Turèll og petit-journalistikken

Oprettet: 01.10.2003 - 08:00

Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen

Dan Turèll bredte sig som bekendt vidt som skribent. Han var velkendt i offentligheden, og det var ikke mindst på grund af hans journalistiske arbejde. Også her beskæftigede han sig med forskellige genrer, men først og fremmest var det klummeskriveriet, petit-journalistikken, han beskæftigede sig med.

Turèlls journalistkarriere startede allerede, da han som 17-årig blev ansat på lokalavisen Gentofte-Bladet, hvor han bl.a. forsøgte sig som kulturjournalist ved at interviewe Soya, der boede i nærheden, og som var ét af den unge journalists store forbilleder. Beundringen blev ikke mindre efter mødet, hvor Turèll blev beværtet med cigarer og cognac, en helt ny og imponerende oplevelse.

Senere skulle Turèll sætte stor pris på sine forskellige erfaringer som distriktsbladsjournalist, som trykkeriarbejder og korrekturlæser. Han mente, det gav ham en håndværksmæssig baggrund og forståelse for faget, som var grundlag for at levere et godt stykke arbejde som journalist. Det folkelige gennembrud som forfatter kom i 1975 med Vangede Billeder, og få år senere i 1978 tilbød Politiken Dan Turèll, at han kunne få sin egen klumme.

Han sprang begejstret til, på trods af at klummeskriveriet så udpræget hører til det, der lidt nedladende kaldtes petit-journalistik. Netop petit-journalistikken havde en særlig plads i Turèlls hjerte, for den slags havde den store Herman Bang skrevet; og hvad der var godt nok til Herman Bang, måtte bestemt også være godt nok til Dan Turèll.

Bogforside 'I byen' af Dan Turèll. Fra www.borgen.dkTurèlls klumme blev døbt ”I byen”. Som i så meget andet i Turèlls produktion færdedes forfatteren i sine klummer mest i København, først og fremmest på Vesterbro. Både mennesker og steder fik deres historier fortalt gennem årene, som f.eks. i klummen om, hvorfor Alhambravej hedder Alhambravej, eller den om den ældre dame, der falder og brækker benet og kun tænker på, om nogen vil ringe til hendes mand, så han ikke sidder og venter forgæves på, at hun kommer hjem med morgenbrød.

Ikke sjældent var der skarpe og markante holdninger til narkotikapolitik, Christiania eller andre emner, der lå Turèll på sinde. Men ligeså ofte kunne ”I byen”-klummerne være overvejelser – eller jam, som Turèll måske selv ville have kaldt det – over sproglige vendinger; associative meditationer over udtryk, i stil med flere af de kendte digte og improvisationer som ”For meget, mand”, ”Det er ikke let” og ”Jeg skulle have været taxachauffør”. Det er en stil, man i dag kan finde hos flere stand up-komikere, der på lignende vis leger med sproget og lader associationerne løbe af med sig.

Typisk for hele Dan Turèlls værk er netop den sproglige bevidsthed, den udprægede musikalitet og rytmesans, som også kendetegner journalistikken. Turèll er en uhyre formbevidst skribent. Virkemidlerne i ”I byen” er det stille vid, den udprægede høflighed og sansen for præcision, som når Turèll indleder en klumme med høfligt at gøre opmærksom på, at der ikke er noget, der hedder ”spejlglat”, men at det derimod hedder ”spejlblank” og ”isglat” – bare sådan for en ordens skyld. Klummerne er morsomme, men der er stof til eftertanke, det er ikke ligegyldigheder, der behandles. Peder Bundgaard, Turells ven og illustrator gennem mange år, kalder Turèll en stor moralist, og det er slet ikke så kedeligt, som det lyder.

Først og fremmest bærer ”I byen” præg af Turèlls respekt for godt håndværk. Han tog petit-journalistikken alvorligt, og har uden tvivl en del af æren for, at klummeskriveri i dag er blevet en mere populær og anerkendt genre. Han skrev ”I byen” on/off frem til sin død i 1993.

Selv om også andre efterhånden skrev klummen, var ”I byen” først og fremmest forbundet med Dan Turèll. Klummerne er udgivet i udvalg, og selv om nogle er for tidsbundne til at fange læseren anno 2003, er mange stadig dugfriske og levende, præget af Turèlls vid og sans for sproget. Klummerne er dermed ikke kun en parentes i Turèlls mangfoldige produktion, men en integreret og læseværdig del.

0
Din bedømmelse: Ingen