Staten har altid ret, selv når den tager fejl. Om ’En grav til Boris Davidovic’ af Danilo Kiš.

Oprettet: 01.04.2009 - 10:11

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

Da den utrolige og hjertegribende novellesamling En grav til Boris Davidovic (1976, dansk 1983) af den jugoslaviske forfatter Danilo Kiš (1935-1989) udkom i Jugoslavien, vakte den stor opsigt. I første omgang var reaktionerne overvældende positive.

Danilo Kiš havde allerede vundet anerkendelse for sin tredje roman Have, aske (1965, dansk 1992), og med udgivelsen af En grav til Boris Davidovic spredte anerkendelsen af Kiš’ forfatterskab sig til resten af verden. Bogen udkom på engelsk i 1978, og kort tid derefter udkom endnu en af Kiš’ bøger på engelsk, men stemningen i Jugoslavien havde forandret sig i mellemtiden. Bogen blev anklaget for at være et plagiat af 'Gulag øhavet' (1973, dansk 1975) af russiske Aleksandr Solzjenitsyn (1918-2008) og ’Mørke midt på dagen’ (1940, dansk 1946) af engelske Arthur Koestler (1905-1983).

Den forandrede holdning til Danilo Kiš – og angrebene blev snart mere personlige end litterære – kan bedst forklares i lyset af bogens ærinde. For det er ikke bare den sovjetiske form for kommunisme, Kiš angriber, som henvisningen til Solzjenitsyn og Koestler ellers kunne antyde. Det er nærmere totalitarisme i alle dens former og udtryk, hvilket sagtens kunne tolkes som et angreb på General Titos jugoslaviske udgave af kommunismen.

Det jugoslaviske styre kæmpede i midthalvfjerdserne en hård kamp for at holde sammen på landet. Nationalismen var aldrig forstummet efter foreningen af de jugoslaviske republikker, og det var nødvendigt for den nationale regering at give udstrakt selvstyre til de enkelte republikker for at dæmme op for løsrivelsesbevægelserne.

Men det skete ikke uden problemer, og mindelserne om borgerkrigen mellem fascister og kommunister under og efter 2. Verdenskrig var bestemt ikke glemt. Så Danilo Kiš’ kritik fremkom på et meget ubelejligt tidspunkt og placerede sig midt i den pågående kamp mellem de kræfter, der forsøgte at holde sammen på Jugoslavien og de løsrivelsesbevægelser, der angreb den centralt kontrollerede kommunistiske stat.

Et mindesmærke for de dræbte
Danilo Kiš forsøger i alle syv fortællinger, gennem brug af faktiske dokumenter, at skrive historien om virkelige menneskers skæbne. Seks af historierne foregår i Sovjet i 1920’erne og 1930’erne, mens den sidste novelle foregår i middelalderen og beskriver forfølgelsen af jøder i et unavngivent katolsk land.

Alle de beskrevne personer er mere eller mindre ukendte mennesker, der på den ene eller anden måde bliver fanget i et totalitært system, men alligevel har efterladt sig en form for dokumentation. Nok er deres liv kun nødtørftigt beskrevet, men Kiš får dermed mulighed for selv at udfylde hullerne i fortællingerne.

I novellen ’De mekaniske løver’ bliver den ukrainske journalist Chelyustnikov beordret til at planlægge et besøg af den franske journalist Édouard Herriot i 1922. Herriot har skrevet om det nye Sovjet, og især om statens foragt for den kristne kirke, så da han skal besøge Rusland, bliver det Chelyustnikovs opgave at gøre en kirke klar til en gudstjeneste. Kirken er blevet omdannet til en del af et bryggeri, og det kræver en del arbejde og overtalelse for Chelyustnikov at få kirken klar. Planen lykkes til fulde, og Herriot vender så forblændet tilbage til Frankrig, at han skriver en rosende artikel om Sovjets behandling af de kristne.

I Kiš’ beskrivelse finder man en sørgende tone, men ingen bebrejdelse, ingen anklage. Det enkelte menneskes handlinger er, som de er. De er fanget i et vanvittigt systems logik, som det ikke er muligt at bryde, og som vil ofre enhver, uanset hvad den enkelte måtte gøre.

Der er især fokus på den periode, der senere er blevet kaldt Den store Terror, hvor et ukendt antal millioner forsvandt i sneen og mørket i lejrene i Sibirien – de såkaldte Gulag. Og i den forstand at Danilo Kiš’ fortællinger forsøger at genskabe eller mindes de forsvundne og glemte, kan novellerne læses som et forsøg på at rejse en mindesmærke for de dræbte. Ikke et mindesmærke, der er sanktioneret af staten, men et monument rejst for de, der ellers ville være historieløse. Det er en måde at mindes de ukendte ofre, og et forsøg på, gennem at beskrive deres skæbne, at trænge ind i en tænkemåde i et totalitært system – en verden, hvor det symbolske er langt vigtigere end livet.

Livet og løgnen
Selv om Danilo Kiš baserer sig på biografiske og faktuelle kilder, mister historierne hele tiden deres fundament. Fortællingerne drejer af, personerne forsvinder i kortere eller længere tid, forfatteren må gætte sig til, hvad der er sket, eller kilderne er tvetydige. De fleste af informationerne, som fortællingerne bygger på, stammer fra rapporter, der er nedskrevet under tortur.

Teksterne har ikke noget etisk centrum, men flytter sig hele tiden fra kilde til kilde, og det eneste, læseren har at holde fast i, er de handlinger, den enkeltes biografi bliver reduceret til. Måden historierne bliver fortalt på spejler således anklageprocessen, der er uforståelig, fuld af huller, selvmodsigende og uden moral.

For det er ikke nødvendigt at være skyldig for at blive anklaget, det er nok at være mistænkelig for at være skyldig. Og det er ikke nødvendigt at være skyldig for at tilstå sin deltagelse i et komplot mod staten og i samme åndedrag angive ti andre. I det øjeblik, arrestationen falder, er tilståelsen en naturlig og nødvendig afslutning på processen, da løsladelse vil være et bevis på, at staten kan tage fejl. Som torturbøddelen Fedukin siger i en af novellerne:

’[A]t underskrive en tilståelse var ikke kun logisk og en moralsk handling, der var også en pligt, og derfor agtværdig og fuld af anseelse.’ (En grav til Boris Davidovich)

For Fedukin er overgivelsen af sig selv til statens nåde en erkendelse af statens højere moralske system og en forståelse af, at det ikke nytter noget at holde fast i sine egne små sandheder, på trods af deres eventuelle sandhed. Det betyder ikke noget for staten.

Den naive troskyldighed
Der er mange troskyldige karakterer i novellerne. Gould Verschoyle og Dr. Taube, hovedpersoner i to forskellige noveller, tror begge det bedste om den sovjetiske revolution, og de ender begge med at give deres liv for deres naivitet. Verschoyle, der vokser op i Irland, deltager i den spanske borgerkrig i 1938 efter at have deltaget i forskellige andre kommunistiske tiltag.

Men da han opdager, at informationer fra den anarkistiske deling, han kæmper for, videregiver informationer til kommunisterne, ender han med at blive bortført fra Spanien, og efter den reglementerede tortur og tilståelse ender han i Sibirien. Samvittighed og ærlighed betaler sig ikke bedre end uærlighed og tortur; udfaldet er det samme uanset hvad, når man støder sammen med den totalitære sandhed.

De forskellige karakterer går igen i de forskellige noveller, og har flere gange stor betydning for de andre karakterers lod. I den forstand er det enkelte menneske aldrig isoleret, men spiller altid en rolle i de andres skæbne. Et totalitaristisk system består grundlæggende af mennesker.

Alle de uhyrligheder, der bliver beskrevet i novellerne, bliver begået af mennesker, der handler i systemets navn, men det ikke desto mindre mennesker, der begår overgrebene. Det er måske her, vi tydeligst finder Danilo Kiš’ forsøg på at erindre og mindes det enkelte menneske og det enkelte liv, især når det ender i lidelse. Det enkelte liv er altid vigtigere end den symbolske sandhed, som et regime forsøger at opretholde.

Ved på fantastisk vis at genskabe erindringen om syv ukendte menneskers skæbne og undergang, rejser Danilo Kiš et mindesmærke for de syv liv, der gik tabt i systemets foragt for det enkelte menneske.

0
Din bedømmelse: Ingen