mere penible og og og …
”Spark hende svigermor væk”, skrev mentoren usentimentalt. ”Du kan ikke skrive litteratur, hvis du skal tage hensyn til hende.”

Ajax-romaner?
Svigermor? Den sved. Tanken om virkelighedens svigermor havde i tidens løb fået mig til – forud for svigerbesøgene - at rende nervøst omkring og vande de ellers hypersunde, hypertørre sukkulenter, gemme badeværelsets hob af vasketøj under sengen og forsøge - uden nogen form for held - at få mit hjem til at ligne en ajaxreklame. Gjorde jeg virkelig det samme med mit skriveri? Skrev jeg ajaxromaner? Jeg gik nogle dage og var noget vred på ham forfatteren. Jeg var jo bare blufærdig, det havde da ikke noget med andre menneskers forventninger at gøre.

Men dagene gik, og hans ord murrede stadig, og en morgen vågnede jeg med disse ord i hovedet: Kan du da ikke lide sex, Ane-Marie?

Hvad var min egen holdning til sex? Til at læse sex, til sex som fænomen? Var jeg bly og sky?
Og så kan læseren spørge: Kommer det sagen ved? En skønlitterær forfatter skriver vel ikke om sit eget liv? Svaret er nej. Og jo. En forfatters værk er ikke en lang afliren af selvbiografiske detaljer; men forsøger man at skrive noget, som man ikke har den mindste flig af personlig tilgang til, vil resultatet uvægerligt blive kunstigt og mindre troværdigt. Vores bedste- eller oldeforældres Morten Korch skrev om ærbare, dydige kærestefolk og ægtepar, og det er blidt og kønt som glansbilleder, men noget skurrer, sandsynligvis blandt andet fordi Korch selv var en livlig erotiker, som ikke holdt sig på troskabens smalle sti. Sandskornet, som perlen dannes om, skal være personligt gods, ikke lånt, stjålet eller påduttet.

Rifbjerg-sex
Så der stod jeg og måtte ransage mig selv: Var sandskornet i ”Klosterligs” skildring af sex mit korn? Var det virkelig sådan, at sex for mig var noget pinligt, som jeg helst ikke ville vide af og ej heller læse om?

Det sidste først. Allerede som 12-13-årig kunne jeg scanne mine forældres eksemplarer af den nyeste Rifbjerg eller Panduro for interessante ord. Jeg bladrede igennem, skimmede side op og side ned for ord som sex, bryster, skridt, samleje, lyst – og jeg fangede rødmende hver eneste scene. Stod der ord som pik eller kusse, brændte mine kinder – og jeg læste hver en stump. Rødmede jeg i forargelse? Næ, det var spændende. Ikke at jeg ville have indrømmet det for nogen som helst - det var noget, jeg kun ville have for mig selv.

Og i det levende liv? Nej, sex er ikke noget, jeg helst ikke vil kendes ved. Så meget kan jeg sige!

Har forfattere vild sex?
Hvilket fører til det spørgsmål, som jeg nu og da er blevet stillet: Skal en forfatter – for at skrive erotik godt – selv have eller have haft et vidtløftigt sexliv? Nej, det tror jeg bestemt ikke, er en forudsætning. Anaïs Nin havde et af den avancerede slags – og hun blev og bliver af mange opfattet som en stor erotikskribent. Andre har opfattet hendes erotiske værker som mere præget af besættelse end af livsnærhed eller litterær skønhed.

Det vigtige er sandskornet, som man brygger historierne på. Skal man skrive spændende erotik, skal der være et udgangspunkt af nydelse og opdagelyst.

Og skal man skrive overbevisende erotik, skal man ikke skrive durk imod sin egen ballast på det område.

Jeg indså, at jeg hidtil havde skrevet under hensyntagen til den universelle snerpede ”svigermor” bag min skulder. Men skammen og ubehaget var ikke en del af mig, og jeg besluttede at kaste mig ud i det hele og lade svigermor sejle sin egen sø, alene med sin løftede pegefinger.

Min første erotiske scene blev én, hvor den elskelige kommissær i ”Klosterlig” kommer til at se en anden mand masturbere, ikke kan løsrive sig, og til sidst styrter ind på et toilet for selv at skaffe sig en udløsning. Jeg kan godt huske stemningen, da jeg skrev den scene. Jeg følte mig ret langt ude, sad faktisk og så mig over skulderen og havde middelsvær kvalme ved, at den pæne kommissær var ”sådan”. Jeg arbejdede en del på scenen, men den vedblev at være lidt væmmelig, som kom jeg tilfældigt forbi og så kommissæren stå der og lure og ånde tungt. Lækkert blev det aldrig.

Ind i den sexende person
Og så er vi ved det, som er hemmeligheden ved at skrive erotik: Man skal ind i sine personer og skildre dét, de oplever. Man skal som forfatter mærke, hvordan det er i kroppen, hvor personen spænder, hvor det kilder, hvordan vejrtrækningen er, hvad der lugter af, hvordan det lyder – så forsvinder enhver tendens til skam eller blufærdighed.

Man bruger sine egne erindringer om, hvordan det er, og så forsøger man at sætte sine personlige ord på. Det med de personlige ord er vigtigt. Forfalder jeg til ord som ”vellyst” eller ”liderlig” eller ”pumper”, for at nævne nogle eksempler fra forskellige stillejer, vil jeg nemt miste forbindelsen med min egen sans for erotiske oplevelsers struktur. Jeg skal finde min egen oplevelse og brodere på den med egne ord. Man skal, om jeg så må sige, anskue sex med jomfrueligt blik, som var det et fænomen, man aldrig før har mødt, og som man skal beskrive for en person, for hvem det er lige så fremmed.

Er jeg først derinde, hvor jeg skriver på denne personligt skabende måde, kører skrivningen af en erotisk scene for mig på et flow af stemning. En næsten meditativ tilstand, hvor jeg ”er” personerne og præcist fornemmer, hvordan den næste handling vil være. Og jo, det er dejligt at skrive erotik på den måde.

Hvad skal ”den slags” i litteraturen?
Hvorfor skal man så i det hele taget som forfatter skrive sex?

For mig kan der være fire grunde – som dog ofte vil optræde i mixet form.

  1. Den første og væsentligste er, at erotik er en stærk kraft i vores liv - og en stor glæde.
  2. En anden kan være, at det simpelthen passer i min romans naturlige handlingsgang - at det ganske enkelt vil være en del af livet, at mine personer på dette punkt ville have sex.
  3. Den tredje kan være, at en erotisk scene kan blive et udtryk for det generelle forhold mellem to personer i en konkret situation. Gennem en seksuel handling kan mange følelser udtrykkes – lige fra vrede over sorg til ømhed.
  4. Den fjerde grund kan ganske enkelt være, at jeg har til hensigt at formidle glæden ved sex, altså sætte læseren i en seksuel stemning. Det er selvfølgelig ofte tilfældet i de erotiske noveller, jeg har skrevet.

I min roman Fred og Ro, som udkom i maj 07, bruger jeg sexen til at vise en mængde forskellige følelser mellem romanens personer. Der er ømhed, der er rent lir, der er længsel, og der er fortvivlelse, og sågar sex som oprør og sex som magt. Det er interessant at arbejde med erotikken på den måde.
Ved det første forsøg føltes det for mig som noget af en overvindelse – ”svigermor” dukkede ildevarslende op bag min skulder igen og så fordømmende ud.
Men da jeg først var i gang, fik jeg skrevet mig ind i stemningen, og det blev som at skrive enhver anden form for historie, hvor man også aflægger dommerkåben og blot ser på sine figurer med åbent blik og ønsker at give læseren ”sandheden”, den sandhed, som figurerne fortæller en, mens man skriver.

Stødte læsere - og sex og indkøbslister
Men det er da ikke kun den imaginære svigermor, som kan blive stødt, når man skriver erotik. Min roman Fred og Ro har fået mange positive læsereaktioner og anmeldelser både for sin psykologi og sin erotik, men der har også været negative reaktioner. Avisen Jydske Vestkystens anmelder skrev kort og godt: “alt for mange – udpenslede sexscener”. Sådan!

Jeg kan kun sige, at det i al litteratur gælder om at skrive sandheden, som man ser den. Og den sandhed skal man virkelig være tro mod. Og for mig er livet fyldt med tråde af sex – og så må jeg skildre det sådan.

Det er vigtigt for mig, at mine erotiske scener er rodfæstet i et dagligliv. Jeg bryder mig ikke om eksempelvis erotiske noveller, hvor hver eneste handling og hver eneste tanke er fokuseret på sex. Om dette fokus så er poetisk eller hårdkogt – jeg står af.

De fleste af os kommer til vores seksuelle oplevelser direkte fra vasketøjet eller jobbet, eller vi ligger der og tankerne om morgendagens indkøb og besøget hos bedstemor flakker ind i vores tanker og ud igen. Den verden vil jeg skildre – jeg vil vise, at den virkelige poesi ligger på mange små skæve pladser, også når det handler om sex. Erotik og sex er en del af livet, og det kan være uendelig smukt, det kan være sørgmodigt, det kan være vredt, det kan være ligegyldigt, det kan være ømt. Men det er overalt i hele vores liv. Selv hvis vi lever i cølibat, er sex til stede – som sin egen negation.

Er der grænser?

Jeg bliver nu og da spurgt, om der er noget jeg ikke vil skrive, når det handler om sex. Umiddelbart vil jeg sige: Nej, der er ingen grænser. Sex er ikke noget skamfuldt, og jeg vil bestemt ikke bære Victoriatiden med mig som en klods om pennen, når jeg skriver.

Og alligevel er der grænser, ligesom der er, når jeg skal skildre resten af livet, hvor jeg for eksempel ikke har sindet til at skrive udpenslet vold – også fordi jeg tror på, at mennesker forrås af det, de ser og læser ofte nok. Når det handler om sex, kan og vil jeg ikke skrive om mishandling og sex som en eller anden art underholdning. Men jeg har en enkelt gang (i øvrigt i romanen Fred og Ro) været ”tvunget” af en histories dynamik til at skildre en ægtefællevoldtægt. Her var det vigtigt for mig at vise smerten og frygten i situationen meget klart og tydeligt.

Også i romanen Marcipansøstre har jeg skrevet om sex, som ikke er på ret spor. Det er en bog om gruppepres i en flok af 12-17-årige piger - og om en frigjorthed, der (mildt sagt) efterlader ofre. Blandingen af nysgerrighed, lyst og dyb psykisk smerte var en udfordring og balancegang at beskrive.

Jeg føler selv, at jeg ikke går for langt, hverken når jeg beskriver seksualitetens lyse sider eller de mørke aspekter af denne del af menneskelivet. Det er vigtigt for mig at have etikken med, selv om nogle læsere og anmeldere sikkert vil kalde det en slem tilsnigelse, at jeg siger sådan. Men jeg hylder nu engang kærligheden, ikke dronning Victoria. Og jeg hylder sandheden. Også når den måske er meget ilde hørt.                   

”Penni” - om de rette ord
En forfatters fornemste job er at skrive sandheden. Også på det seksuelle område, og derfor er jeg også omhyggelig med at bruge de rette ord, så denne sandhed formidles bedst muligt. I nogle historier vil det være rigtigt at skrive penis og vagina, i de fleste vil det være rigtigere at skrive noget mere dagligdags, og også ”pik” og ”kusse” kan komme i brug. Selvfølgelig. Jeg bruger ofte en ordmæssig graduering i løbet af en fortælling. At kaste om sig med ”pik” og ”kusse” fra første linje kan virke voldsomt og mærkeligt uægte. Ofte bruger jeg de lidt ”pænere” ord først i scenen og går så over til de nævnte, efterhånden som mine personers tændthed stiger.

Der er dog ét ord, som jeg finder ganske forfærdeligt grimt, og som jeg aldrig vil tage i mine to tastefingre.
Det er det ord, som åbenbart er blevet sagen, når man skal benævne klitoris:
Klit.
Det finder jeg skingrende hæsligt.
Selve lyden af det irriterer mig, og denne kælne nonchalance ligeså.
Det ville svare til at begynde at kalde mandens kønsorgan ”penni” eller noget andet nusert.
Og en klit er for pokker en af de der sandbunker med olieklatter i ude ved Vesterhavet.

Men bortset fra det bliver jeg ved at bruge de ord, der er – om den sandhed, jeg ser.

---

De Syv Gyldne Regler om at skrive Erotiske Scener:

  1. Kend dine grænser. Gør dig klart, hvad du gerne vil skrive om på det erotiske felt - og hvad du ikke vil.
  2. Drop hensynsbetændelsen. Skriv som DU vil, ikke som du tror, din svigermor eller bedstemor vil.
  3. Gør dig klart, hvorfor den erotiske scene skal være der - eller hvad du vil med at skrive fx. en erotisk novelle. (Læs om de fire grunde ovenfor.)
  4. Skriv ud fra noget, du selv kender til. Du kan sagtens lægge masser af kreativitet og fantasi ind og gøre din egen oplevelse helt ukendelig, men tag grundlæggende udgangspunkt i noget, du selv kender til og finder virkelig erotisk. Det er meget bedre end at efterligne anden erotisk kunst.
  5. Brug de ord, der falder dig naturligt - og som virker naturlige i konteksten. 
  6. Graduer ordvalget. Begynd gerne med de mere stilfærdige og 'pæne' ord og gå så over til de mere markante (men kun i det omfang, det falder dig naturligt). På den måde følger ordvalget tekstens indhold og spændingsgrad.
  7. Kobl op på resten af livet, så scenen ikke virker fuldstændig løsreven og ude af sammenhæng med resten af din tekst/dine personers erfaringer. Og skriver du fx. erotiske noveller, så lad ikke alt indholdet være sex. Det bliver meget anstrengende at læse. Lad læseren få nogle hvilepunkter, hvor personerne gør små dagligdags ting: Går hen ad gaden, bemærker udsigten fra vinduet, tager blusen af etc. Det kan sagtens være bare en enkelt eller få sætninger ad gangen. Tænk over, hvordan dit eget erotiske liv (formentlig) har sammenhæng med resten af din tilværelse.

---

Artiklen har tidligere været offentliggjort på Forfatter - hvordan?

Ane-Marie Kjeldberg er redaktør, skrivecoach og forfatter til tre romaner og en skriveinspirationsbog samt en bog om at skrive sig til nærvær og fra stress.
I 2014 udkommer hendes bog
"Aktstykker. 11 erotiske gradueringer".
Hun har 13 års erfaring som redaktør, korrekturlæser, manuskriptrådgiver og skrivelærer.
Hun har desuden arbejdet som idé-udvikler for et forlag med speciale i erotiske lydbøger.
Ane-Marie Kjeldberg er uddannet inden for voksenpædagogisk formidling, suppleret med studier i bl.a. klassisk filologi på Århus Universitet.
Hun er medlem af Dansk Forfatterforening.
Se mere om Ane-Marie Kjeldberg hos Dansk Forfatterforening 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Christian J.D. ...

    tir, 22/04/2014 - 08:13

    Tak for en afbalanceret og sober artikel om det svære ved at skrive om et historisk tabuområde, men som er en nøgle til at beskrive det mest intense kærlighedsforhold og det mest kærlighedsløse forhold - begge dele gennem erotik. Forfatteren skal have et formål og en indlevelse, som det så fint er gennemgået her. Jeg kan kun være helt enig.
    Med venlig hilsen,
    Chris

  • Ane-Marie Kjeldberg

    tor, 24/04/2014 - 17:43

    Dejligt, at du fandt mine ord om den skriftlige erotiks balancegang brugbare.
    Jeg er rigtig glad for at få en sådan tilbagemelding.

    Venlig hilsen
    Ane-Marie