Wien: Sachertorte - mellem kage og foragt. Om Thomas Bernhard: Wittgensteins nevø

Oprettet: 02.06.2008 - 12:06

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

Vi sad i timevis på Sachers terrasse og betragtede de forbipasserende. Faktisk ved jeg stadigvæk ikke noget bedre, når jeg er i Wien, end at sidde på Sachers terrasse om sommeren og betragte de forbipasserende.” (Wittgensteins nevø, s. 85).

Østrig i almindelighed og Wien i særdeleshed er baggrunden for den østrigske forfatter Thomas Bernhards (1931-1989) litterære portræt af vennen Paul Wittgenstein i Wittgensteins nevø (1982, dansk 1995). Udgangspunktet for portrætskitsen eller erindringsfragmentet er Pauls død, som Bernhard aldrig har forliget sig med. Bernhard havde lovet at holde en tale ved Pauls begravelse, som Paul havde forudsagt, ville blive besøgt af tohundrede mennesker. Der kom otte, og Bernhard var på Kreta, hvor han skrev på et skuespil.

Wien fra www.arrowtours.iePortrættet kan derfor godt læses som en bodsgang eller en forsinket begravelsestale over Paul og Bernhards venskab fra sommeren 1967 og frem, men samtidig er det en beskrivelse af livet i det bedre borgerskab i Østrig og i særdeleshed i Wien. Både Paul Wittgenstein og hans onkel, den berømte filosof Ludwig Wittgenstein, kom fra en af de rigeste familier i Østrig, Wittgenstein-familien, som har tjent en formue på våben og industriforetagende.

Deres rigdom og status har placeret dem centralt i det økonomiske og kulturelle liv i Østrig, og da Ludwig Wittgenstein bevægede sig væk fra dette liv og i stedet blev filosof, og endog en uforståelig en af slagsen, miskendte hans familie ham. De betragtede ham som død og hans filosofi som noget pjat.

I hvert fald ifølge Thomas Bernhard. For hans beskrivelse følger Paul, der i samme grad som onklen blev miskendt af sin familie på grund af sin ofte genkommende sindsyge, der nødvendiggjorde hyppige hospitalsindlæggelser. Med en voldsom fanatisme forfulgte Paul motorsport og opera, han rejste hele verden rundt for at opleve de bedste operaer, høre de bedste komponister og se de mest berømte operahuse i hele verden, som La Scala i Milano og The Met i New York.

Wien fra www.worldwideticketing.comRedebesmudser
”Dette tilbagestående, bornerte bondeland med dets direkte sygelige storhedsvanvid.” (Wittgensteins nevø, s. 76)
I Wittgensteins nevø beskriver Thomas Bernhard, hvordan han i forbindelse med en prisoverrækkelse, kom til at fornærme den østrigske kulturminister, der, efter Bernhards beskrivelse, dog fornærmede ham først.

Efterfølgende blev Bernhard kaldt ’redebesmudser’, en term der efterfølgende er blevet tildelt flere østrigske kunstnere, som eksempelvis nobelprisvinderen Elfriede Jelinek (f. 1946), hvis de efter den offentlige mening er for kritiske ift. de borgerlige Østrig. Det betegner glimrende Bernhards anstrengte forhold til Østrig, og Østrigs anstrengte forhold til Bernhard.

Et forhold der eksempelvis førte til demonstration ved opførelsen af Bernhards sidste skuespil, Heltenplatz (1989), der behandler Østrigs forhold til nazismen, ved bl.a. at lade skuespillet udspille sig med udsigt ud over Heltenplatz, hvor østrigerne tiljublede Hitler efter anschluss i 1939.

Bernhard har på flere måder været Østrigs dårlige samvittighed især ift. den fortrængte fortid fra 2. Verdenskrig, og ved gentagne gang at påpege Østrigs negative udvikling og evne til at fortrænge problemerne. Den patriarkalske, katolsk baserede familiestruktur er et andet problem, som Bernhard har angrebet, hvor faderen bestemmer alt og ikke tåler at blive modsagt eller udfordret. Et problem som på det seneste igen er blevet tematiseret i Østrig.

Skt. Stephansdom fra Hånens kultur
Portrættet er samtidig en beskrivelse af livet i de kulturelle cirkler og det bedre borgerskab i Wien, og de livlige beskrivelse af cafélivet får en til at længes efter at indtage sin kaffe og kage eller en flaske dyr champagne på Sacher, mens man hånligt kommenterer de forbipasserende, der alle som én har noget ved sig, man kan anfægtes over. Både Pauls og Bernhards forhold til deres omgivelser er grundlæggende formet efter hånen og anklagen.

Få mennesker får lov til at slippe igennem nåleøjet, som veninden Irina, mens resten bedømmes hårdt og kynisk. Og da Irina vælger bylivet fra, og i stedet bliver bondekone med eget hus på landet, kan Paul og Bernhard ikke holde sig tilbage. På samme måde som Wittgensteins familie fradømmer Paul og Ludwig enhver værdi, fradømmer Paul og Bernhard Wittgenstein familie værdier, ja, hele Østrig bliver fradømt værdi.

Wien”Hovedrystende morede de [Wittgenstein-familien] sig over, at alverden var faldet for familiens sorte får [Ludwig], at den ubrugelige pludselig var blevet verdensberømt i England og var blevet udråbt til åndsgeni. I deres hovmod tilbageviste familien Wittgenstein ganske enkelt hans filosofi og viste ham ikke den ringeste respekt, tværtimod straffer de ham stadigvæk med hans foragt.” (Wittgensteins nevø, s. 88)
Men Bernhard svarer igen og beskriver Østrig og især Wien som falsk, ukulturel og tåbelig, byen er uduelig og indbyggerne er overfladiske.

”Sandheden er at wienerne stadigvæk dårligt nok har anerkendt Sigmund Freud, de har dårligt nok sat sig ind i ham, dertil er de simpelthen for falske, det er en kendsgerning.” (Wittgensteins nevø, s. 89)

Tvetydighed og afhængighed
Forholdet til Wien og Østrig er bundet til tvetydigheden, for nok afskyer Bernhard Østrig og Wien, men han bliver ved med at vende tilbage til det. Og nok afskyer Paul sin familie, men han ender med at leve af den, da han har formøblet sin arv, og efter at have besøgt alle de meste berømte operaer i verden, ophøjer han Wieneroperaen som den bedste i verden.

Godt nok kun én dag om året, men dog Wien fra www.ecml.atden bedste. Og endelig er Bernhards forhold til wienercaféen båret af samme tvetydighed og afhængighed. Han hader den litterære café, men kan ikke undvære den, den piner ham, og alligevel går han trofast derind.

”Jeg har altid hadet wienercaféen, fordi jeg altid bliver konfronteret med nogen, der ligner mig selv dér, det er sandheden, og jeg vil jo ikke uafbrudt konfronteres med mig selv, slet ikke på café, som jeg jo går på for at slippe for mig selv, men netop dér bliver jeg så konfronteret med mig selv og nogen der ligner mig.” (Wittgensteins nevø, s. 117).

Foragt og tiltrækning folder sig ind i hinanden og bliver uløseligt sammenknyttet, og således hænger Paul og Bernhard sammen med familien Wittgenstein og indbyggerne i Wien, som de deler caféer med, der på samme måde som de to herrer, spiser deres Sacher-tærte og foragter de forbipasserende, som Paul og Bernhard foragter de forbipasserende.

Bernhards kærlighed og had til Wien, bliver www.adressa.no " hspace="2" src="/graphics/tema_grafik/Wien8.jpg" width="170" align="right" vspace="2" />knyttet sammen med kærligheden til storbyen, til byen hvor han kan fortabe sig, hvor der hele tiden er en chance for refleksion, hvor han hele tiden bliver påvirket. Men Wien er samtidig en trussel mod hans helbred, og på grund af hans lungesygdom, må Bernhard hele tiden rejse på landet, for at rede sig fra Wiens sygdomsskabende luft.

På samme måde må Paul Wittgenstein søge på landet, når han skal komme sig over et af hans anfald. Og efter fjorten dage på landet uden kontakt med omgivelserne, så er han klar til at tage på Edenbar og drikke champagne på Sacher.

Wien og sygdommen
Paul ender sine dage som en fattig stakkel, der forhutlet går rundt i Wiens gader, og hans gamle venner, selv Bernhard, gemmer sig for ham, når de møder ham. Nok erkender Bernhard, at han svigter sin gamle ven, men han gør det alligevel, og selv om han foragtende beskriver andres svigt af de syge, så svigter han selv på samme måde. Medlidenhed og fortrængning slynger sig Wien om hinanden, på samme måde som kager og foragt slynger sig om hinanden i Bernhards beskrivelse af Wien.

Hvis man rejser til Wien med Thomas Bernhards portræt i baghovedet, er det svært ikke at lade sig friste til at sætte sig på Sacher eller Café Hawelka med en kop kaffe og en stor chokoladetærte og let foragtende betragte de forbipasserende, mens man med stor nydelse fortærrer sin skønne kage.

Så måske skal jeg i virkeligheden advare mod at læse Bernhard, hvis man vil tage til Wien. For det er svært ikke at smile af fornærmelser, le af de foragtende blikke og med stor fornøjelse le af de pusseløjelige skikkelser på caféerne. Men måske er det heller ikke så slemt.

0
Din bedømmelse: Ingen