Vindue til ny fransk litteratur

af Hans Boll-Johansen, Docent, dr. phil.     

Der udkommer omkring 800 romaner om året i Frankrig, flest om efteråret. Antallet giver kritikerne et problem, fordi ingen kan nå at læse det hele. Jeg har gennem mere end 30 år sat min lid til Le Mondes ugentlige bogtillæg, Le Monde des Livres, men denne institution er blevet beskyldt for kammerateri og mafiøs eftergivenhed over for venners og forlags pression (Pierre Péan og Philippe Cohen, La Face cachée du Monde, 2003); så da jeg for nylig skulle holde foredrag om ’ny fransk litteratur’ i Den Litterære Institution USS på Hald Hovedgård, besluttede jeg at supplere litteraturkritikernes vurderinger med parisiske boghandleres anbefalinger.

De 23 bøger som det endte med, er basis for dette rids af nogle hovedtemaer i ny fransk litteratur. Jeg har ordnet bøgerne efter temaer og knytter efterfølgende nogle kommentarer til dem. Mine øvrige kommentarer er bragt i to artikler i Politiken Bøger, som kan findes på www.politiken.dk: den 10. september om Michel Houellebecqs nyeste roman og den 24. september om ’fransk litteraturorientering’.

Man kan tale om tre store tendenser i den franske roman i det 20. århundrede: Den første - og vigtigste - er Proust-linjen med psykologiske analyser, der strømmer i det smukkest tænkelige sprog som et stykke senromantisk musik.

Den anden er Céline-fløjen, som sætter en ære i at sige nej, blæse på alle tabuer og bryde litteratursprogets konventioner med en ret omfattende brug af dét, man i Akademiet kalder ’folkelige vendinger’, og som folket selv kalder lokumssprog.

Den tredje retning repræsenterer en radikal eksperimenterelyst, som man f.eks. så det i den såkaldte ’Nye Roman’ (Nouveau Roman) i 1960’erne – hvor man satte sig for at gøre op med samtlige traditionelle elementer i romanen. Slagordet var ’romanen er død’. Det viste sig dog snart, at rygterne om romanens død var stærkt overdrevne – ligesom rygterne om Guds død. Men eksperimenterne gik ikke sporløst hen over litteraturen, og navnlig ikke over de departementer på universiteterne, der studerer litteratur. Der er ikke noget som Nouveau Roman og tilsvarende fænomener, når man skal skrive ph.d.

Det er let at få øje på de to første tendenser i den nyeste litteratur. 
For Proust-linjens vedkommende kunne det i princippet være hele kategorien ’Den psykologiske roman’, men man kan i særdeleshed pege på en forfatter som Sylvie Gracia, som har skruet sit persongalleri sådan sammen, at hun kan koncentrere sig om den rene psykologi, fordi det hos hende handler om en kvinde, der bliver betaget af homoseksuelle mænd. Dermed er man fri for, at det kommer til håndgribeligheder; der er kun tiltrækningens psykologi at skrive om  - og jalousien. Det er ren Marcel Proust.

Céline-inspirationen trækkes der også på rundt omkring, f.eks. Michel Houellebecq og Pierre Mérot, som i Mammifères har en grotesk, meget céline’sk passage om, hvordan det foregår på et forlag, hvor han en kort overgang var ansat. Et af de meget få mennesker, der var med til Célines begravelse dukker også op på min short-list. Det er den ret vilde, højreanarkistiske Roger Nimier, der skrev på testosteron og havde for meget benzin i blodet. Hans forsømte datter, Marie Nimier, skriver uden skånsel om, hvordan hun oplevede ham. 

Romaner, der slavisk følger Nouveau Roman’s opskrifter, er ikke til at få øje på, men Nouveau Romans forlag, Minuit, har stadig en forkærlighed for det lettere eksperimenterende. Det giver somme tider nogle tynde bøger af nogle blege forfattere, f.eks. en lille tynd bog af Laurent Mauvignier, Le Lien, et stilrent drama kogt ned til den mest nødvendige psykologi, der kan minde om Nathalie Sarraute, som man engang regnede med til Nouveau Roman.

Smertepunkter i nutiden
Udover ’kunstlitteraturen’, som dominerer i litteraturhistorier og de litterære tidsskrifters anmeldelser (og som jeg har skrevet om i Politiken Bøger den 24. september 2005), er der en stor gruppe bøger, som man kan kalde hverdagsrealistiske eller socialrealistiske, fordi de handler om det daglige livs problemer.

Flere af de aktuelle romaner er skrevet lige ind i den globaliserede verden med udflagning af virksomheder og desperate mænd, der mister meningen med livet, da deres arbejde forsvinder, f.eks. Francois Bons Daewoo, der handler om lukningen af tre fabrikker i Lorraine – hvor romanforfatteren sætter navne på globaliseringens ellers lidt abstrakte drama. For erhvervslederne er det først og fremmest tal, det handler om, røde eller sorte tal på bundlinjen. For de mennesker, der arbejder for den koreanske kapital, drejer det sig om brød og familieliv og bolig og selvrespekt.

Helt parallelt behandler Gérard Mordillat i Les Vivants et les Morts lukningen af en plastic-fabrik i Østfrankrig. Her er det tyskerne, der lukker den - med nøjagtig samme hensynsløshed som koreanerne. Bogen beskriver i detaljer, hvordan fagforeningerne kæmper en forgæves kamp for de manuelle arbejdere, som er dem, der især betaler globaliseringens pris.

Den fødte bestseller
Philippe Djians Impuretés kunne være et eksempel på en roman, der på forhånd er konciperet som international bestseller. Hans temaer holder sig bevidst på et helt universelt niveau: forældres problematiske relation til deres teenage-børn, stoffer og fri sex i parforholdene blandt de by-intellektuelle, etc. Den slags tekster lader sig problemløst oversætte hen over landegrænserne, fordi det er problemstillinger, der kan genkendes i alle lande. Det mondæne miljø kunne lige så godt have været Rungsted eller Long Island.

Djians problem er, at han én gang, i 1985, har skrevet en roman, der i filmatiseret udgave blev kult. Det var 'Betty Blue' (1988), som blev filmatiseret af Beneix. Denne succes har han aldrig siden kunnet leve op til.

Også i Philippe Delerms 'La Bulle de Tiepolo' er den internationale dimension indbygget på forhånd, idet den foregår først i Paris, dernæst i Venedig, hvor hovedpersonen skal ned for at analysere et maleri af Tiepolo. Delerm, som ynder lange analyser af malerier i sine romaner, har også skrevet en bog over Skagensmalerne: 'Sundborn'.  

Michel Houellebecq er jeg også tilbøjelig til at placere i kategorien ’Wannabe Bestsellere’. Den sproglige form er her relativt enkel, ret spændstig, men uden de store litterære prætentioner, så teksten forholdsvis let lader sig oversætte til alle mulige sprog. Handlingen er så skandaløs, som man forventer af en Houellebecq-roman. Det er altid spændende, hvad Houellebecq nu finder på at provokere med. Det lykkes også denne gang!

Smertepunkter i fortiden
1. Irène Némirovski (1905-42): Suite francaise. Denoël 2004. 2. Philippe Grimbert: Un Secret. Grasset 2004. Prix Goncourt des Lycéens. 3. Georges-Arthur Goldschmidt: Le Recours. Editions Verdier 2005. 4. Zahia Rahmani: Musulman. Roman. Sabine Wespieser Editeur 2005. 5. Antoine Prost: Carnets d’Algérie. Tallandier Editions 2005.

Smertepunkter i nutiden
6. Francois Bon: Daewoo. 2004. 7. Gérard Mordillat: Les Vivants et les Morts. Calmann-Lévy 2004 8. Frédéric Beigbeder: Windows of the world. Grasset 2003.
En syntese  9. Jean-Paul Dubois: Une Vie francaise. Editions de l’Olivier 2004.

Den psykologiske roman
-Parforhold og kønsroller
10. Laurent Mauvignier: Le Lien. Les Editions de Minuit 2005.
11. Christian Oster: L’Imprévu. Les Editions de Minuit 2005.
12. Sylvie Gracia: Regarde-moi. Editions Verticales/Le Seuil 2005.
13. Pierre Mérot: Mammifères. Flammarion 2003. Prix de Flore.

-Ødipus
14. Yann Queffélec: Ma première femme. Fayard 2005.
15. Roger Grenier: Andrélie. Mercure de France (serien Traits et Portraits) 2005.
16. Gaëlle Obiégly: Faune. L’Arpenteur  2005
17. Marie Ndiaye: Autoportrait en vert. Mercure de France France (serien Traits et Portraits) 2005.
18. Marie Nimier: La Reine du silence. Gallimard 2004. Prix Médicis.
19. Patrick Modiano: Un Pedigree. Gallimard 2005.
20. Yves Ravey: Pris au piège. Les Editions de Minuit 2005.

Den internationale wannabe bestseller
21. Philippe Djian: Impuretés. 2005.
22. Philippe Delerm: La Bulle de Tiepolo. Gallimard 2005.
23. Michel Houellebecq: La Possibilité d’une île. Fayard 2005.