Virkeligheden i dansk lyrik fra efterkrigstiden til i dag

Oprettet: 01.08.2002 - 11:53

Af Marie Büchert, litteraturstuderende

Forfatterne søger virkeligheden, men som de fleste andre i dag, er de i tvivl om, hvad den er, og bruger deres bøger i eftersøgningen. Er virkeligheden en lov? Er den ren krop? Et blik? Måske er denne besværlige virkelighed helt anderledes, end vi er vant til at tænke den.
(Merete Pryds Helle i Information, 2/5-1996.)

Virkeligheden er flygtig, så svær at jagte som et spøgelse. Når man tror, man har gennemskuet den, siver den bort mellem fingrene og lokker på ny. Hverken synlig eller hørbar befinder den sig alle vegne uden at være: på fjerne planeter, i kiosken på hjørnet, i går såvel som i dag og i morgen. Virkeligheden er alles og ingens og hver vores alene, den er god og ond, sand og falsk, rumlig og tidslig og umulig at definere.

Måske er netop dét grunden til, at digtere gennem alle tider har forsøgt at skrive den frem i deres fortællinger og poesi, og til at litteratur – der udlevede målet bare næsten – lige så længe har kunnet gøre sine læsere klogere på livet og verden. Virkeligheden er tanker, spørgsmål og stemninger og, hvis man tror på lyrikken gennem de seneste 50 år i Danmark, er den blevet stadigt mere filosofisk og kompleks. Lad mig slå ned på en række punkter og vise i hvilken forstand.

Modernismens første fase: den sensymbolistiske Heretica-digtning
I begyndelsen – der faktisk svarer til en afslutning – er virkeligheden påtrængende og ond. Efter 2. verdenskrig handler den om at skaffe kaffe og sukker, om at overskride grænser og barrierer og om at overleve trods truslerne fra atomvåben og det iskolde forhold mellem verdens to supermagter.

Overleve midt i den desillusion, der har indtaget stadigt fjernere egne i landet. Under besættelsen skriver Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen m.fl. kritiske digte om politik og socialt ansvar, mens brugslyrik, satirer og kampsange bliver yndet læsning i det skjulte.

Hvis man skal forholde sig til virkeligheden, skal man optage dens krisestemning i sind og krop og være kritisk, aktiv og engageret, synes moralen at være. Men virkeligheden er – om noget – foranderlig, og da først sejrsrusen har fortaget sig, er det en ny generations forestillinger og drømme, der ændrer den. Digtere som Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Ole Wivel kæmper for at gøre sig fri af tyngende traditioner, for at formulere en ny og bedre verden end krigens virkelighed.

De digter grandiost med symboler og storladen retorik, søger tilværelsens inderste eroskraft, og udbreder i øvrigt deres idealistiske tankeverden gennem tidsskriftet Heretica. Fra at være fysisk, påtrængende og ond, er virkeligheden i sin essens pludselig blevet metafysisk, ophøjet og ren.

Modernismens anden fase: den kulturradikale konfrontations-digtning
Så ren og essentiel får virkeligheden dog ikke lov til at være i lang tid. For sidst i 50’erne bliver den igen materiel med velstand og ungdomsoprør og økonomisk opsving. Langs konturerne af det fremvoksende industrisamfund anes en ny klasse, en mellemklasse, der ikke interesserer sig for de almenmenneskelige evige ideer, men for kernefamilie, typehuse og for butikkernes højtbelagte hylder.

I sin optimistiske lethed er denne ny virkelighed dog et let offer for tidens unge digtere, der ivrigt peger på dens stivnede normalitet og de sociale problemer, den heftigt fortrænger bag sin overflod. Mens den nye materielle livsform flyder ud over landet, går de unge digtere til koncerter og demonstrationer, de søger verdens puls, forelsker sig og elsker og er optagede af, hvordan industrisamfundet fremmedgør og hindrer kærligheden i at udfolde sig.

Med Klaus Rifbjergs digtsamling ”Konfrontation” (1960) indleder de et opgør med sensymbolismen. De beskæftiger sig med det konkrete i stedet for det symbolske, bliver politiske og kulturradikale og opløser selve sproget, så de hårdhændet kan trænge ind til kernen af en – for dem – rig, men tom, meningsløs og opløst virkelighed. ”I et øjebliks skelettering / gennemskues omverdenen,” som Rifbjerg skriver i digtet ”Røntgen” fra konfrontationssamlingen.

Modernismens tredje fase: den skrifttematiske digtning
På få år er virkeligheden både blevet opfattet som et abstrakt ideal og som et konkret opløst rod. Men netop som den har skiftet identitet, skifter den rolle igen. I midten af 60’erne bliver en ny digtergeneration med Hans-Jørgen Nielsen som central figur opmærksomme på virkelighedens kompleksitet.

Den er ikke enten metafysisk eller konkret og fragmenteret, med et industrisamfund i mange klasser og lag og arbejdsfunktioner, med et mediebillede der dækker både det lokale og det globale, med nye kønsroller, boformer og måder at være sammen på og med endnu mere til, opfatter digterne virkeligheden som både-og.

Virkeligheden er blevet mangeartet, summen af en uendelig ustandseligt skiftende mængde af forskelligartede elementer, der er lige meget værd. I stedet for at beklage forbrug og fremmedgørelse, ser digterne verden som et mulighedsfelt, hvor enhver er fri til at vælge sit eget liv og sin egen virkelighed. I stedet for at konfrontere og kritisere bevæger de sig over i et helt nyt felt af æstetiske muligheder, hvor alt er tilladt og tilgængeligt.

Lyrikere som Per Højholt og Inger Christensen indleder et skrifttematisk og formelt gennembrud med værker af sjældent format, værker der benytter sproget til at fremskrive eksempler på virkelighed – og til at pege på sig selv som eksempel – i stedet for at erkende virkeligheden entydigt og kritisk.

Socialmodernisme: brugsdigtning
Allerede inden virkeligheden bliver relativ og konstrueret som eksempler af de skrifttematiske digtere, har prosa-forfattere som Anders Bodelsen (f. 1937) og Henrik Stangerup (f. 1937) skildret moderne danske miljøer i – for dem – genkendelige, realistiske virkelighedsbilleder.

De skaber en litteratur, der kan bruges til noget, fordi den har holdninger og giver sine læsere en mulighed for at se sig selv udefra. Allerede midt i 60’erne ser de virkeligheden gennem ideologiske briller, og efter oliekrisen i 1973 og Fremskridtspartiets indmarch i Folketinget samme år bliver virkeligheden igen politisk og moralsk.

Den er stadig mangetydig og relativ, men i stedet for at afspejle dette i bløde udsagn om, at det ene er lige så godt som det andet, tager 70’ernes lyrikere stilling – udvælger de dele af virkeligheden, som de mener er mere sande eller rigtige end dens andre dele. De er nok præget af de eksperimenter, de tidligere modernister har gjort med sproget, de tænker også om virkeligheden, at den er i sproget og kan fremskrives gennem sproget, men tænker indhold før form, moral før sprog.

De skriver enkelt og ukompliceret, og ynder bl.a. at bruge den let forståelige knækprosa som lyrisk form. De har holdninger og sætter virkeligheden til debat, og bliver ofte kritiseret for at være skarpe på den kedelige måde. Til deres forsvar kan man hævde, at de nedbryder genrer og skaber nye formsprog mellem fiktion og faktion, mellem lyrik og prosa.

Postmodernisme: den selvbeviste 80’er-digtning
Siden efterkrigstiden er det på nuværende tidspunkt – i teksten og tiden – klart, at virkeligheden ændrer sig i spiraler, at den cirkler mellem det konkrete og det abstrakte, mellem metafysiske sandheder og sandheden om, at sandheden ikke eksisterer. Virkeligheden rummer muligheder, holdninger, visioner, og når virkeligheden ikke findes på en bestemt måde, bliver den personlig og subjektiv, åben for, at hver enkelt skaber den på sin egen måde.

Sådan udskrives virkeligheden i hvert fald hos 80’ernes unge digtere. De er selvbevidste og optagede af deres egne omgivelser og erfaringsforløb, og i stedet for at mene, at sandheden ikke findes, tænker de positivt, at sandheden er alting. Virkeligheden er ikke mangetydig, der er mange virkeligheder. Og virkelighed er hurtighed, for teknologi og information er udbredt, så nuet bliver stort og langvarigt, et år er om et liv.

Digterne er trætte af politik og moral, de bruger kroppen som målestok for deres plads i verden og oplevelse af virkeligheden, de digter om identitet og om eksistens, og nogle – bl.a. Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup – digter om deres digte, og om hvordan poesi bør skrives og være. Virkelighed er narcissistiske spejle, livsstile, små historier og betydninger. Men når digterne er bedst, overskrider de det personlige og gør deres tanker almene.

Post-postmodernisme: den ironiske 90’er-digtning
Hvor virkeligheden i 80’erne er digternes egen personlige virkelighed, synes selv den menneskelige identitet og personlighed at være blevet opløst og usammenhængende i 90’erne, årtiet hvor teknologi, genforskning og klonede eksperimenter sætter spørgsmålstegn ud for menneskets unikke egenskaber og meningsfulde karakter.

I en virkelighed, hvor selv vores personlige små historier er blevet modsætningsfulde, forvirrede og meningsløse, forsvinder digtere som Kirsten Hamman, Nicolaj Stochholm og Kathrine Marie Guldager ind i sproget med ironisk distance til verden. De er filosofiske, videnskabelige, sensuelle, religiøse, alvorlige, barnlige, politiske, eksistentielle, æstetiske og meget formalistiske, og de er det hele på samme tid.

Digtningen udfolder sig i et rum, hvor alting er lige i noget, der kunne kaldes en relativ autonomi, et rum der gennem alle fænomeners lighed udfolder en ny form for menneskelighed i hele dens højde og bredde. Digterne håndterer, erfarer og tolker virkeligheden ved at vikle sig ind i dens sprog, undersøge dem indefra og udefra, gøre dem til genstand for radikale eksperimenter, og i sidste ende gøre sproget og digtningen til en selvstændig sfære af virkelighed: digtene er, nøjagtigt som mennesket er.

Måske kan man på den måde sige, at virkeligheden i dag er mere bevægelig og rumlig end nogensinde før, den er ikke tab og potentiale, kaos og orden, konkret og abstrakt, del og helhed, individuel og almen, den er alt, der ligger imellem. En linedans i mange lag, en balancegang blandt forskelle og ligheder, et net under verdens saltomortaler.

Fremtiden er hybrid – måske
Hvis man læser den danske lyrik fra efterkrigstiden til i dag, giver sproget en fornemmelse af virkeligheden som stadigt mere kompleks og opløst. Hvad fremtiden vil bringe af virkelighed og lyrik siger digterne imidlertid ikke umiddelbart noget om. Men siden 50’erne synes følelsen af at stå ved en større skillelinje i forhold til virkelighedens og verdens organisering at have tiltaget i styrke.

Informationsteknologien bliver stadig mere udbredt, og med e-mail, internet og virtuelle virkeligheder ændres vores opfattelse af tid og rum på ny, nye grænser overskrides og ophæves mens linjer tegnes på tværs af modsætningsfulde fænomener. På samme måde synes digternes radikale sproglige eksperimenter at have sprængt alle rammer for det digteriske formsprog, at være nået til et endepunkt, hvor de ikke kan drives videre.

Måske kunne man derfor forestille sig, at digtere som Morten Søndergaard og Christian Yde Frostholm – med rødder i Per Kirkebys arbejde i 60’erne – ville danne skole. I deres arbejde overskrider de lyrikkens traditionelle grænser, blander genrer, stillejer og kunstformer ikke mindst: poesi, billedkunst, performance, lydkunst, multimediekunst mv. Måske er det her, i de hybride former, at fremtidens virkelighed skal findes? Eller: ”Måske er denne besværlige virkelighed helt anderledes, end vi er vant til at tænke den.”

Centrale danske digtere siden 2. verdenskrig
Lyrik er ikke en statisk ting, når digtere oplever at virkeligheden ændrer sig, ændrer de sig ofte med den. Følgende oversigt er derfor meget firkantet og kun lidt nuanceret, for de listede digtere har selvfølgelig bevæget sig bort fra deres udgangspunkter gang på gang. Kategorierne kan dog give et godt og hurtigt overblik over centrale personligheder i de sidste 50 års danske lyrik.

Besættelsens socialt bevidste digtere
 Tove Ditlevsen (1917 – 1976), debuterer med ”Pigesind” i 1939.
 Morten Nielsen (1922 – 1944), debuterer med ”Krigere uden Vaaben” i 1943.
 Halfdan Rasmussen (f. 1915), debuterer med ”Soldat eller Menneske” i 1941.

Sensymbolismen:
 Thorkild Bjørnvig (f. 1918), debuterer med ”Stjærnen bag Gavlen” i 1947.
 Jørgen Gustava Brandt (f. 1929), debuterer med ”Korn i Pelegs Mark” i 1949.
 Paul la Cour (1902 – 1956), debuterer med ”Dagens alter” i 1922.
 Erik Knudsen (f. 1922), debuterer med ”Dobbelte dage” i 1945.
 Ole Sarvig (1921 – 1981), debuterer med ”Grønne digte” i 1943.
 Ole Wivel (f. 1921), debuterer med “Digte” i 1940.
 Jess Ørnsbo (f. 1932), debuterer med ”Digte” i 1960.

Tidsskriftet ”Heretica” var til at starte med redigeret af Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og litteraten Bjørn Poulsen, men udkom også under to andre redaktørpar i perioden 1948 – 1953.

Konfrontationsdigtningen:
 Ivan Malinowski (1926 – 1989), debuterer med ”Vejen” i 1954 – efter to digtsamlinger fra 40erne som han senere har ønsket slettet af sit forfatterskab.
 Klaus Rifbjerg (f. 1931), debuterer med ”Under vejr med mig selv” i 1956.
 Jørgen Sonne (f. 1925), debuterer med ”Korte digte” i 1950.

Den skrifttematiske digtning:
 Kristen Bjørnkjær (f. 1943), debuterer med ”Ny dansk politik” i 1965.
 Inger Christensen (f. 1935), debuterer med ”Lys” i 1962.
 Klaus Høeck (f. 1938), debuterer med ”Yggdrasil” i 1966.
 Per Højholt (f. 1928), debuterer med ”Poetens hoved” i 1963.
 Per Kirkeby (f. 1938), debuterer med ”Per Kirkeby Litt” i 1965.
 Peter Laugesen (f. 1942), debuterer med ”Landskab” i 1967.
 Jørgen Leth (f. 1937), debuterer med ”Gult lys” i 1962.
 Hans Jørgen Nielsen (1941 – 1991), debuterer med ”at det at” i 1965.
 Henning Mortensen (f. 1939), debuterer med ”Det kan komme over én” i 1966.
 Henrik Nordbrandt (f. 1945), debuterer med ”Digte” i 1966.
 Asger Schnack (f. 1949), debuterer med ”Øjeæbler” i 1967.
 Vagn Steen (f. 1928), debuterer med ”Digte?” i 1964.
 Dan Turèll (1946 – 1993), debuterer med ”Vibrationer” i 1966.

Brugsdigtningen:
 Vita Andersen (f. 1942), debuterer med ”Tryghedsnarkomaner” i 1977.
 Rolf Gjedsted (f. 1947), debuterer med ”Englefronten” i 1969.
 Marianne Larsen (f. 1951), debuterer med ”Koncentrationer” i 1971.
 Eske K. Mathiesen (f. 1944), debuterer med ”Fra spætternes have” i 1976.
 Jens Smærup Sørensen (f. 1946), debuterer med ”Udvikling til fremtiden” i 1971.
 Laus Strandby Nielsen (f. 1944), debuterer med ”Åhhh ... kom hurtigt!” i 1972.
 Charlotte Strandgaard (f. 1943), debuterer med ”Katalog” i 1965.

Den selvbevidste 80’er-digtning:
 Thomas Boberg (f. 1960), debuterer med ”Hvæsende på mit øjekast” i 1984.
 Camilla Christensen (f. 1957), debuterer med ”fejlspændt” i 1985.
 Simon Grotrian (f. 1961), debuterer med ”Gennem min hånd” i 1987.
 F.P. Jac (f. 1955), debuterer med ”Spontane kalenderblade” i 1976.
 Bo Green Jensen (f. 1955), debuterer med ”Requiem & Messe” i 1981.
 Pia Juul (f. 1962), debuterer med ”levende og lukket” i 1985.
 Juliane Preisler (f. 1959), debuterer med ”Uden” i 1983.
 Michael Strunge (1958 – 1986), debuterer med ”Livets hastighed” i 1978.
 Pia Tafdrup (f. 1952), debuterer med ”Når der går hul på en engel” i 1981.
 Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), debuterer med ”City Slang” i 1981.
 Merete Torp (f. 1956), debuterer med ”Digte” i 1982.
 Morti Vizki (f. 1963), debuterer med ”Digtsamling” i 1984.

Den ironiske 90’er-digtning:
 Naja Marie Aidt (f. 1963), debuterer med ”Så længe jeg er ung” i 1991.
 Kathrine Marie Guldager (f. 1966), debuterer med ”Dagene skifter hænder” i 1994.
 Kirsten Hamman (f. 1965), debuterer med ”Mellem tænderne” i 1992.
 Niels Lyngsø (f. 1968), debuterer med ”Maske & Maskine” i 1992.
 Lone Munksgaard Nielsen (f. 1968), debuterer med ”Afvikling” i 1993.
 Nicolaj Stochholm (f. 1966), debuterer med ”Biografi” i 1991.
 Morten Søndergaard (f. 1964), debuterer med ”Sahara i mine hænder” i 1992.

0
Din bedømmelse: Ingen