Af stud.mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen

Steen Steensen Blicher (1782-1848) debuterede som novelleforfatter i en alder af 42 år, men debutant kunne man egentlig ikke kalde ham. Bag sig havde han et omfattende forfatterskab af overvejende lyrisk karakter. For eftertiden er det imidlertid novellerne, der har sikret Blicher en plads i den danske litteraturhistorie. Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog – Blichers første novelle – er således dét enkeltværk, der har haft størst betydning for prosaens gennembrud i den danske litteratur.

Blicher var allerede i sin samtid anerkendt som en ikke ubetydelig forfatter, men hans liv blev alligevel historien om en nærmest endeløs social og økonomisk deroute. Efter 10 års studier og en teologisk embedseksamen blev han adjunkt ved latinerskolen i Randers, og samtidig giftede han sig med sin farbrors unge og eftertragtede enke. Men den økonomiske nedtur startede allerede i disse år, idet han grundlagde en gæld, som han skulle komme til at kæmpe med resten af livet.

Blicher forsømte sine embedspligter og blev efter kort tid fyret. De økonomiske omstændigheder tvang ham til at genoptage præstekaldet, men interessen manglende, og han misrøgtede det ene embede efter det andet. Blicher overlevede i kraft af sin litterære indsats, der bl.a. medførte, at Frederik VI ved flere lejligheder understøttede den forpinte forfatter. Efter kongens død i 1839 eskalerede nedturen, og Blicher endte sin tilværelse som en alkoholiseret og uhumsk person, der konstant lagde sig ud med sine omgivelser.
 
Den blicherske fortælleteknik
Alle Blichers noveller fortælles af et jeg, der altid har en rolle at spille i fiktionen. Novellerne fremviser store indbyrdes forskelle, men de er alle modelleret ud fra dette fortælletekniske grundvilkår. Den personificerede fortæller optræder altid som et øjnevidne, der i en eller anden udstrækning forbliver forblændet af fortællingens begivenheder.

Denne fortælletekniske strategi peger på virkelighedens uigennemskuelighed, hvilket er én af forfatterskabets helt centrale pointer. Blicher formulerer på denne måde en tragisk erkendelse af tilværelsens indskrænkede grundvilkår. Novellerne beskriver et begivenhedsforløb, der samtidig er fortællerens egen personlige tolkning af forløbet, hvorved der åbnes op for andre tolkningsmuligheder. Blichers tekster fordrer således en aktiv læser.

Biedermeierkulturen satte fra 1820’erne og frem sine tydelige spor i den danske litteratur. Betegnelsen henviser til en ideologisk holdning i den borgerlige kultur, der dyrkede det idylliske, det harmoniske og hjemmets tryghed. Denne kulturelle og ideologiske strømning havde en ikke uvæsentlig indflydelse på Blichers forfatterskab.

Novellerne er intimsfæreskildringer, der omhandler kærligheden som den meningsgivende instans i tilværelsen og hjemmets tryghed som forsonende i forhold til livets barske realiteter, og i denne forstand er der tale om Biedermeier. Men Blicher troede ikke på disse værdier, og forfatterskabet blev dermed også et opgør med biedermeieridealerne.
 
Juleferierne. Af en gammel skolemands erindringer
Juleferierne er et erindringsbillede. Fortælleren – en latinskole-rektor ­– ser tilbage på den jul, hvor han på Ulvedal mødte sit livs kærlighed, Alice. Rektoren beretter om optakten til ferien og den første dags jagt. Herefter gør han et ophold for ud fra fortællesituationen at karakterisere hele formålet med sin fortælling.

Alice og vennerne fra dagene på Ulvedal er borte, og rektoren har kun den anonyme læser at henvende sig til. De lykkelige minder står således i skærende kontrast til fortællesituationens nutid. Men kontrasten forbliver i periferien, og novellen får karakter af en idylliseret fremstilling af julen på en større jysk gård.

Her er der ikke noget opgør med biedermeierkulturens idealer, og fortællingen adskiller sig i det hele taget fra den typiske novelle fra Blichers hånd. Historiens røde tråd er rektorens forelskelse i Alice, der dog ikke forløber uden komplikationer. Alice står i et særligt forhold til komtesse R.

Den forældreløse Alice voksede op i voldeligt cirkusmiljø, men blev siden reddet fra den forfærdelige skæbne af netop komtessen. Derfor ser Alice sig ikke i stand til at bryde forbindelsen til komtessen. En realisering af den spirende kærlighedsforbindelse mellem fortælleren og Alice forekommer således umulig. Men alle forhindringerne fejes af banen i en både sentimental og urealistisk genforeningsscene, der binder alle fortællingens løse tråde sammen.

Novellen er dog alligevel en ganske charmerende fortælling, hvor Blicher med den fineste pensel maler et fuldstændigt billede af ferielivet på Ulvedal og af de mennesker, der befolker dette særlige miljø.