At udsætte afslutningen. Georgi Gospodinov: En naturlig roman

Oprettet: 01.02.2007 - 09:06

Af cand. mag. Martin Toft

Georgi Gospodinov sætter i En naturlig roman alle kræfter ind på at tale uden om smerten ved skilsmissen. Det er der kommet en herligt fabulerende roman ud af.

Århusianske Husets Forlag, der i 2004 lykkeligvis genopstod efter lukningen året før, har med deres Serie for Oversat Litteratur (S.O.L.) gennem tiden stået som en garant for litterære udgivelser af høj kvalitet. Blandt titlerne i denne serie finder man En naturlig roman (1999, da. udg. 2005) af den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov (f. 1968), der på bogens omslag beskrives som den unge bulgarske litteraturs enfant terrible.

Hvorfor han kan smykke sig mig med denne titel - der i litterær sammenhæng vel må benævnes som en æresbetegnelse - fremgår ikke, men han har i rollen som redaktør på den litterære ugeavis Literaturen vestnik skabt sig et navn i Bulgarien, og med udgivelsen af En naturlig roman har han fuldt fortjent høstet roser og vakt international opmærksomhed.

Skilt fra www.ccs-montreal.orgAlt har en begyndelse…
Den grundlæggende fortælling i Gospodinovs roman omhandler en skilsmisse. En mand ved navn Georgi Gospodinov skal skilles fra sin kone, eftersom hun venter et barn med en anden mand. Dette får vi fortalt af bogens redaktør, som også hedder Georgi Gospodinov, er redaktør på en litterær avis, og også skal skilles fra sin kone.

Han får manuskriptet, der blandt andet omhandler førnævnte ægteskabs sammenbrud, tilsendt anonymt, men opsøger bogens forfatter – Georgi Gospodinov, der går hjemløs omkring på gaden med en gyngestol – for at få hans tilsagn til at udgive bogen. Efterfølgende forsvinder forfatteren sporløst, og redaktøren må selv underskrive bogen og få den udgivet.

Hvis læseren på nuværende tidspunkt er en smule forvirret, synes det ganske tilsigtet. På denne måde at skabe tvivl omkring og lege med egen identitet er ikke uset i litteraturen, og optræder ofte i værker af postmoderne tilsnit. Og postmoderne må man benævne Gospodinovs roman, hvor der parallelt med opsplitningen af forfatter-jeg’et sker en opsplitning af værkets handlingstråde, der knopskyder i flere retninger, og skaber en stærkt facetteret tekst.

Den centrale fortælling om sammenbruddet i Gospodinovs forhold og den efterfølgende skilsmisse ledsages og overskygges til tider af en lang række af forskelligartede fortællinger og digressioner. Således får læseren blandt meget andet fornøjelsen af en række ”bidrag til lokummets naturlige historie,” et indblik i fluernes skabelsesberetning, samt overvejelser omkring førsokratisk filosofi og den svenske botaniker Carl von Linnés klassifikationssystem.

Ligeledes er der gennemgående i værket en række af meditationer over romankunstens muligheder, hvor det blandt andet hedder: ”Mit ubeskedne ønske går ud på at skrive en roman, som kun består af begyndelser. En roman som hele tiden sætter fra, lover noget, når til side 17 og begynder forfra.” Et udsagn der kan siges at være programmatisk for hele værket.

Dirty toilet… og en afslutning
Men hvorfor dette fokus på begyndelsen som bærende struktur i værket, kunne man spørge? En mulig forklaring kunne være at begyndelsen står i stærk opposition til det fænomen, som indtager den centrale rolle på handlingsplanet: afslutningen; skilsmissen.

Eller som det hedder om en fordrukken samtale mellem romanens fortæller Gospodinov og en række venner, en samtale der spejler romanens flyvske og fragmenterede form:
”Den bedste måde at få godt gang i en samtale er, når der er et emne, som absolut skal undgås.”

Nu skal man ikke tro, at emnet skilsmisse fuldstændig forbigås i En naturlig roman, det har tvært om en markant og central rolle i værket, men i kraft af de mange nye begyndelser og afstikkere i fortællingen udsættes det endegyldige indblik i ægteskabets sammenbrud og dettes konsekvenser romanen igennem.

På den ene side spejler den stadige fragmentering af teksten fortællerens manglende accept af skilsmissens præmis, han besværes ved at se afslutningen i øjnene, og i denne bevægelse aner læseren den underliggende smerte, som skinner igennem de mange lag af både højtidelige og uhøjtidelige digressioner.

Forside af 'En naturlig roman' fra www.husetsforlag.dkPå den anden side fungerer den stadige udspaltning af fortællinger som en renselsesproces, der tillader fortæller-jeg’et langsomt at opløses for til sidst at forsvinde helt. En afslutning der dokumenteres i tekstens begyndelse af redaktøren, der – i kraft af identitetssammenfaldet kan sætte punktum, underskrive og udgive. Hvad der synes heterogent og fragmenteret samles i en facetteret form, der mediterer over det smertelige tab af den elskede.

En naturlig roman er som sådan en både underholdende, tankevækkende og rørende læseoplevelse. Både i kraft af dets tone, dets arbejde med identitetsforskydninger, og dets mange metafiktive passager minder værket i visse henseender om fortællinger, som man kender dem fra amerikaneren Paul Auster (f. 1947) og italieneren Italo Calvinos (1923-1985) hånd.

Er man til denne form for eksperimenterende litteratur, som ikke giver køb på den gode historie, vil man som læser være i gode hænder med Georgi Gospodinovs roman.

0
Din bedømmelse: Ingen