Før i tiden, når jeg trådte ud af huset, fik jeg 100 nye ansigter og personligheder. Jeg gik ofte og tænkte, hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor kunne jeg ikke være mig selv eller måske var jeg bare mig selv i forskellige lag. Allerede da jeg stod ved bussen og så mine venner, fløj den første maske på. Jeg var glad, sjov og kunne lave numre. Drengene kunne lide mig sådan. Jeg følte at de fandt mig intereserende og spændende, jeg var i en anden verden, hvor jeg kunne gøre ting, som gjorde mig mere magtfuld, altså der bliver skabt en status over mig.

Jeg kan fortælle om alle de masker jeg brugte. Da jeg var den flinke dreng på arbejdet, som altid havde et smil på, eller den sjove og opmærksomhedskrævende når jeg var sammen med drengene. Der var og er mange forskellige facader og når jeg ikke er hjemme(backstage) så lever jeg i frontstage. Hvor jeg performer intil jeg kommer hjem.

Men maskerne falmer, som tiden går og jeg begynder at indrage folk i mit backstage. Opmærksomheden og statussen betyder ikke alt for mig mere. Nu er jeg åben for de andres verdner og jeg udvider min egen. Det er en dejlig følelse og jeg føler mig tryg.

Jeg begynder at finde mig selv.