Vi skal være støbt i beton. Om Jeg er en hær af Lars Husum

Oprettet: 29.09.2011 - 14:25

En tankevækkende og foruroligende roman. Af Henrik Torjusen, MA i Liberal Studies

Hvordan er det egentlig at være soldat? Det er svært at svare på for mennesker, der ikke selv har været i krig. For hvordan beskriver man det, for os, der ikke har befundet sig i en krigszone eller har haft behov for at skyde på andre mennesker?

Og hvordan påvirker eller forandrer det ens forhold til ens nærmeste, familie og det omgivende samfund? Det er de grundlæggende spørgsmål i Lars Husums (f. 1974) tankevækkende og foruroligende roman Jeg er en hær (2010).I bogen, der er Husums anden roman, følger vi soldaten Jacob Jepsens liv fra 2000 til januar 2007; fra tiden inden han tager af sted på mission, turene til Bosnien og Afghanistan og livet i tiden mellem.

Det afgørende moment for bogen er Jacobs møde med Lone inden afrejsen til Bosnien. Det er her bogen begynder, på et diskotek i København, hvor en flirt og et uforpligtende knald udvikler sig til meget mere. Jacob har indtil da aldrig haft et seriøst forhold. Soldaterkarrieren har haft førsteprioritet, og han har, antyder han selv, ikke haft evnerne til at binde sig til et andet menneske.

Men nu får livet pludselig en ny betydning, da den rigtige kærlighed bryder ind i Jacobs ordnede tilværelse, og livet som soldat får konkurrence fra en anden side af tilværelsen. Inden mødet med Lone har soldaterlivet været uproblematisk. Jacob har set sig selv som en hær, der er i stand til at klare alt. Han er usårlig, uovervindelig, udødelig. Men pludselig står Lone der, sammen med sin søn Ask, og er en del af Jacobs tilværelse. Han har fået et nyt ansvar.

Soldatens verden
I spændingsfeltet mellem Jacobs tilværelse som soldat og forholdet til Lone, får vi beskrevet soldatens tanke- og følelsesverden. I et interview har Lars Husum fortalt, at han har brugt beretninger fra danske soldater, både for at sikre, at beskrivelserne var rigtige, men også til at leve sig ind i deres tankeverden.

Og bogen formår også på næsten uhyggelig vis at beskrive de følelser, Jacob må gennemleve, da han endelig kommer til Bosnien. For på den ene side er han soldat med kød og blod. Det er hele hans liv, og hvis han ikke er soldat, så er han ingenting. Men samtidig begynder savnet efter Lone at snige sig ind på ham, og forholdet til hendes søn, Ask, har også påvirket ham mere, end han i første omgang havde forestillet sig. Han havde aldrig troet, at han ville have børn, som han altid har fortalt sine venner, Tina og Jesper, men nu, hvor Ask er der, så er han svær at modstå.

Venner og fjender
En andet forhold, der spiller en stor rolle i fortællingen, er Jacobs relation til vennen Jesper, som også er soldat. De lærte hinanden at kende, da de var helt små og har holdt sammen lige siden. Jesper er gift med Tina, som han lærte at kende i teenageårene. De har to døtre, og Jesper har den familie, som Jacob aldrig havde regnet med at få. De to mænd virker som spejlbilleder for hinanden; de har fulgte samme vej gennem livet, flyttede sammen fra Sorø til København som 16-årige, gik ind i hæren sammen og har gjort tjeneste de samme steder. Dobbeltgængermotivet fortsætter efterhånden som historien skrider fremad. For da ulykkerne begynder at regne ned over de to mænd, reagerer de forskelligt, og i de to ens mænd ser vi de forskellige omkostninger livet og krigen giver.

Under missionen i Bosnien sker der ikke noget farligt. De kommer til at bade i en sø, der blev brugt som massegrav og en svensk soldat, de er på patrulje med bliver skudt og dræbt af serbere. Men det påvirker dem ikke, for det er jo soldatens lod. De formår begge at adskille livet i Bosnien og derhjemme. Men pludselig bryder verden sammen.

Lone og Tina kører galt. Tina og børnene bliver dræbt, men Lone overlever. Jespers verden knuses, og da krigen i Afghanistan bryder ud, begraver han sig i nyheder om krigen. De to venner glider fra hinanden. Jesper får aldrig den hjælp, han har brug for. Han kan ikke selv bede om hjælp, og der er ingen, der griber ind, før det er for sent.

 I det fremmede
Da de to mænd kommer til Afghanistan, har Jesper fået en ny kone, Jacobs ekskæreste, og hun er gravid. Jesper vil stadig ikke tale om sin tidligere kone og børn og har trukket sig ind i sig selv. Jacob er heller aldrig kommet sig over ulykken, og nu lander de i et krigshærget Afghanistan, hvor deres indre kaos  spejles i det ydre krigshærgede land.

Den ene grusomme oplevelse afløser den anden, og da de endelig kommer i rigtig kamp, fryser Jesper. Han har mistet sig selv midt i krigen, og to andre soldater dør på grund af ham. Jacob, derimod, formår at handle og skyder to Talibankrigere. Jesper må tage hjem og ender med at blive sindssyg. Der er ingen, der kan hjælp ham, selv ikke Jacob. Og Jacob selv begynder at bevæge sig i samme retning. Han kan ikke finde sig til rette i verden, især ikke da hans soldaterkollega bliver sprængt i luften lige ved siden af ham.

Jacob har svært ved at finde plads til oplevelserne. Der er gråt i Danmark, da han vender hjem. Nok er Lone og Ask der, men verden forstår ikke Jacob, og Jacob forstår ikke verden. Han bliver rasende af en tur i Netto, han går i søvne og har ikke længere kontrol over sine følelser. Men der er ingen, der kan hjælpe ham, og spørgsmålet bogen stiller mod slutningen er: Hvordan kan soldater som Jacob finde sig til rette i samfundet igen. Hvordan kan så ekstreme oplevelser genintegreres i den normale verden, og hvordan kan soldater som Jacob og Jesper undgå at gå under.

Det er voldsomme oplevelser og voldsomme følelser, der er på spil i Husums roman; men krig er også voldsomt og ekstremt. Det er godt med en bog som Jeg er en hær, til at minde os om omkostningerne ved krig, til at minde os om, at soldater er mennesker, der lider og føler smerte. De er ikke bare abstraktioner, der kan kastes ud i krigen og så klare sig selv. De er levende mennesker af kød og blod, med et indre liv. Det er den vigtigste lektie. Men det er bestemt også mere end nok.                 

0
Din bedømmelse: Ingen