Tolkien og Ringenes Herre - hype, hysteri og helteepos

Oprettet: 03.10.2001 - 08:00

Af litteraturstuderende Jannie Bendsen

Ringenes herre - bog eller film
Bog eller film? Film eller bog? Eller begge dele? Oftere og oftere bliver romaner i dag filmatiserede, om det skyldes mangel på gode ideer, publikums krav, kunstneriske ambitioner eller utrolige mange gode romaner, der nærmest higer efter at blive transformeret til det hvide lærred skal jeg ikke kunne sige, faktum er at det er en svær proces som mange instruktører knækker halsen på.

Der stilles nemlig mange og høje forventninger til en film, hvor handlingen og figurerne er kendte - et godt eksempel på en sådan filmatisering er den kommende film Ringenes herre som oprindeligt er en roman af J.R.R. Tolkien.

Filmatisering af romanen
Den med spænding imødesete filmatisering af Tolkiens Ringenes herre, som kommer i biografer verden over i midten af december i år, er et glimrende eksempel på det hysteri, der oftest opstår når store litterære værker skal transformeres til det hvide lærred. En transformation der kræver kunstnerisk talent og snilde ud over det sædvanlige eftersom publikums forventninger oftest er på størrelse med Dommedagsbjerget eller større om end muligt.

Når publikum sætter sig godt til rette i biografens bløde sæder medbringer de ikke alene de obligatoriske popcorn og cola, men i høj grad også billeder af romanens helte, skurke, omgivelser o.s.v. Uanset hvor god filmen er i sig selv, vil den altid blive bedømt og vurderet efter dens litterære forlæg, det er derfor næsten umuligt at levere en film der lever op til publikums forventninger og forhåbninger.

Endnu mere umulig synes opgaven at være, når det litterære værk der skal filmatiseres har været og vel egentlig stadig er en kæmpe succes som Ringenes herre må siges at være. Udover at være tonegivende og nyskabende indenfor sin litterære genre har romanen dannet skole langt ud over litteraturens grænser.

Der findes i dag utallige Tolkien selskaber der på bl.a. hjemmesider hylder og tilbeder forfatteren og hans værker med en iver og kærlighed der tilkommer de færreste forfattere. Se f.eks. det internationale Tolkien selskabs side på www.tolkiensociety.org eller det danske Bri-selskabs side der holder til i København på www.bree.dk. Formålet med det danske selskab er at hygge sig i den bedste bri-ånd og selskabet arrangerer løbende banketter og møder, hvor medlemmerne kommer i kostumer og dragter inspireret af romanen.

Tolkien
John Ronald Reuel Tolkien (1892-1973) var, udover at være forfatter, professor i engelsk sprog og middelalderlitteratur ved Oxford University fra 1925-59. Han skrev utallige videnskabelige og skønlitterære værker som sin berømte Oxford-kollega C.S. Lewis, der er mest kendt for sine syv bøger om børnene der træder går igennem et gammelt skab og lige pludselig befinder sig i landet Narnia.

Et land befolket af underlige væsner, dyr, en ond heks og den gode løve Aslan. Lewis skrev sine bøger om Narnia (1951-56) omtrent på samme tid som Tolkien skrev Ringenes herre (1954-56 da. 1973). Det var imidlertid Tolkien der startede med at skrive for børn og ungdommelige sjæle i 1937, da hans eventyrlige og mytologiske debutroman Hobbitten udkom (da. 1975).

Tolkien skrev Hobbitten til sine børn og regnede ikke med at den skulle udgives, men ved et tilfælde kom en redaktør til at læse manuskriptet og anbefalede Tolkien at få det udgivet. Ringenes herre blev en slags fortsættelse af Hobbitten og de er da også begge rigt befolket af alfer, hobbitter, mennesker, troldmænd og andre overnaturlige væsner. Ringenes herre blev hurtigt (på trods af kritik fra litteraturkritikere og andre akademikere) kultlæsning i 60'erne og 70'ernes ungdomsoprør og var medvirkende til udviklingen af fantasy-litteraturen på grund af sine maleriske beskrivelser og det levende, inspirerende figurgalleri. I modsætning til de mange efterligninger byggede Tolkien sit univers på gamle keltiske, anglesaksiske og nordiske myter og romanen fremstår som et solidt litterært værk med tydelig forankring i sprog- og myteforskning.

December 2001
Siden jeg i gymnasiet blev anbefalet af en god veninde at læse Ringenes herre har den dårlige samvittighed over ikke at have fået det gjort plaget mig. Jeg har haft utallige gode undskyldninger og grunde til ikke at læse den. Først og fremmest bryder jeg mig ikke om at læse bøger af "tvang" (d.v.s. bøger som man skal "læse", fordi de nu engang er klassikere).

For det andet fordi fantasy- og eventyrlitteratur normalt noget ikke er noget jeg læser og for det tredje - tjaaa…. For nogle måneder siden gik det så op for mig, at den længe ventede filmatisering af romanen faktisk lige er på trapperne og som litteraturstuderende kan man ikke se en filmatiseret klassiker uden at have læst romanen(!), derfor gik jeg ufortrødent i gang og hvor blev jeg positivt overrasket.

Hurtigt blev romanen en af de bedste jeg nogensinde har læst, så nu ser jeg med længsel frem til den 19. december, hvor første del af eventyret om Bilbo, Frodo, Gandalf og alle de andre fra romanen rammer biografer verden over. Hvor jeg ingen forventninger havde til romanen overhovedet, er de derimod med hensyn til filmen ret store. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så meget frem til at se en film og haft så mange forhåbninger.

Efter at have besøgt filmens egen hjemmeside på www.lordoftherings.net og set en al for kort trailer i biografen er de absolut ikke blevet mindre. Traileren var imidlertid så lang, at det var muligt at få et indtryk af hvordan filmens landskaber, hobbitter, orker og troldmænd ser ud. Og de er faktisk ret fantastiske og ikke langt fra mine mentale billeder af f.eks. Frodo og Gandalf.

At de dekorative elementer lever op til mine forventninger betyder imidlertid ikke, at jeg får mine forventninger med hensyn til filmen indfriet. Hvordan romanens handling fortælles og formidles er af ret stor betydning, for et er udseende, noget andet er karakter og opførsel.

Det gode ved en bog er dens mangel på konkrete billeder og dermed har læseren mulighed for at danne sine egne mentale billeder af figurerne og handlingen. Filmen derimod er en andens (f.eks. instruktøren) mentale billeder og fortolkning af enten et manuskript eller et litterært værk som bliver pålagt "læseren" d.v.s. publikum.

Et eller andet sted er jeg ikke i tvivl om, at jeg bliver forfærdelig skuffet, når jeg ser filmatiseringen af Ringenes herre. På den anden side er jeg absolut heller ikke i tvivl om, at jeg bliver begejstret - alene det at den er blevet filmatiseret og jeg dermed har mulighed for at se en god historie brugt i et andet medie kan nemlig være en positiv og overraskende oplevelse. At transformere en god historie fra romanform til filmform er svært, men det er ikke en umulig opgave.

Romannet - 3. oktober 2001

0
Din bedømmelse: Ingen