Litteratursidens ambassadør, Alen Meskovic, blogger om et luksusproblem: For lidt plads og for mange bøger.

I de senere år har jeg fået et problem. Godt nok et luksusproblem, men alligevel: Bøger i alle aldre, formater og genrer vælter ud over mig. Nogle kommer tilsendt med posten. Andre bliver stukket i min hånd ved oplæsninger, receptioner og andre forfatterprægede sammenhænge, hvor man blandt andet taler om ’god litteratur’ og ’det at skrive’.

Desværre er mine forfatterkollegaer og min redaktør ikke de eneste, der gavmildt sender mig og rækker mig de bøger, de mener jeg burde læse. Det gør enkelte læsere, venner og familiemedlemmer også.

”Jeg glæder mig at læse den,” siger jeg hver gang – og får straks dårlig samvittighed.  For jeg ved udmærket, at det ikke vil ske foreløbigt, hvis overhovedet nogensinde.

”Ved bare ikke hvornår,” skynder jeg mig derfor at tilføje. ”Jeg har sådan en stak ulæste bøger derhjemme.”

Her viser jeg med hænderne, hvor stor stakken er: sådan cirka halvanden meter.  

Men det er faktisk en underdrivelse. Hjemme i stuen og kontoret har situationen længe været kritisk. Reolen kan ikke klare flere titler, vindueskarmen er fyldt, skrivebordet ligner jeg ved ikke hvad.

Uanset hvor meget jeg læser, er jeg stadig håbløst bagud. For jeg læser utroligt langsomt og elsker at genlæse.

Læg dertil, at problemet – dette luksusproblem – er af en ældre dato. Længe før jeg begyndte at færdes i det så kaldte forfattermiljø, havde jeg for vane at købe flere bøger, end mit læsetempo kunne klare. Især på de adskillige Balkan-ture, hvor modersmålets melodier blødner hjertet op, og billige priser får én til at tilbringe timer på diverse loppemarkeder, antikvariater og boghandlere.

Engang i lufthavnen i Sarajevo måtte jeg flytte flere murstensværker fra den ene rejsetaske – der kun indeholdt bøger – over til den anden, der indeholdt bøger og tøj. Ellers skulle jeg betale et ekstra gebyr. Check in-fyren smilede og smilede, mens jeg pressede og pressede, for at få den sidste bog og lynlåsen til at samarbejde.

Hvad gør jeg så, når jeg har indset, at luksusproblemet er der? At jeg selv har en del af skylden for pladsmanglen i hjemmet og dårlig samvittighed over de ulæste bogbunker?

Jeg tager en beslutning:

’’Til kælderen med dem! Når man ikke har råd til en større lejlighed, må man være kynisk. Til kælderen med lortet! Jeg får det alligevel ikke læst.’’

Så stiller jeg mig foran bogreolen med alvor i blikket og is i hjertet: Hvad skal jeg også med en støvet fransk bog om fransk litteraturhistorie udgivet i 1940’erne? Hvad skal jeg med et fedtet dansk atlas, hvor Sovjetunionen og Vesttyskland stadig figurerer?

’’Ned i posen med dem! Ned til kælderen!’’

Netto-posen svulmer. Atten, nitten, tyve bøger tages ned af hylden. Men så bliver jeg gradvist fortryllet af alle de titler, formater og forsider foran mig. Jeg kommer i tanke om, hvor jeg har købt bogen. Jeg husker pigen, der slentrede igennem byen med mig den dag – pigen jeg datede med en svingende succes. Jeg husker studiekammeraterne, der på det varmeste anbefalede titlen i en af de samtaler, hvor billig øl og romantisk tro på det skrevne ords magt mødes.

De forskellige verdner åbner sig og begynder at flette sig ind i hinanden – titel efter titel, association efter association: byer man har boet i, mennesker man har mødt og fulgtes med en del af vejen. Alt det, der skete engang langt væk eller blot i sidste uge her lige om hjørnet, dukker op og får éns kød til at sitre.

En bog er på ingen måder blot det, der står i den, indser man. Det er også et kvart til halvt kilo indbundet papir, som har været en rekvisit i livets mange scener. Den er blevet kastet rundt under de vildeste skænderier, brugt som underlæg under forfatningen af postkort og breve og holdt fast i som den eneste ven på rejsen gennem et hæsligt landområde. At lægge den i kælderen ville føles som at gemme en hel erindring væk.

Resultatet af denne lommerefleksion bliver en halvering af Netto-posens indhold. Jeg tager de titler, jeg virkelig kan leve uden, flytter dem ned i kælderen og venter til der er råd til en større lejlighed. Jeg udfylder hullerne på hylden med de bøger, der længe har dækket mit skrivebord. Jeg smiler tilfreds:

’’Det vigtigste er, at der er plads på skrivebordet. Det er da et skridt fremad.’’

Så gør jeg mig klar til flere receptioner, bogindkøbsture og fødselsdage, som jeg engang vil mindes ved hjælp af de læste og de ulæste bøger.

Tak for hver eneste af dem.