Ursula Andkjær Olsen og sprogets musik – en opløftende optræden med stof til eftertanke

Oprettet: 28.11.2013 - 11:55

Reportage fra Ursula Andkjær Olsens besøg på Åby Bibliotek den 13. november i forbindelse med temaudstillingen Billeder i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. En udstilling om Olsens eksperimenterende forfatterskab skabt i samarbejde mellem Åby Bibliotek og Olsen selv.

Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med samlingen Lulus sange og taler og har siden udgivet intet mindre end 7 digtsamlinger, hvor hun senest er aktuel med Det 3. årtusindes hjerte. Denne er en undersøgelse af jegets modsætningsfyldte væsen, hvilket kommer til udtryk bl.a. ved en særpræget flerstemmighed, samt er den en undersøgelse af naturen vs. kulturen og det dyriske vs. den politiske orden - altså en undersøgelse af det meste. Men det er netop også det som poesi kan, fremhæver Olsen i samtale med Dan Ringgaard fra Aarhus Universitet: ”Poesi handler jo om alt, synes jeg, og derfor handler det også om den verden, der omgiver os. Hvordan sanser man kapitalismen? Jeg forsøger at bruge mig selv til at sanse de indtryk som verden giver på mig så at sige.”

Olsens interesse for og viden om musik kommer helt tydeligt frem i hendes digtning, og særligt når hun læser digtene højt. Hun har sin helt egen måde at fremsige teksten på, således at hun formår at skabe en ny tekst. Oplæsningen giver hermed nyt liv til ordene og nye refleksionsmuligheder.  

Efter en meget gribende oplæsning fra Det 3. årtusindes hjerte indtager Dan Ringgaard scenen og de to udveksler tanker og idéer om poesiens væsen og muligheder. Her understreges Olsens musiske tilgang til lyrikken, en kendsgerning hun først selv er blevet klar over i nyere tid, og sprogets musik er således en meget passende titel på aftenens arrangement.

Ifølge Olsen er sproget en noget kompliceret størrelse. ”Vi har jo sproget tilfælles. Det er ligesom det vilkår, at vi gennemtrænges af det almene, men også at man på en måde går rundt og har lige præcis hver sin opfattelse af hvad de enkelte ord betyder, som gør at mennesker utrolig tit misforstår hinanden. Der er noget der udveksles, men der er også nogle rester som ikke helt kan gå op. Alting kan altid siges på en anden måde end den jeg lige har sagt det på.”

Temaudstillingen, som foruden Olsens forfatterskab rummer billeder og app’en ”Jeg pynter mig” som er lavet i samarbejde med søsteren Julie Andkjær Olsen, kan besøges i LitteraturStedet på Åby Bibliotek frem til årsskiftet.

 

0
Din bedømmelse: Ingen