En af Litteratursidens brugere blogger om at arbejde som redaktør og manuskriptrådgiver.

Ovenstående spørgsmål får jeg ofte stillet. Jeg arbejder nemlig som redaktør og manuskriptrådgiver.

Og jo, nogle gange er det virkelig et opløftende job. Skal man arbejde med en forfatter, som virkelig kan skrive, men har brug for sparring for at få den helt rette struktur på et manuskript (hvilket de fleste forfattere har), kan det være en stor fryd. Nogle forfattere har jeg arbejdet med i adskillige år, og her kommer man virkelig ind under huden på forfatteren og hans værk. Man møder ham, når arbejdet skrider lystigt fremad, og der bare er behov for basal redigering (som fx krydstjek af facts – har helten samme øjenfarve på side 20 og på side 110? - eller en tur med det sproglige lugejern – skriver forfatteren ”minsandten” syv gange på samme side?). Men man møder ham også, når han er gået i stå eller landet i en sump af uoverskuelighed, river sig selv i håret og overvejer at droppe forfattergerningen for stedse. Man kender hans tankebaner og hans potentialer og kan i visse tilfælde udpege en vej fremad, som han ikke selv kunne definere, men som får manuskriptet til at falde i hak og bringer forfatteren på gled igen.  

Det er en stærk og stor oplevelse – og man er som redaktør meget stolt og glad, hvis ”ens” forfatter efter endt samarbejde når frem til fine anmeldelser og godt salg.

Og hvis du, kære læser, nogle gange i en boghandel ser en person gå hen og smile til en bog og måske klappe den forsigtigt på omslaget, så er det sikkert en redaktør eller manuskriptrådgiver, der lige hilser på et værk af en af sine forfattere.

Til tider er arbejdet med manuskripter mere – hvad skal jeg sige? – tankevækkende måske? Ja det må være ordet - mere tankevækkende end sjovt.
Nogle – især nye – forfattere afleverer forbavsende manuskripter. Forbavsende ufærdige. Enkelte gange har man en fornemmelse af, at forfatteren slet ikke har læst sit værk igennem, inden han har sendt det til forlag eller rådgiver. Manuskriptet ankommer med ufærdige sætninger, gentagelser af afsnit – og måske sågar med stumper af en synopsis hængende midt i det hele. Andre gange mærker man blot, at forfatteren ikke har skrevet ret længe. Han mangler øvelse.
I begge tilfælde synes jeg, at det er synd, at forfatteren er så hurtig til at gå ud til andre med sit manuskript. Det er synd, at han skal få så hård kritik – en kritik, som måske kommer til at tage modet fra ham.

Skønlitterær skrivning kræver tid og fordybelse – forsøg og omforsøg og masser af tålmodighed for at lykkes.  Når det ikke bliver forstået, er arbejdet som manuskriptredaktør lidt mindre sjovt.  Når det bliver forstået, kan samme arbejde til gengæld være en ren drøm.

--

Ane-Marie Kjeldberg er skønlitterær forfatter med tre romaner på CV’et og har oveni mange års erfaring som redaktør og manuskriptrådgiver. Hun afholder desuden skrivekurser.