Den høje berliner og hans sønderjyske kommissær

Oprettet: 05.08.2013 - 15:28
Forfatteren Hans Schmidt Petersen

Hans Schmidt Petersen er født i det tyske mindretal i Danmark. Han bor nu i Berlin og har udgivet flere bøger på tysk. Men hans roste Mathiesen-krimiserie er på dansk og foregår i Åbenrå. Serien er netop er blevet beriget med et nyt værk, romanen Sørgekåben. I dette interview løfter Schmidt Petersen sløret for nogle af Mathiesens hemmeligheder – og dermed for sine egne. Blandt andet får vi at vide, hvorfor Mathiesen ikke er en hårdkogt tysk detektiv – og heller ikke mindretalstysker. Hvorfor forfatteren og Carsten Mathiesen aldrig kunne være blevet venner som unge afsløres også. Og vi får et par indblik i kommissærens og hans forfatters forhold til kvinder.

Du er selv mindretalstysker fra Sønderjylland – hvorfor er kriminalkommissær Carsten Mathiesen ikke det, men i stedet ”bare” sønderjyde?

- Det tyske mindretal er netop det, et mindretal. Det udgør mindre end ti procent af Sønderjyllands befolkning. Med Carsten Mathiesen ville jeg derimod gerne opbygge en mand som alle andre. Han er helt sig selv, men samtidig gennemsnitlig. Hvis jeg havde gjort ham til mindretalstysker, havde jeg betonet det anderledes for meget for min smag.
Det betyder ikke, at mindretallet ikke forekommer. Det gjorde det i høj grad i min allerførste Carsten Mathiesen, „Sneglens Hus“, og i de forhåbentlig kommende Mathiesener vil der være plads til mindretallet igen. Men det skal passe ind i historien. Ellers dur det ikke.

Mathiesen er af adfærd markant anderledes end dine andre bøgers hovedpersoner. Dine tyske krimier har langt mere hårdkogte og kølige helte, mens fx hovedpersonen i din danske roman Eivissa er en ung mand, som er meget langt ude i tovene – han bryder psykisk helt sammen, mens han drikker, tager kokain og er involveret i ødelæggende forhold til to forskellige kvinder.
Carsten Mathiesen er meget mere stabil, rolig og almindelig. Hvorfor har du valgt denne nye type helt?

- Det var også en kommerciel beslutning. Mine tyske krimier solgte ikke i voldsomme oplag. Jeg elskede ellers det hårdkogte og i mine øjne samtidig kloge. Jeg syntes også, det var vittigt. Desuden var mit forbillede for dem de amerikanske krimier, jeg holdt meget af. Med Carsten Mathiesenerne ville jeg som noget nyt skrive skandinaviske krimier, og der er detektiven indfølende og sympatisk. Mine tyske detektiver var derimod korrupte og lidt sære.
Jeg kan lide begge dele. Og jeg er virkelig kommet til at holde af Carsten.

Han er stabil. Det er jeg ikke. Men vi er lige høje

Carsten Mathiesen synes også at adskille sig en del fra dig på andre punkter end det manglende tilhørsforhold til den tyske mindretalsgruppe. Han har stort set kun boet i Åbenrå; du er født og opvokset i Sønderjylland, men har boet i København, Kiel, Frankfurt og nu senest 20 år i Berlin. Han giftede sig tidligt og fik børn, og er stadig gift med samme kvinde. Du giftede dig ret sent og fik børn sent – og er blevet skilt igen. Carsten Mathiesen er ingen sportsmand, men du har spillet masser af håndbold og fodbold – og nyder stadig at dyrke sport.

- Jeg dyrker faktisk ikke alt for meget sport, og i grunden brød jeg mig ikke om håndbold. Det er en dejlig sport, men jeg var ikke særlig god til den. Jeg var nødt til at spille med, fordi der i det tyske mindretal ikke var særlig meget andet, man kunne lave, bortset fra roning.
Men hvad Mathiesen angår: Måske ville jeg give udtryk for, at det ingen stor forskel gør, om man har boet mange forskellige steder, eller om man har boet samme sted hele sit liv. Hvordan er det nu, man siger: En mand skal have bygget et hus, plantet et træ og fået et barn. Det er de elementære forhold i livet. Og jeg elsker Carsten for at have opnået det.

Er der andre forskelle på jer?

- Han er stabil. Det er jeg ikke. Jeg har altid læst en masse. Det gør han ikke. Jo, der er en masse.

Er der overhovedet ligheder?

- Hans måde at tænke på. Han er altid meget konkret. Måske er jeg mere abstrakt til tider, men det konkrete må altid være grundlaget. Desuden synes jeg, at han har humor og jeg også.

Ligner han dig fysisk?

- Vi er begge to bamsede. Men han har ingen briller. Det har jeg. Ellers er vi lige høje og har samme former.

Venskab og alkohol

Er Carsten Mathiesen en mand, du gerne ville være? Og hvorfor i givet fald?

- Hans stabilitet ville jeg gerne have. Det, at han kan se meningen med, hvad han går og laver. Hans dybe integration i det samfund, han lever i.

Er dine mere hårdkogte hovedpersoner spejlinger af dig selv, snarere end Carsten Mathiesen er?

- De er, og han er. Der er ikke noget enten eller. Jeg har stor sympati for det korrupte og sarkastiske i de personer, men lige så stor for det indfølende og lavmælt ironiske i hans.

Er han en persontype, du kunne have hængt ud med som barn – eller som gymnasieelev? Og nu som voksen?

- Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg hang altid ud med drenge, der drak – altså ikke som barn, men som gymnasieelev, og Carsten bryder sig ikke om alkohol. Jo, han drikker en øl eller to, men bryder sig ikke om det. Så vi havde ikke været venner som unge. Derimod kunne vi sagtens være blevet tætte, hvis jeg havde boet i Åbenrå nu som voksen.

Har du indtryk af, hvilke læsere der holder mest af Carsten Mathiesen? Hvem appellerer han til?

- Nej, ikke rigtig. Jeg har en ven og kritiker, der siger, at han appellerer til kvinderne, og kvinder er jo også hovedsageligt læsere af alle bøger; men ellers har jeg ingen fornemmelse.

Menneskelige krimier
Din nye Mathiesen-krimi er jo altså kun udkommet som e-bog. Har det gjort kravene og dermed skriveprocessen anderledes?

- Nej, det har sådan set ikke gjort selve kravene og skriveprocessen anderledes. Det er jo heller ingen interaktiv bog eller noget i den stil. Hvad der er anderledes, er bogens længde. I papirform ville man næppe kunne få udgivet en krimi på godt hundrede sider. Det ville være alt for dyrt. Specielt, da krimierne generelt er blevet meget lange, når man sammenligner for eksempel med George Simenons Maigret-romaner.
Jeg kan godt lide den korte form. Så kan man nøjes med en forbrydelse – almindeligvis et drab – og behøver ikke at plotte i så høj en grad. Jeg er ikke den store plotter. Jeg kan godt lide at skrive scener og sige noget om mennesker. På den måde var det virkelig dejligt at skrive i den her form, simpelt, uden for mange omveje og falske ledetråde.
Jeg må dog lige indføje, at Sørgekåben har en ganske udspekuleret historie, det er ikke det, og der findes også en hel række mistænkte, og jeg har prøvet at komme med en overraskende slutning, det er ikke det. Men det strækker sig ikke over så mange sider.

Kommissærens kone fik en reader til fødselsdag
Læser du selv mange e-bøger, og tror du, dine bøgers helt gør?

- Carsten Mathiesen læser ikke. Det er ikke ham. Hans kone læser, og hun har også fået en reader til fødselsdag. Indimellem hænder det, at Carsten begynder på en roman; men han synes generelt, at det er for urealistisk, hvad der sker der, og så bliver han uvægerligt så søvnig. Hele den der mængde af ord, ikke andet end ord.
Før i tiden var han vældig glad for at gå i biografen eller leje en video, men det er også blevet mindre med årene. Måske er han blevet mere magelig, måske var det nemmere at sluge forfatternes og instruktørernes kameler, da han var yngre. Nu om dage kan han bedst lide at arbejde og se lidt fjernsyn. Han kan meget godt lide sport, specielt fodbold.
For mig personligt er e-bøger dejlige. Jeg har aldrig haft særlig mange papirbøger, fordi jeg ikke så gerne ville have så mange tunge ting liggende. Der er en reader eller en tablet dejlig. Man kan have et helt bibliotek på størrelse med en enkelt bog

Skarpe, kritiske kvinder og tiltrækning

Carstens kone Lone, som du her nævner, fremstår altid lidt tvetydig. Øm om ham, men også skrap og kritisk. Kan du som forfatter egentlig lide hende?

- Ja, det kan jeg. Måske ikke udelukkende det skarpe og kritiske, men så sandelig også det. Sådan skal kvinder være i mine øjne.

Der ulmer en uro i de tos ægteskab. Hvad er det, der gør det? Er de to et dårligt match?

- Nej, de er et perfekt match.

Men hvad er der så galt med dem?

- De er blot så uheldige at have en forfatter, der er nødt til skille dem ad, så der kan ske noget. Som jeg har sagt i anden sammenhæng for nylig: Jeg er Carstens midlife-crisis.
Jeg kommer til at smadre hans liv. Det var sådan, jeg tænkte, da jeg gik i gang med krimiserien. Jeg tænkte naturligvis også grænseland; men først og fremmest tænkte jeg på en mand, der ville gå op i limningen, fordi han ville blive redningsløst fascineret af alle de forbrydelser, der pludselig, gennem mig, ville skylle ind over Sønderjylland.

I de tidligere Carsten Mathiesen-bøger har man fornemmet, at Carsten Mathiesen var tiltrukket af den beslutsomme, lidt dumdristige og selvstændige tyske kommissær Christiane Müller. Er han på vej ud i et eller andet midtvejsopbrud af seksuel karakter?
Og er tiltrækningen mellem de to gensidig? Eller går han bare alene og smådrømmer lidt, mens hun intet opfatter – og intet føler for ham?

- Jo, deres tiltrækning er gensidig. Men det bliver – så vidt jeg da ved – aldrig til noget. Mathiesen bevæger sig ind i et midtvejsopbrud af både professionel og seksuel karakter; men Christiane er ikke grunden til det.

Hvilke læsere holder i øvrigt mest af Christiane Müller-figuren? Hvad er din fornemmelse?

- Jeg har kun udsagnet af en enkelt læser at gå ud fra. Han sagde, at den første roman i serien først begyndte at blive for alvor dynamisk, efter de havde mødt hinanden. Han sagde ikke noget om, at han fandt hende som sådan meget tiltrækkende.
Men jeg selv gør.

Valget mellem ægteskab og karriere

Noget, der muligvis også belaster Carstens ægteskab er hans krævende arbejde. Hvorfor valgte han at blive politibetjent og til slut kriminalkommissær? Hvorfor gik han ikke på universitetet og læste dansk og historie, eller blev fysioterapeut, tømrer eller folkeskolelærer? Hvad trak ved politiet?

- Jeg aner det faktisk ikke. Det anede han sikkert heller ikke selv. Jeg tror, at han ikke var så vild med gymnasiet og ikke gad læse, og politiet var en forholdsvis nem vej. Sådan som det meste i livet går. Lidt tilfældigt.

Til slut: Kommer Carsten Mathiesen en dag til at vælge mellem politiarbejdet og ægteskabet – og ved du, hvad han vælger?

- Hvad skal jeg sige?  Der kommer til at ske noget, men et valg? Nej, det bliver det ikke. Det bliver snarere en konfrontation, og så er det sket. Og så sker der noget nyt. Senere hen.

Og efter disse lidt gådefulde ord fra Carsten Mathiesens skaber, takker vi af for afsløringerne fra Berlin – og glæder os til de kommende bind i krimiserien fra grænselandet.
——

Det seneste skud på Carsten Mathiesen-stammen, Sørgekåben, er netop udkommet som e-bog.
Den har fået fem stjerner af fem hos Krimifan.dk, som blandt andet skrev:
“Den højspændte stemning før og efter mordet er stærkt skildret”. “Sørgekåben er mere end bare en krimi. Det er også en fortælling om et lille samfund, hvis etik går i skred, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det. Historien er godt og stramt fortalt, med indlevelse i menneskeskæbner – og desuden med fint doserede glimt af humor.”

Sørgekåben kan købes i alle e-boghandler.