Trisse Gejl: Når sandheden skal frem...

Oprettet: 01.03.1999 - 09:00

Trisse Gejl: Når sandheden skal frem... skrevet af Trisse Gejl

Forleden hørte jeg forfatteren Grethe Roulund, som jeg, når sandheden skal frem, aldrig har læst et ord af, svare på et spørgsmål i P1 om, hvorfor hendes hovedpersoner er mænd. Mænd er mere interessante, svarede hun. Man kan mere med mænd. Bekendt med risikoen, er jeg tilbøjelig til at give hende ret. Man kan mere med mænd. En irriterende erkendelse, når nu min største lidenskab er at være kvinde og skrive bøger, er, at jeg i min (muligvis indsnævrede) horisont er stødt på flere gode fiktive mænd end kvinder. Senest i Richard Fords 'Uafhængighedsdag', der i 1996 vandt Pulitzerprisen. 

En rigtig mandebog, ville nogen sige. Nej, en rigtig menneskebog. En amerikansk samtidsroman, med den 40-årige fraskilte ejendomsmægler Frank Bascombe som guide gennem baseball, for følsomme eller for ufølsomme kvinder, far-søn spekulationer, amerikanske drømme og meget andet. Der er noget med Frank, der minder mig om først den ene og så den anden kæreste, jeg har haft. Og så mig selv, og så alligevel ikke. For det Frank er, er stemninger, og hans skiftende humør driver historien frem på en måde, så jeg alligevel har mødt et lille tværsnit af Amerika gennem et menneske. Det lyder måske ikke sådan, men det er uendeligt ukompliceret skrevet. Jeg mener ikke, at kvinder ikke kan skildres uendeligt ukompliceret. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog om en kvinde, der på én gang indfanger og skildrer en almenmenneskelig undren, en samtid og tilfældige møder mellem mennesker, der ikke er del af et specifikt plot. 

Forestil jer Frank som 40-årige fraskilte Franny, der bor hundrevis af kilometer fra sine to børn - og så var der også den førstfødte, der døde i 5-7 årsalderen, præcis hvornår og af hvad, ved vi ikke (okay, det fik vi vist at vide i forløberen, hvor Franny er sportsjournalist). Hun kører lange strækninger i bil, snakker med 140 kilos negre over rækværket på et motel, hvor et rovmord lige er blevet begået nedenfor ved de blinkende ambulancelys, og undrer sig over hvorfor hendes kriminelle teenage-søn konstant bjæffer som en hund. Og så tager de på baseballmuseum. Franny ville ligesom skabe nogle andre associationer, f.eks. til en meget ualmindelig (og mandeskabt) Smilla fremfor til det meget almindelige menneske, Frank er. Men okay, kvinder er ikke mænd, og hvis Frank var Franny, ville nogle andre briller styre historien. Man kan mere med mænd. Men hvorfor? Jeg ved da godt, at mænd har en langt længere historie ud i det kunstneriske udtryk, at kvinder har været undertrykt i samtidskildringen, og at kønsrollerne stadig er underlagt fordomme og konventioner. Men, jeg tror også, at flere mænd har en evne til at føle sig indfældet i verden i et tilfældigt sekund. En evne til at føle sig dumpet ned og undres. Så vi tror på dem (jævnfør konventionerne). Det gør dem egnede dem til fiktionale størrelser. Kvinder bærer sammenhængene. Kvinder befinder sig i en længere kæde af mødre og døtre (og sønner), kvinder er ikke dumpet ned .Som en fire-årig fornylig sagde: For at blive født, skal man bruge en kvinde. Ud af følingen med den slags universelle sammenhænge fødes måske ikke den traditionelle samtidsromans kvindelige hovedperson, men heller ikke nødvendigvis Hanne Vibeke Holsts Therese. 

Hvis sandheden skal siges ville jeg ønske, jeg havde skrevet Uafhængighedsdagen med Franny som hovedperson. Jeg tror, det ville være en umådeligt interessant roman, og jeg er nysgerrig efter at se, hvilke briller hun havde på. Måske de samme, der sad på en kvinde

BogWeb - 1. marts 1999

0
Din bedømmelse: Ingen