Stine Pilgaard får bibliotekernes forfatterpris

Oprettet: 25.02.2016 - 15:50
Billede af Tim Riediger

Lise Vandborgs tale ved prisoverrækkelsen på Danmarks Biblioteksforenings kulturkonference i Flensborg den 25. februar 2016. 

’Et liv uden fester er som en landevej uden kroer.’

Sådan skriver årets vinder af bibliotekernes forfatterpris.

Vinderen, som fik suverænt flest stemmer af landets biblioteksansatte, er … Stine Pilgaard.

Hvorfor er det så netop blevet Stine Pilgaard, der løber med den ærefulde pris på 50.000 kr.? Først og fremmest er Stine Pilgaard og hendes to romaner ikke som en landevej uden kroer! Der er masser af oaser, hvor man kan stoppe op og grine, græde, kigge på stjerner eller nedsvælge en stor fadøl.

Stine Pilgaard (1984) er cand.mag. og uddannet fra forfatterskolen. Hun debuterede med romanen Min mor siger i 2012 – en usædvanlig talentfuld debut. Så talentfuld at den både modtog Munch Christensens debutantpris og blev nomineret til DR Romanprisen. Det er en af de eneste gange, vi har nomineret en debutant til romanprisen, og det siger noget om, at Pilgaard har en helt særlig stemme og stil. Den stemme er blot blevet endnu tydeligere i hendes roman Lejlighedssange, som udkom sidste år.

Lejlighedssange er en original kollektivroman, hvor fortælleren skriver lejlighedssange for de øvrige beboere i andelsboligforeningen. Beboernes liv flettes sammen på godt og ondt gennem fællesskabet i andelsboligforeningen, venskaberne og familien.  Selv om lejlighedssange som genre er en hyldest til livets lykkelige stunder, aner vi meningsløsheden eller i hvert fald hverdagens trivialiteter lige under overfladen. Fortælleren fungerer som en skriftestol, og vi får beskrevet personernes liv og relationer i Pilgaards knivskarpe dialoger.

Netop dialogen mestrer Stine Pilgaard ud i det eminente. Replikkerne i hendes romaner er uhyre præcise, og de viser slående, hvordan vi faktisk taler forbi hinanden, når vi tror vi taler med hinanden. Det er som regel i dialogen, at romanpersonerne konstaterer, at tingene sjældent bliver som man regner med:

’En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op; den bliver aldrig helt, som man havde håbet.’

Derfor er det også svært ikke at føle sig ramt af Pilgaards prosa. Der er en sarkastisk og til tider tragikomisk tone i hendes romaner, så man griner og græder på samme tid under læsningen. Mange sætninger vækker genkendelse og kan nærmest få læseren til at grine af sig selv. Ikke mindst de ørehængende, næsten berømte oneliners, som både rummer stor humor og alvor:

’Når jeg begynder at føle mig sexet på et dansegulv, er det tid til at tage en taxa hjem.’

Stine Pilgaards prosa er skarp og sprælsk. Den er både stor sprog- og fortællekunst samtidig med, at den faktisk handler om noget, nemlig om relationer mellem mennesker. Kritikken af kvindelige sprogbevidste forfattere, der har gået på forfatterskolen, og som ikke skriver om andet end deres egen navle, gælder i hvert fald ikke Pilgaard. Hun bevæger sig vågent og iagttagende gennem samfundets hovedgader og afkroge præcis som sin seneste fortæller, der siger: ’jeg går gennem verden med popcorn og cola med det offentlige rum som min biograf ’.

Stine Pilgaards romaner kan læses af alle, og det er vi jo glade for på bibliotekerne:-) Men samtidig er der ligesom i eventyret eller i de islandske sager, som Pilgaard er inspireret af, mere underfundige lag i teksten og et væld af litterære referencer, som her til James Joyce: ’Dine nyrer er velformede, det er sådan, jeg tænker på dem, og jeg kunne stege dem i smør og spise dem til morgenmad, og du ville sætte pris på denne litterære reference’.

Da Pilgaards debutroman Min mor siger var nomineret til DR Romanprisen blev bogen diskuteret i læseklubben på Litteratursiden. Her deltog Pilgaard i samtalen med læserne om bogen, og det var bemærkelsesværdigt, hvordan Pilgaard med stor åbenhed indgik i dialogen med læserne.  Stine Pilgaard viste  ligesom når hun deltager i interviews og events, at hun er fantastisk god til at være nærværende og møde sine læsere, lige netop der, hvor de er.

Når Stine Pilgaard læser op fra sine romaner er det ikke blot en stor oplevelse. Oplæsningen forstærker hendes suveræne ordkunst, hendes sans for det talte sprog. Og ikke mindst understeger oplæsningen det skæve og subtile i teksterne, og det, der står mellem linjerne. Det er måske også her, det er tydeligst, at Pilgaard er inspireret af den mundtlige fortælletradition.

Samtidig mærker man her, at Stine Pilgaard ikke blot er en af Danmarks mest humoristiske forfattere. Hun er også vanvittig sjov, når hun træder frem som person bag skriften. Skrift og personlig stil bliver nærmest ét. Og det er sjældent set så charmerende!

'Man kan lige så godt lade være med at tage flaget ned, inden det skal hejses igen’

Stort tillykke med prisen, Stine Pilgaard.

 

Billede af Tim Riediger

0
Din bedømmelse: Ingen