'The summer they electrocuted the Rosenbergs'

Oprettet: 03.10.2005 - 08:05

”The summer they electrocuted the Rosenbergs” – selvdestruktion i Sylvia Plaths “Glasklokken”
Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen

  Selvportræt af Sylvia Plath fra www.todayinliterature.comAmerikanske Sylvia Plath hører til blandt verdens mest beundrede og berømte, kvindelige digtere. Samlingerne ”The Colossus” (1960) og ”Ariel” (1962) er moderne, litterære klassikere; det særegne, tilkapslede sprog i digte som ”Lady Lazarus” og ”The Beekeepers Daughter” er stadig genstand for undren og mangfoldige diskussioner. Men den intelligente, unge kvinde fra Massachusetts, der i midten af 1950erne rejste til England for at fortsætte sine litteraturstudier på universitet i Cambridge, er ikke kun kendt for sin litterære produktion. Efter sit selvmord i 1963 er Sylvia Plath mere end nogen anden forfatter blevet et ikon for kvindelig lidelse, hendes navn synonymt med skizoid opførsel og progressiv selvdestruktion. Ligesom Plaths digte kredser om døden og om følelsen af, at livet aldrig for alvor sætter i gang, vedbliver også hendes eftermæle at fokusere på det ulykkelige, private menneske.
 
I digtet ”Stillborn” skriver Plath: ”These poems do not live: it’s a sad diagnosis./They grew their little toes and fingers well enough,/Their little foreheads bulged with concentration. (…) Oh I cannot understand what happened to them! (…) They smile and smile and smile and smile at me./And still the lungs won’t fill and the heart won’t start. (…) It would be better if they were alive, and that’s what they/were./But they are dead, and their mother near dead with distrac-/tion,/And they stupidly stare, and do not speak of her.”  
  
Men Sylvia Plaths digte taler faktisk om deres mor. Eller rettere – det ligger snublende nært at konkludere, at der i dette forfatterskab er overensstemmelse mellem det levede liv og det litterære værk, at digtene må betragtes som udtryk for Sylvias indre sindsstemning. Den stærkt bekendende tone og de mange motiver og temaer, der går igen fra forfatterens private historie og baggrund, giver hendes biografi en så fremtrædende plads, at den i visse læsninger ofte er kommet til at skygge for det litterære indhold.

//hometown.aol.comSylvia Plaths biografi er på denne måde blevet en god historie, et damebladsscoop, et kvindeliv, der kan fortælles, sådan som det sker i fx Christine Jeffs spillefilm fra 2003, ”Sylvia”. Her følger man Plaths ægteskab med sin engelske digterkollega, Ted Hughes, som hun møder kort efter ankomsten til Cambridge. Hughes’ motiver for redigeringen af Plaths posthume udgivelser er ofte blevet draget i tvivl, han er blevet fremstillet som manipulatorisk og troløs, og det er mere en én gang blevet antydet, at han bærer en del af skylden for Plaths selvmord. I ”Sylvia” efterlades der ingen tvivl om, at det er Teds utroskab, der i sidste ende driver den skrøbelige Sylvia til at tage sit eget liv.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er i det mislykkede samliv med Ted Hughes, at man skal finde årsagen til Sylvia Plaths selvdestruktion. Hendes eneste roman, ”The Bell Jar” (på dansk ”Glasklokken”) der første gang udkom under pseudonym i 1963, synes at pege på en række andre, mere substantielle forklaringer.
 
”The Bell Jar” er historien om den dygtige collegepige Esther Greenwood, der efter at have tilbragt en måned i New York som gæsteskribent på et større tidsskrift, vender hjem til sin mors hus i Boston og langsomt forsvinder længere og længere ind i sig selv for til sidst at befinde sig i en ”glasklokke”, der isolerer hendes indre selv fra hendes ydre opførsel. Esther forsøger at lægge planer for sin sommer. Hun overvejer kurser, hun kan følge, steder, hun kan rejse hen, forberedelser til det kommende semester eller til fremtiden efter studierne. Men uanset hvilken rolle, hun placerer sig i, føles det forkert, og alle planer løber ud i sandet. Esther forsøger i stedet at ende sit liv. Hun sluger en overdosis sovepiller, men overlever og bliver indlagt på et hospital, hvor psykoterapi og elektrochok skal hjælpe hende tilbage til et normalt liv.

Vi er i USA i starten af 1950erne, eller helt præcist, som der står i bogens første linie, ”the summer they electrocuted the Rosenbergs”. Kommunistforskrækkelsen er på sit højeste, mistroen og fordommene lever i bedste velgående side om side med borgerlig moral og strenge kønsroller. Esther Greenwood forventes at gifte sig med den medicinstuderende Buddy Willard, som hun har kendt længe, men som hun i hemmelighed har besluttet sig for at afbryde forbindelsen med. Han er en hykler, mener hun. Han vil have en ren, jomfruelig brud efter sin mors idealer, men har samtidig selv haft en beskidt affære med en servitrice kaldet Gladys.

Forside af den engelske udgave af 'Glasklokken' fra www.harperacademic.comBemærkningen om ”the Rosenbergs” slår en række af bogens temaer an, og den indkapsler på sin vis det handlingsforløb, der følger. Dels er der tydelige paralleller mellem henrettelsen af det anderledes tænkende, muligvis uskyldigt dømte, ægtepar og den elektrochokbehandling, som Esther senere bliver udsat for. Mens Mr. og Mrs. Rosenberg ender deres dage i den elektriske stol, forsøges også Esthers depression, det, der kan opfattes som hendes oprør mod autoriteterne, brændt bort med elektriske chok. Dels lader Esthers overvejelser om, hvordan det må være at dø, ”being burned alive along your nerves”, os forstå, at hun er optaget af døden; at hun – som hun skriver – ikke kan få tanken om den ud af hovedet. Og endelig bruges historien om ”the Rosenbergs” til at understrege Esthers misforhold til sine omgivelser, da hun forsøger at tale med en anden ung pige om henrettelsen og får at vide, at ja, det er væmmeligt, at den slags mennesker overhovedet har fået lov at være i live så længe. ”I’m so glad they’re going to die,” siger Hilda til Esther.      
 
”The Bell Jar” er blevet kaldt en løst selvbiografisk roman. Man ved, at Sylvia Plath har ændret navne og anonymiseret sine karakterer. Men handlingsforløbet harmonerer i hovedtræk med Sylvias egne oplevelser i hendes tidlige ungdom, og der kan næppe herske tvivl om, at ”The Bell Jar” kan læses som nøgleroman for hele forfatterskabet. Her ekspliciteres det opgør med normerne, med de på forhånd udstukne roller, som Esther og med hende Sylvia, lader udspille inde i sig selv. Og her forklares det, hvorfor Plaths digte alligevel ikke taler om deres mor, hvorfor de må være så døde.               

Det er karakteristisk for Sylvia Plaths prosa, at jeget står stærkt i teksten. Læseren har kun én synsvinkel at forholde sig til, gennem dén fortælles hele historien. Men samtidig er dette jeg i konflikt med sig selv, det vil ikke være den, det er. Det stiller sig ved siden af situationen og beskriver den. Det ser på sig selv, betragter sig selv, men føler ingen genkendelse. Her er Esther Greenwood, og hun kunne ligeså godt hedde Elli Higginbottom, hun er fra Boston, men kunne ligeså vel komme fra Chicago. Esther leger med sin egen identitet –  ligesom Sylvia gør ved at kalde denne opspaltning af sit selv ”Esther” – og hun forsøger gennem en række mere eller mindre halvhjertede identifikationer at blive en anden, at acceptere overhovedet at være nogen.
Glasklokke fra www.jamestownglasshouse.comI bogen optræder en helt buket af tidens kvindeskikkelser. Der er den kvindelige forfatter, som har givet Esther et stipendium til studierne, der er redaktøren på magasinet i New York, der er den evigt gravide katolik, Dodo, der er veninderne, og der er Esthers mor, som efter faderens død har påtaget sig at forsøge familien ved at undervise i ”shorthand”.

Hun er pligtopfyldende, punktlig og oplever sin datters sygdom som en personlig fornærmelse, som noget hun må bestemme sig for at slippe igen. Endelig er der Buddy Willards mor, som Esther sammenligner med et kludetæppe, en måtte, som hendes mand kan tørre fødderne på. Mrs. Willards filosofi er klar: "What a man wants is a mate and what a woman wants is infinite security," og "What a man is is an arrow into the future and what a woman is is the place the arrow shoots off from," som det udtrykkes i bogen.

Men selvom Esther forsøger identifikation med dem alle sammen, er det klart, at hun ikke vil være som nogen af dem. Jeg vil selv være en pil, tænker hun, og skyde i alle mulige retninger. Esther vil være det hele, som redaktøren forklarer, da nogen spørger, hvad hun skal være, når hun er færdiguddannet. Men Esther skal under ingen omstændigheder være nogens kone, og hun skal ikke være nogens mor.    
 
Og deri ligger hendes selvdestruktion. Hun vil ituslå det billede, de har af hende, den begrænsning, hun udsættes for, den begrænsning, som er i hende selv. I bogen gøres det helt klart, da hun efter sit selvmordsforsøg beder om at få lov at se sig i spejlet og finder, at den person, hun ser, ikke kan genkendes. Esther smiler, og spejlbilledet smiler. Hun smadrer glasset.

0
Din bedømmelse: Ingen