Verdens bedste bog: Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamasov

Oprettet: 01.06.2002 - 08:00

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Efter min mening er Dostojewskijs (1821-81) store romaner noget af det aller bedste, der nogen sinde er skrevet. Det drejer sig om Rodion Raskolnikof (1864), Idioten (1868), De besatte (1872) og Brødrene Karamazov (1881). De er alle fire fantastiske bøger, men Brødrene Karamazov er den bedste. For det første er den lige som alle Dostjewskijs værker ekstremt godt skrevet; for det andet er historien super spændende både personligt og historisk.

Rusland har indtil for ikke så længe siden altid haft en eller anden form for diktatorisk styreform. Det er måske grunden til, at russisk litteratur ofte har en politisk side. Dostojewski er ingen undtagelse i den forbindelse. Han færdedes selv i det socialistiske miljø i Sankt Petersborg, og derfor blev han dømt til døden i 1849. Han blev imidlertid benådet på skafottet, men måtte tilbringe årene 1850-54 i en straffekoloni i Sibirien, hvorefter han blevet tvunget til fem års tjeneste i den russiske hær.

Man kan derfor med god grund gå ud fra, at han har haft visse pointer at slå fast. Desuden gav hans samtid en særlig baggrund for at skrive: lige som resten af Europa gennemgik Rusland i 1800-tallets midte en modernisering, der vendte op og ned på den sociale orden, ligsom de herskende værdisæt – herunder det kristne – blev problematiske. Denne oplevelse af forandring har givet både et social og et psykologisk særkende til Dostojewskijs værker.

Den sociale konsekvens af forandringerne er nærmest negativ i den forstand, at Rusland på en underlig måde ikke rigtig gennemgik de samme forandringer som Vesteuropa. Dostojewskijs hovedpersoner er ofte karakteriserede ved at fornemme de nye tider, samtidig med, at der ikke sker nogen særlig forandring. Det går helt ned i små detaljer: for eksempel udspiller der sig ofte scener, hvor hovedpersonen overvejer, hvorvidt han skal træde til side for en officer på gaden eller ej, og den sociale omgang er i det hele taget altid problematisk.

Den psykologiske konsekvens af forandringerne er nærmere moralsk. I alle Dostojewskijs romaner synes pointen at være, at mennesket står til regnskab for en moralsk regelsæt, og at man kun opnår lykke gennem lidelse. Det er for eksempel tilfældet i Rodion Raskolnikof, hvor hovedpersonen netop ikke kan dræbe uden moralske skrubler og først opnår en slags lykke i fængslet. Det er ikke så konservativt som det lyder; det er nærmere en bundhumanistisk tankegang, der er ret appelerende, og det hele er – selvfølgelig – fremført på suveræn og overbevisende vis.

Begge disse pointer – den måske fraværende sociale forandring og det moralske ansvar – er også til stede i Brødrene Karamzov, men på en enormt raffineret måde. Der er tre en halv bror. Den yngste, Aljosja, er en følsom fyr, der er i lære i et kloster. Ivan er en kynisk mand, der i den grad er optaget af de moralske forandringer. Dmitri er en ret brovtende soldat med et et strengt æreskodeks. Den sidste og halve bror er Smerdjakov, der formentlig er søn af de andres far og en landsbytosse. Brødrene er altså repræsentanter for diverse værdisæt: et religiøst, et kynisk, modernistisk og et halvgammeldags æreskodeks, samt Smerdjakovs, der er en nihilistisk misforståelse på at efterligne Ivan. Det er ret godt lavet, at de gnidninger, den sociale forandring medfører, bliver til en konflikt mellem personer.

De meget forskellige personligheder giver ret mange uenigheder, der yderligere forstærkes af en ret storladen kærlighedsintrige: Dmitri er håbløst forelsket i den udsvævende Grusjenka, på trods af, at han er forlovet med Katerina. Faderen er forelsket i den samme Grusjenka og forsøger at bestikke hende til at være sammen med ham. Katerina er forelsket i Ivan, der imidlertid er for kynisk til at elske nogen overhovedet.

Der er absolut ingen stabilitet, fordi alle personerne har et potentiale til at få opfyldt deres ønsker: nok er faderen grim, men han er rig; Dmitri er måske brovtende og tykhovedet, men han er samtidig ærlig og energisk; Ivan er nok kynisk, men måske vil Katerina kunne overbevise ham. I øvrigt er det hele vinklet ind i en mordhistorie, som jeg ikke vil afsløre for meget af (det er her det moralske ansvar kommer ind i billedet).

Jeg tror grunden til, at Brødrene Karamazov er så super vellykket er, at alle personernes holdninger til sagerne har en vis appel. Den konservative Dmitri er faktisk ret sympatisk, og den religiøse Aljosja er nærmest forbilledlig, på trods af, at folk som jeg normalt ikke er store tilhængere af den slags. Den kyniske Ivan er mere moderne, og hans syn på verden kan de fleste nok kende.

Skildringerne af personerne er formidable; der er en konstant, tragisk side af dem alle, der driver historien fremad (jævnfør tanken om lykke gennem lidelse). Det er i kraft af den superpræcise beskrivelse af personerne, at Dostojewskij skaber sympati om deres holdninger. Jeg synes, der er noget ret livsbekræftende ved på den måde at skabe forståelse og sympati for personernes forskellige værdier.

En anden grund til romanens succes er Dostjewskijs sans for at bevare spænding. Historien er skruet sammen på en enormt smart måde, der hele tiden bevarer en vis usikkerhed om de forskellige personer. Man bliver tvunget til at læse den hurtigt, og det er heller ikke noget problem.

0
Din bedømmelse: Ingen