Tolstoj

Oprettet: 02.11.2004 - 08:44

Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen

Leo Tolstoj (1828-1910) er én af de helt store forfattere i den russiske realisme, og hans bøger bliver stadig læst verden over.

Det tidlige forfatterskab

I sit tidlige forfatterskab, f.eks. med romanerne Barndomsår, Drengeår og Ungdomsår (1852 – 54), brugte Tolstoj til dels sine egne erfaringer og oplevelser i en fiktionaliseret form. Det vil dog ikke sige, at man kan kalde bøgerne selvbiografiske. Der er snarere tale om, at huller i de fiktive begivenheder blev fyldt ud med forfatterens egne oplevelser. Bøgerne vakte opsigt i litterære kredse, fordi Tolstojs stil var væsensforskellig fra den fremherskende. Han tog afstand fra romantikken og var med til at indvarsle den russiske realisme, som han selv skulle blive én af de væsentligste repræsentanter for.
 
Hans modstand mod romantikken kom i særlig grad til udtryk i hans skildringer af Krimkrigen, som han selv havde deltaget i (først og fremmest Sevastopol-fortællingerne).  Frem for at forherlige krigen, heltemodet og patriotismen, var Tolstoj antiromantisk i sine beskrivelser. Krigen stred i hans optik mod enhver menneskelig fornuft. Han understregede krigens gru og de russiske soldaters patriotisme uden at bruge romantiske fraser. Hans beskrivelser af, hvordan mennesker forandrer sig i krig, pegede frem mod ét af hans hovedværker, mammutromanen Krig og fred (1863-69).

Krig og fred
Krig og fred foregår i de første årtier i det 19. århundrede. I begyndelsen var det ikke meningen, at det skulle være en historisk roman, men for virkelig at kunne fortælle om hovedpersonernes skæbne, måtte han gå længere og længere tilbage i tiden. Selv om romanen på den måde blev historisk, forsøger Tolstoj ikke at sætte sig ind i en anden tids tanke- og handlemåde. Det er i høj grad mennesker fra forfatterens egen tid, der er flyttet tilbage i tiden.

Sammen med fortællingen om de mange hovedpersoner, i særlig grad Andrej og Pierre, er forfatteren optaget af filosofiske betragtninger over emnet krig. Som i Sevastopol-fortællingerne ser læseren konstant, hvordan mennesker forvandler sig i krig, og hvordan personerne ved at møde andres enkle gudstro selv lærer at se anderledes på verden.

Det enkle liv
Bonden Leo Tolstoj (1828-1910). Fra da.wikipedia.orgTolstoj beskæftigede sig meget med sin egen  udlægning af kristendommen. Hans tro var udogmatisk og vakte stor opstandelse. Han så de store sociale problemer i Rusland og forsøgte at gøre dem til etiske spørgsmål. Han forsøgte dermed at spærre vejen for den marxistisk-socialistiske klassekampsteori ved at gøre de sociale spørgsmål til spørgsmål for den enkelte.

I forlængelse af sine teorier begyndte Tolstoj også at skrive om seksualdriftens vederstyggeligheder. Seksualdriften var ikke kun naturlig, den var også kunstigt opdyrket af ”lystne naturer”, og den kunne føre til undergang og død. I novellen ”Kreutzer-sonaten” (1890) myrder en mand i vanvittig jalousi sin kone, som han oprindeligt har giftet sig med på grund af sin seksuelle drift.
 
Tolstoj prædikede sit eget evangelium, der går ud på at opgive lysten og livets andre nydelser. Det simple og enkle liv var idealet. Især foragtede forfatteren det mondæne og overfladiske liv, som aristokratiet levede i hovedstæderne. I 1880’erne begyndte han at udleve sine egne etiske principper om simplicitet og vendte den æstetiserede, aristokratiske verden ryggen. Han formåede at sende chokbølger gennem hele verden, da det blev kendt, at han, der var greve, gik klædt i bondetøj og levede af samme enkle kost som bønderne.

Anna Karenina
Det andet hovedværk i Tolstojs forfatterskab er Anna Karenina, der blev færdiggjort i 1877. Romanen er et trekantsdrama, der ender tragisk med den kvindelige hovedpersons selvmord. Tolstoj var inspireret af et virkeligt selvmord, hvor en kvinde sprang ud foran et tog efter at have skrevet et selvmordsbrev til sin tidligere elsker, hvor hun beskyldte ham for at have slået hende ihjel.
 
Romaner om kvinders utroskab var ikke ukendte i tiden. Mest kendt er selvfølgelig Flauberts  Madame Bovary (1851-56), men Tolstojs behandling af temaet er anderledes. Han så Anna Karenina, den utro hustru, som et offer for passionen, men han så ingen lykkelig slutning for hende.

Romanen er mere dyster end Krig og fred, fordi der kun er én mulig slutning. Passionen, den egoistiske lidenskab, som Anna blindt lader sig lede af, kan kun få bitre konsekvenser. Over for passionen stilles fornuften, men Anna må fortsætte forbindelsen, på trods af at hun ved, at hun risikerer at miste alt, inklusive sin søn.

Det, der adskiller Tolstojs roman fra andre samtidige er, at Anna ikke er skyldig over for mennesket eller samfundet, men over for Gud. Tolstojs gudstro og hans filosofiske teorier går i romanen op i en højere enhed med den skæbnetunge kærlighedshistorie.

0
Din bedømmelse: Ingen