En ny roman, der er så ny i stilen, at den af af anmelderne er blevet kaldt den første danske zapper-roman. Sådan kan en passende præsentation af Katrine Buchhave Andersens, en 26-årig nordjyde, debut: "EVA - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx." lyde.
Katrine Buchhave gik på Forfatterskolen 2003-2005. Og hendes første roman handler om Eva, en ung kvinde, der sidder i sin lejlighed og forsøger at få hold på sig selv, mens hun spejler sin tilværelse i en endeløs zappen mellem tv-kanalerne. Hun oplever verden gennem en medieflade af reality-tv og underholdningsprogrammer.
Hun er nået til et punkt i sit liv, hvor hun ikke længere har overskud til at lade noget være vigtigt. Ligegyldigheden er blevet en overlevelsesmekanisme, og hun har distanceret sig følelsesmæssigt, fordi hun ikke kan overskue andet. I interviewet nedenfor beskriver Katrine Buchhave nogle af de tanker, der ligger bag romanen.
Romanens hovedperson Eva har problemer med at forstå parforholdets kemi. Hun er præget af sin noget rodede opvækst, er hun også et typisk udtryk for sin generation?
Eva er helt sikkert et fiktivt eksempel på noget meget faktisk, forstået på den måde, at jeg har forsøgt at ramme noget, som kunne kaldes 'typisk', kombineret med idéen om, at overdrivelse fremmer forståelse. I romanen har jeg valgt at fokusere på det øjeblik, hvor man skal træffe en beslutning, og forsøgt at finde ud af, hvad der foregår i det øjeblik, hvorfor man vælger, som man gør, og hvor langt der kan være fra tanke til handling, når kontrollen er det vigtigste redskab, og ensomheden den største fare.
Eva er typisk på den måde, at hun er fanget i sin egen kontrol. Jo mere hun forsøger at regne det hele ud, des mere bliver hun viklet ind i dét, som egentlig er hendes problem – at hun vil tænke sig frem til den bedste løsning. Og dét, tror jeg, er en situation, mange befinder sig i. I hvert fald engang imellem. At vi tænker og diskuterer, men egentlig ikke ændrer noget grundlæggende, fordi vi altid har mulighed for rationelt at retfærdiggøre vores handlemønstre.
I et forsøg på bedre at forstå parforhold tegner hun små tegninger for sig selv. Hvordan har du fået den geniale ide?
Idéen opstod undervejs.
Jeg havde lyst til at bryde med den mere almindelige romanform, plus at mit projekt var at skrive en roman, som kunne afspejle og underholde samtidens zapper-mennesker – at der helst skulle være noget for enhver smag. Derfor har jeg blandt andet ’indskrevet’ Evas hjemmetegnede kærligheds-energi-teori, som, udover at lette læsningen af de abstrakte og til tider tørre teorier, skal vise, hvordan Eva har mulighed for at gå i dybden og fokusere, når hun en sjælden gang vender sig væk fra sig fjernsyn.
Evas tanker myldrer rundt i hovedet på hende. Samtidig flyder andre menneskers problemer ud til hende fra tv'ets reality programmer, hvad gør den kombination ved hende?
Det gør, at hun, som hun selv konkluderer det undervejs, er blevet et meget rationelt menneske. Hendes tilgang er den samme, uanset om hun ser reality i fjernsynet eller tænker på sin egen personlige virkelighed, for hun har ikke længere overskud til at lade noget være vigtigt. Ligegyldigheden er blevet en overlevelsesmekanisme, og hun har distanceret sig følelsesmæssigt, fordi hun ikke kan overskue andet.
Du har virkelig skabt din egen stil med denne roman. Sproget er rigtig flot, hvordan arbejder du med det? Og har du fundet din egen stil eller har du lånt lidt fra andre?
Jeg har forsøgt at skrive en roman, som afspejler samtiden i både form og indhold. Derfor er stilen og sproget blevet, som det er, med fart og finurligheder og retoriske manipulationer, fortalt gennem forskellige typer tekst og udtryk, som overordnet arbejder sammen og viser et billede af virkeligheden. Nogle af tekstblokkene er plagiater – fx boligindretningsprogrammet, hvor jeg har forsøgt at skrive bibelsk, og formel 1 programmet, hvor jeg har lånt fra Robert Walsers kancilisprog for at sætte ekstra fokus på form. Andre steder har jeg indført deciderede ready mades, men overordnet set synes jeg ikke, at jeg kan spejle mig direkte i et litterært forbillede.
Hvor almindelig synes du Eva er?
Jeg synes, hun er meget almindelig, faktisk. Jo mere jeg skrev hende frem, des bedre forstod jeg, hvorfor hun tænker og handler, som hun gør. Og hvorfor hun har så svært ved at bryde med de indre og ydre systemer, som hun er underlagt. Hun vil bare gerne finde en ro i sit liv. Finde sin egen balance midt i den zappende virkelighed uden at ende ensom op.
Kommentarer