Splittelse og forelskelse. Litteratur om og fra de danske kolonier

Oprettet: 30.09.2003 - 10:47

Læs om Peter Høegs 'Smilla' og Flemming Jensens 'Ímaqa' ...

Inden for de senere år har litteratur, som omhandler forholdene mellem (tidligere) kolonier og kolonimagter, fået meget stor opmærksomhed på især de engelsksprogede universiteter. Det vækker næppe stor undren, eftersom det britiske imperium jo var det absolut største. Man kalder denne type litteratur for postkolonial. Det er, som antydet, ikke kun litteratur, som kommer fra de tidligere kolonier, men også fra de tidligere kolonimagter. Fælles er, at begge dele handler om de kulturelle udvekslinger, som foregår, når fremmede kulturer mødes. Det er ikke noget, som har haft nogen større bevågenhed i dansk kulturliv, hvad der kan undre, for Danmark har jo også været en kolonimagt, selvom det aldrig nogensinde var i en målestok, der kom i nærheden af Storbritannien. Her vil der blive fokuseret på litteratur om den koloni, som stadig i dag er den mest omtalte, nemlig Grønland. Det skal man dog ikke lade sig narre af, der er masser af litteratur fra Island, Færøerne, Norge, ligesom den sydlige del af det danske imperium, De vestindiske Øer, Trankebar, Ghana (Guldkysten), Dansk Guinea etc. også er repræsenteret ganske pænt, hvis man ser sig om i det danske litterære landskab.

Splittelsen
Den store danske roman inden for genren er Peter Høegs "Frøken Smillas fornemmelse for sne" fra 1992, og den er en bidende skildring af den måde, den danske stat behandler sine marginaleksistenser på. Peter Høeg har med figuren Smilla skabt et eksempel på, hvad resultatet af et kulturmøde kan være, skabt af en grønlandsk mor og en dansk far. Hun er fra fødslen splittet mellem to kulturer, og i den tid, romanen følger hende, kan hun ikke finde sig tilrette, hverken i Grønland eller Danmark. Læseren præsenteres for hendes selvopfattelse gennem hendes forsøg på at opklare, om det var en ulykke eller et mord, der gjorde, at Esajas, en lille grønlandsk dreng, som bor nedenunder, døde. Smilla ser Esajas som en person, der havde muligheden for at blive integreret i det danske samfund, men uden at miste det grønlandske. Med Smillas ord kunne Esajas være blevet både-og, mens hun selv er hverken-eller. Smillas forsøg på at opklare mordet bliver altså også en odyssé rundt i København, i en eftersøgning af hendes egen identitet, hvilket åbenbarer det indbyggede dilemma, som hun bærer på: Hun er fuld af foragt for den måde, som Danmark - og Vesten – har behandlet grønlænderne på, men har været så længe i Danmark, at hun er blevet usikker på sine kulturelle forbindelser til Grønland. Da hun får mulighed for at rejse med skib tilbage til Grønland med Esajas morder, tager hun med. Denne rejse er både et forsøg på at få et opgør med Esajas morder og et forsøg for Smilla på at komme tilbage til sit udgangspunkt. Opgøret lykkes, netop fordi Smilla har fornemmelse for sne, altså pga. hendes forbindelse til Grønland. Men om Smilla nogensinde finder frem til en selvstændig kulturel identitet, er et åbent spørgsmål ved bogens afslutning.

Forelskelsen
Flemming Jensen er mest kendt som skuespiller og entertainer, bl.a. fra showet "Jensen Tonajt" og DRs julekalender med Nissebanden, og senest har han høstet mange anmelderroser for stykket "Spindoktor". Der rører sig mangt og meget i Jensens univers, og han er såmænd også en glimrende forfatter.

"Ímaqa" fra 1999 er en ganske anderledes historie end "Frøken Smillas fornemmelse for sne". Her drejer det sig om en repræsentant for den danske statsmagt, der rejser til Grønland for at vedligeholde de koloniale interesser, der ligger i at opretholde danskundervisningen i de grønlandske skoler. Inden afrejsen bliver han kraftigt formanet af en hr. Gudmandsen i Grønlandsministeriet om ikke at lære grønlandsk, da det vil tage magten fra ham til at lære de grønlandske børn dansk. Med andre ord: de skal gøres danske, er den logik som hr. Gudmandsen præsenterer ham for. Derfor er han også kraftig modstander af, at Martin ønsker at komme til et udsted udfra tanken, at han gerne vil møde det virkelige Grønland. Han bliver i heftige vendinger belært om, at der ingen grund er til at komme grønlænderne i møde, og desuden er postgangen fuldstændig umulig.

Vi præsenteres her for en klassisk imperialistisk tankegang: Undersåtterne i imperiets fjernere egne skal opdrages til at rette sig efter imperiets midtpunkt, her altså København og ministeriet. Derfor skal de embedsmænd, som imperiet sender ud, være på det rene med, at de medbringer sandheden, intet mindre, om deres virke, når de rejser ud. Martin vælter det projekt, fordi han har en væsentligt mere liberal indstilling, og det ender med, at han bliver fyret af Grønlandsministeriet. Officielt pga. samarbejdsvanskeligheder, uofficielt fordi han har nægtet at købe de undervisningsbøger, som hr. Gudmandsen selv skriver til brug for skolebørn på Grønland, hvor de skal lære om to danske børn, Lars og Lone, som går rundt og ser på bøgetræer og andet godt. Martin har ingen planer om at flytte tilbage til Danmark, Grønland har betaget ham voldsomt, og desuden har han forelsket sig i den grønlandske skønhed Naja. Således kan "Ímaqa" læses som en fabel om imperiet, der endte med at miste en lille del af sit embedsapparat, da den del blev koloniseret af en koloni.Muligvis vil nogle rynke lidt på næsen af Flemming Jensen som romanforfatter. Men der er gode grunde til at give sig selv en chance for en forrygende læseoplevelse. Midt i den dramatiske historie, som skam er alvorlig nok, foregår der med ujævne mellemrum nogle meget barokke optrin, som vil få en til mere end blot at trække på smilebåndet. Men det er netop en del af missionen med bogen, Jensen gør nemlig selv kraftigt op med den opfattelse, at alvor ikke kan være humoristisk, og at humor ikke kan være alvorlig. Hvis man kan tåle at læse en underfundig samfundssatire, anbefales "Ímaqa" på det varmeste.

Forslag til videre læsning:
I den internationale sammenhæng kan nævnes: Salman Rushdie og V.S. Naipaul, som suverænt er de to største postkoloniale forfattere. Begge skriver på deres oplevelser med at skulle omstille sig fra opvæksten i ét land, til den kulturelle og uddannelsesmæssige omplantning til et andet og fuldstændigt anderledes land. Thorkild Hansens bøger "Slavernes kyst", "Slavernes øer" og "Slavernes skibe" er en dramadokumentarisk beretning om og fra De vestindiske Øers tid som dansk slavekoloni. Hvis man er interesseret i teorien bag det postkoloniale, kan man begynde med Hans Hauges artikel "Postkolonialisme" fra bogen Litteraturens tilgange. Artiklen rummer henvisninger til både skøn- og yderligere faglitteratur.

af Steen Skou Petersen

0
Din bedømmelse: Ingen