Til en fremmed

Oprettet: 12.09.2005 - 12:05

Forfatter: Nina Belling

Debut: Til en fremmed.

Hvad satte dig i gang med at skrive og var det nødvendigt for dig at blive forfatter?

I første klasse, erklærede jeg, at jeg ville være forfatter, når jeg blev stor. Sådan! Men det var først, da jeg havde født mit tredje barn, at jeg sprang ud i det. Så jeg kom sent i gang, men det var ikke muligt før – det er ikke til at sige hvorfor. Der skulle bare tid til. Et bud på, hvorfor jeg ville være forfatter, er måske, at når jeg skriver, kan jeg rejse i fantasien og blive opfyldt af noget, der opleves større end mig selv. Hvor banalt det end lyder.

Hvem skriver du for og hvordan er din skriveproces?

Det er som med gymnastik. Jeg må varme op, inden jeg begynder at skrive rigtigt. Så jeg læser lidt eller hører noget i radioen (som at strække sig), skriver et par mails (som at vippe med fødderne), laver lidt research (som små hop på stedet), åbner for dokumentet og læser det jeg skrev i går, retter og flytter rundt på afsnit, måske større ændringer (så småt begyndt at løbe). Så kan jeg gå i gang med det egentlige – at skrive videre.

Jeg vil helst skrive for hele den vide verden, men mindre kan gøre det. Jeg sidder ikke og tænker på en bestemt gruppe læsere, når jeg skriver. Det ville komme i vejen for selve det at skrive. Jeg bestræber mig på at gøre historien forståelig, men uden at det går ud over mulighederne, der ligger i ord, billeder og komposition. Man kan sige, at bogen har sit eget liv, som jeg forfølger. At spekulere i mine læsere og blive for overpædagogisk, ønsker jeg ikke. Jeg vil nødig forklare mig for meget, for mit udgangspunkt er, at min læser er klog nok og kan tænke selv.

Tager man udgangspunkt i romanerne 'Til en fremmed' og 'Zahras ørken', ser det ud som du fascineres af det fremmede – er det korrekt?

En ung kvinde i 'Til en fremmed' fortæller sin historie til en mand hun ikke kender, men kan iagttage fra sit vindue, hvor hun er indespærret. Titlen kunne også være en direkte henvendelse til den mulige læser, jeg ikke kender.

Den foregår i Firenze og i bjergene udenfor. Steder der er meget sansemættede og får min fantasi til at arbejde. At handlingen i romanen er sat femhundrede år tilbage, gjorde den ikke mindre fremmed at gå i gang med. Når jeg skriver trænger jeg ind i det fremmede og gør det nærværende. Ørkenen hvor Peter farer vild i romanen 'Zahras ørken', bliver tilgængelig på et andet plan end en samling sten. Sådan skal læseren også gerne opleve det.

Hvad er det fremmede?

Det er det nye, jeg oplever når jeg rejser – lugte, lyde, smag, farver, landskaber, arkitektur, stemninger, sprog, mennesker. Men også når jeg møder mennesker i hverdagen, jeg ikke kender, så er de jo fremmede.

Ethvert møde har en række muligheder indbygget i sig.

Hvem er de? Hvad tænker og føler de? Hvor skal de hen? Hvad er deres historie? Jeg har måske en forestilling om, at jeg kan udvide min horisont ved mødet med de andre og det andet. Det er selvfølgelig på godt og ondt.

Når jeg bruger ordet ”det fremmede” er det selvfølgelig min konstruktion og opfattelse af det fremmede, der er i spil, og hvordan man kan betragte det fremmede. Det er hverken som noget der er fuldstændigt ubegribeligt eller som noget, der skal gøres fuldstændigt bevidst og rationelt. Der vil altid forblive noget uerkendt om den anden og det andet, som bliver til en kredsen-om. Men disse møder og stemninger er en vigtig del af den benzin, jeg skriver på.

Der er mange symboler og begreber med religiøst indhold i 'Til en fremmed'. Arken, englen, syndfloden, religiøse malerier, et kapel, en religiøs vækkelse er nogle af dem. Også i din anden roman spiller Islam og det religiøse en afgørende rolle. Hvilken betydning har kristendommen/religionen for dig?

Der er blandt andet en scene i 'Til en fremmed', hvor hovedpersonen Christine opdager et afskallet maleri af en engel på væggen. Hun befinder sig som sagt i et aflåst værelse i bjergene uden for Firenze. Der er mennesker udenfor, men hun kender dem ikke. Hendes egen familie har forladt hende. Hun ved ikke, hvad der skal ske med hende – så hun er i en temmelig desperat situation.

Den utydelige engel bliver en magisk kraft og en form for beskyttelse. Samtidigt er det selve genskabelsen af englen (hun maler den på ny), der optager hende i fangenskabet og fører hende igennem og ud i friheden. Det gælder den fremmed, som bygger en ark, i historien. Selvom det regner uafbrudt, og alle mener, at syndfloden er nær, er drivkraften, bag at bygge en ark, ikke at overleve oversvømmelse, men derimod at genvinde sin frihed fra sine plageånder. Arken bliver også for ham et symbol, en kraft, som fører ham frem mod en anden overlevelse.

Den tidlige renæssance, hvor romanen foregår, er gennemsyret af det religiøse. Men der er også nye kræfter på vej, som bryder med det magiske og sætter det realistiske, rationelle overfor eller ved siden af det religiøse.

Når jeg bruger mange religiøse symboler i 'Til en fremmed' og til dels også i 'Zahras ørken', er det, fordi det optager mig, hvilken rolle det religiøse spiller for os i dag. Kan vi stadigvæk finde saft og kraft i de bibelske historier, i ikoner, i forestillingen om én Gud?

Har det religiøse og kristendommen stadig en betydning for os? Meget kort fortalt tror jeg, at det religiøse/kristne er i stand til at frisætte det enkelte menneske og sætte det ind i en større sammenhæng, hvor den enkeltes navle ikke længere er verdens midtpunkt. Men det er som med begrebet det fremmede, det religiøse kan ikke sættes på en formel, hvor det fuldkommen bevidstgøres eller udsiges. Der bliver stadig den samme kredsen-om. Og så er der selvfølgelig den negative side af det religiøse med fatale følger i form af fanatisme, fastlåste forestillinger, psykoser og så er der jo en hel anden historie og en anden roman.

Hvad sætter en bog i gang – ligger den og ulmer eller popper den bare op?

'Til en fremmed' opstod langsomt gennem en række beslutninger, jeg tog. For eksempel skulle der være et mord på første side. (Det kommer først på side 7, jeg beklager). Den skulle foregå i den tidlige renæssance i Toscana, en kvindelig hovedperson som oprindeligt kom fra Danmark, altså en fremmed i Italien, en trekantsgavl i et kapel, hvor der var et rundt hul (en rotunde), som kun et barn kunne kravle igennem, en efterligning af et maleri af Leonardo da Vinci og ikke mindst: et kostbart manuskript om drømme skulle være historiens ledetråd … og på den måde arbejdede jeg mig ind i romanen og gennem en mængde research.

Men der er andre måder bøger kan opstå – et enkelt stikord, et billede, drømme, noget der bliver sagt.

0
Din bedømmelse: Ingen